leatherdyke.cc

”Mænd har bare mere brug for sex end kvinder har. Det ligger i deres natur. De kan ikke gøre for det.”

 

Ovennævnte har jeg tit hørt i forskellige situationer, lige fra en mand der giver fremmede kvinder elevatorblikket på åben gade til, at en kvinde er blevet udsat for seksuelt overgreb. Mænd kan simpelthen ikke styre deres seksuelle lyster.

 

Eller passer det nu?

 

Ofte bliver deres drifter brugt som argumentation for, at de bare er bedre til at komme fremad i samfundet. Det gør dem mere ambitiøse i forhold til kvinder, der naturligt vil finde sin plads og blive der i stedet for at søge opad i deres branche. Hele argumentet med at mænd er jægere, og kvinder er samlere og børnepassere.

 

Det undrer mig så bare, at for blot små 150 år siden og de foregående par tusind år forinden havde man den opfattelse, at kvinder var dem, der havde de største seksuelle drifter, fordi de var ”væsner” drevet af deres følelser og derfor havde brug for tætte fysiske og emotionelle bånd til andre mennesker. Mænd derimod var de fornuftige væsner, der ikke lod sig styre af primitive drifter og instinkter. Betød det så, at kvinder blev set som ambitiøse væsner, der ønskede at blive så succesfulde som overhovedet muligt? Selvfølgelig ikke. Kvinder blev set som irrationelle skabninger, der var utilregnelige på grund af deres følsomme natur. Simple væsner om man vil. De var bedre til at tage sig af andre mennesker, fordi de var drevet af deres natur.

 

Da diverse psykologer i 1800-tallet efterhånden fik vendt dette billede på hovedet gennem observationer og eksperimenter, skulle man tro, at det ville have vendt rollerne om, men i stedet blev det blot fordrejet til mænds fordel og kvinders ulempe, som det altid havde været.

 

Udtrykkene ”feminin” og ”maskulin” har irriteret mig længe, hovedsageligt fordi de fasttømrer tanken om, at vores køn har så stor en indflydelse på vores personlighed, hvilket i mine øjne er noget vrøvl. Størstedelen af min egen personlighed er noget, der er kommet af den måde, jeg er blevet opdraget på, det miljø jeg er opvokset i, de ting jeg har været udsat for. Enkelte ting har været biologisk bestemt, men det meste af min personlighed kan jeg kæde sammen med visse begivenheder i mit liv. Stort set intet af det kan jeg lede tilbage på det faktum, at jeg er kvinde/ikke mand.

 

En anden grund til ”feminin” og ”maskulin” irriterer mig som udtryk er følgende:

 

Spørg hvad folk associerer med maskulinitet, og de vil typisk svare: Styrke, mod, assertivitet, aggressivitet og lignende.

 

Spørg hvad folk associerer med femininitet, og de vil typisk svare: Skønhed, skrøbelighed, følsomhed osv.

 

Og når jeg ser på de ord, er alt, jeg kan tænke på, at det ene køn bliver gjort så aktivt, mens det andet tillægges så meget passivitet. Det virker, som om det er det ene køn, der har påtaget sig opgaven at definere begge køns hovedtræk på den måde og derfor har tillagt alt det stærke hos dem selv og derefter tillagt det andet det, som de ønsker af det, ikke nødvendigvis det som passer på dem. Mænd ser sig selv som det stærke køn, og som dem der skal handle, de skal påvirke verden. Kvinder skal være i baggrunden som pynt og allerhøjst støtte mændene, der står dem nær, de skal lade sig påvirke af verden.

 

Jeg har et par gange fået at vide, at jeg er for frembusende i mine holdninger, at jeg er for hidsig eller hysterisk, og at jeg burde falde lidt ned. Jeg har sågar fået at vide, at jeg er en meget maskulin kvinde, højst sandsynligt fordi jeg i deres hoved ikke kan associeres med noget, som de definerer som feminint i min personlighed eller attitude. Og i lang tid lyttede jeg til dem og tænkte: ”Jamen, så er jeg bare ikke som andre kvinder”.

 

Problemet er, at jeg er ligesom andre kvinder. Jeg kender et stort antal kvinder, der har samme type personlighed og holdninger som mig selv.

 

Min personlighed er ikke maskulin. Alle de egenskaber, der findes i mig, er menneskelige og findes i alle køn. Den eneste forskel er bare, at de ses forskelligt fra køn til køn.

 

Hvis jeg havde været en mand, ville jeg da blive kaldt hysterisk, frembusende og hidsig? Ville jeg blive bedt om at falde ned, fordi jeg mente det ene og det andet? Højst sandsynligt ikke.

 

Pantene lavede for nyligt et reklamespot, der på et enkelt minut viser fem forskellige situationer, hvori kvinder og mænd ses forskelligt, såsom at en mand, der går op i personlig pleje, ses som en nydelig mand, mens en kvinde, der gør det samme, bliver set som forfængelig, en mand, der arbejder meget, er dedikeret til sin karriere, mens en kvinde i samme situation er egoistisk etc.

 

Folk er så overbeviste om, at vores køn definerer så meget i os, i hvert fald er det ofte det jeg oplever i forhold til kvinder: Alle kvinder kan lide at shoppe, alle kvinder vil have børn osv. Basalt set, at alle kvinder er ens. Og vi er blevet så vant til den slags generaliseringer, at de fleste af os bare trækker på skuldrene af det og griner lidt af, hvor skævt det rammer os selv.

 

Men det øjeblik en eller anden kvinde laver noget, der kunne minde om en generalisering om mænd, så er der straks fem, der lige skal springe til for at udbryde: ”Jamen, ikke alle mænd er sådan”.

 

Nej, go’daw’do, det er vi da godt klar over, fordi vi også ved, at de udsagn, der nogle gange kommer, om kvinder ikke gælder os alle. Men åbenbart er du af den overbevisning, når du tror, at dette udsagn om mænd er med henblik på jer alle.

 

Et kromosom. Det er det, der gør, om vi er mænd eller kvinder. Et kromosom kan ikke binde os til bestemte karaktertræk, personlige egenskaber eller lignende. Der er syv milliarder mennesker på denne planet, og jeg har mit køn tilfælles med cirka halvdelen af dem. Betyder det, at min personlighed er nøjagtigt den samme som alle andre kvinders? Nej, vi er hvert vores individ, og jeg er ikke 100 % som nogen anden end mig selv. Så lad være med at sige, at jeg kun har visse følelser eller siger visse ting, fordi jeg er kvinde. Det har intet at gøre med mit køn, det skyldes alt sammen, de indflydelser jeg har haft i min opvækst, og de præferencer jeg nu måtte have for visse ting.

 

Jeg er af den overbevisning, at hvis kvinder og mænd blev givet nøjagtigt de samme muligheder (med enkelte undtagelser) i deres opvækst, opdraget med de samme normer, ville det højst sandsynligt ende med, at kun deres biologiske forskelle ville kunne adskille dem fra hinanden. Mænd er ikke fra Mars, kvinder er ikke fra Venus, vi er alle sammen fra planeten Jorden, og selvom vi kan erkende, at der er forskel på os, så skal vi ikke påstå, at en gruppe af mennesker er mindre egnet end en anden grundet ”biologiske faktorer”.

 

Mia Jensen

Et styks 23-årigt fandenivoldsk kvindemenneske, som lider af kronisk skrivefeber og grundet sit temperament burde være blevet født som rødtop, ikke blondine. P.t. multimediedesignerstuderende på Erhvervsakademi Sjælland og derefter litteraturvidenskab. Desuden blogger på www.nekomcevil.wordpress.com som er dedikeret til hendes egne værker og hendes sygelige trang til at analysere bøger, albums og film. LGBT-aktivist, inkarneret headbanger og omvandrende stavekontrol.

1 kommentar

  1. En helt ens opdagelse af de to køn ville fremhæve forskellen imellem kønnene, da de to køn har naturligt forskellig adfærd. Det naturlige er at mænd dræber hinanden. Det naturlige er at mænd slår kvinder. Det naturlige er at vi ikke har noget sprog. Er du sikker på at naturen er god?

    Var det ikke bedre at du valgte og skabte en kultur som du kunne lide?
    Assertivitet er en kultur bestemt adfærd. Hvor du taler, i stedet for at slås og underkue folk. Det er altså naturligt en Alfa-hun adfærd.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv