leatherdyke.cc

 

”Det er simpelthen for dårligt, at ældre mænd vælger yngre partnere. Så har jeg jo ingen at være sammen med,” udtaler Anne-Dorthe, 43. I foråret gik hendes mand igennem tyve år fra hende efter ”han havde fundet en yngre model,” som hun beskriver det.

 

Anne-Dorthe er én af et stigende antal kvinder hvis ægtefæller igennem flere år, ofte årtier, forlader dem til fordel for en yngre kvinde. Nu siger Anne-Dorthe og resten af kvinderne stop.

 

”Der må gøres mere for, at mænd vælger nogen på deres egen alder!”

 

Kunne du forestille dig at læse ovenstående afsnit i et dansk dagblad? Kunne du forestille dig, at dette ville være en problematik, der bliver taget seriøst i dagens Danmark? Ville Anne-Dorthe ”og resten af kvinderne” (hvis dette var en rigtig historie) blive mødt af andet end forargelse eller latterliggørelse?

 

Tilbage i juli læste jeg med stor interesse artiklen ”Kvinderne tænker, at det er svævende og usikkert at få et barn med en som mig” i Information. Artiklen handlede om det faktum, at hver tredje mand i Danmark uden uddannelse er barnløs. I artiklen møder vi Lars Anker Olesen, som er ufaglært og ikke har nogen børn.

 

Dette indlæg og problematikken skal ikke handle om Lars Anker Olesen, som jo bare går med til at blive interviewet om sit liv og syn på tingene. Derimod handler det om den generelle idé i debatten om, at mænds ulighed skyldes kvinder og ikke samfundet eller systemet. Det er dét, feminister prøver at få snakken i gang om: Det er patriarkatet som system, der er skadeligt for kvinder og mænd. Det starter ikke med det enkelte individ. Det starter med systemet. Men det betyder ikke, at det enkelte individ ikke bliver et udtryk for systemets problemer.

 

I artiklen fortæller Lars Anker Olesen, at han har været lige ved og næsten at få et barn, men det er aldrig lykkedes. Han påpeger:

 

”(…) Men hvis nogle kvinder havde mod til at få børn med en ufaglært, ville de måske se ham blomstre. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg fungerer bedre, hvis jeg er i et forhold. Så kan jeg bedre komme i gang med ting.”

 

Det første, der slog mig, da jeg læste artiklen var: Hvorfor er det kvindens ansvar? Hvorfor skal en kvinde stå i en situation, hvor hun skal ”have mod” til at få børn for så at vente og se, om det måske kan få en positiv indvirkning på faderen som person? Al respekt til den selvindsigt Lars Anker Olesen har, hvor han kan se, at han fungerer bedre i et forhold. Det kan jeg sagtens forstå. Men hvorfor er det en tilfældig kvindes (han ikke er i et forhold med) ansvar at indgå i et romantisk forhold med ham, fordi det er det bedste for ham? Det er vel ikke dér et forhold eller ønsket om et forhold skal starte, men derimod fordi man som to mennesker har lyst til at være sammen.

 

I artiklen lyder det nærmest som om menneskelige forhold er kalkulerede størrelser, hvor kvinden nøje overvejer ”skal jeg sige ja til anden date, for han virker ikke som en, jeg vil have børn med?” Hvis man ender med ikke at få børn med nogen, må det vel være fordi 1) forholdet aldrig nåede dertil 2) man ikke kunne af biologiske årsager eller 3) på grund af et personligt fravalg.

 

Svend Aage Madsen, chefpsykolog og forskningsleder ved Rigshospitalet og formand for tænketanken Viden om Mænd, er tit på banen, når det handler om mænds ulighed. I Informations artikel forklarer han også, at:

 

”Der er i gang med at ske en gennemgribende ændring af forholdene mellem kønnene, hvor langt flere mænd i dag end tidligere har en lavere status end kvinder. Det betyder kortere uddannelse, dårlige jobs og ringere indkomst. Og det betyder sandsynligvis, at de lavere uddannede mænd ikke er så attraktive at vælge på parforholdsmarkedet.”

 

Det ér trist for de mænd, der ønsker en partner og familie, men – sat på spidsen – lever et sted i Danmark uden for de store byer, ikke har en uddannelse og derfor ”ikke er så attraktive at vælge på parforholdsmarkedet.” Men det er vel ikke kvindernes ansvar, at mange af dem er bedre uddannet og har fået større økonomisk og generel frihed?

 

Man kan tage den liberalistiske hat på og sige, at mænd har alle de samme muligheder for at tage en uddannelse som kvinder. Dog synes jeg, det er langt mere relevant at spørge, hvorfor det er endt sådan? Hvorfor bliver mænd ikke lige så godt uddannede som kvinder? Hvorfor vælger en kvindelig cand.ling.merc. ikke en mandlig butiksassistent? Det kan der jo være mange grunde til. Forskellige interesser, livsstile, tanker om livet, økonomi. Men det kunne jo også hænge sammen med de kønsstereotyper, vi får banket i hovedet fra det øjeblik, vi bliver født: Mænd skal tjene mere end kvinder, mænd skal have de højere stillinger, og de skal også gerne være klogere. Kvinder skal være smukke, tynde, gode piger og en engel i hjemmet.

 

Inden for den opfattelse betyder det mindre, at kvinden har en lavere uddannelse og stilling end manden, så længe hun opfylder kravene til at være ”en rigtig kvinde”. Men for mænd er sagen en helt anden. Når kvinder bliver bedre uddannede end mænd, kan vi virkelig se de rigide kønsrammer, vi lever inden for.

 

Og hvor kommer disse stereotyper og opfattelser fra? Systemet. Patriarkatet. Fuldstændig ligesom feminister ikke er imod mænd, men imod patriarkatet burde mennesker, der kæmper for mænds lige rettigheder (= feminister) fokusere mindre på kvinder og mere på patriarkatet. For det er dér, problemet ligger. Det ligger i kønsstereotyperne. Det ligger i opfattelserne om, hvad en ”rigtig” mand og kvinde er. Det ligger i ideen om, at du er mand/kvinde først og ikke et individ, som kan se sit eget køn og sin egen identitet på flere forskellige måder. Patriarkatet skader os alle. Men det mest skadelige er, når vi ikke peger på synderen, peger på det faktiske problem, men blindt bebrejder hinanden.

 

photo credit: t.metamorfosis via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Emilie Kristensen-McLachlan

Oprindeligt fra Nordens Paris, bor nu i Aarhus. Jeg er journaliststuderende på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har været feminist, så længe jeg kan huske. Særligt igennem ophold i Irland, USA og Skotland er jeg med tiden blevet mere og mere fokuseret på den sociale ulighed, som patriarkatet bringer med sig, og det synes jeg, at vi alle sammen skulle tale noget mere om.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv