leatherdyke.cc

 I Danmark hersker der en udbredt idé om, at mænd og kvinder er grundlæggende forskellige, og at det forklarer det helt naturlige i, at vores liv former sig så forskelligt, som de gør. På trods af lovmæssige lige rettigheder og muligheder. I en undersøgelse fra 2012 svarer 49 % af danskerne (den højeste procent i alle europæiske lande), at kvinder er mindre interesseret i ansvarsfulde positioner end mænd. I Danmark ligger vi altså højt, når det handler om at tilskrive kønnet en betydning for vores valg i livet. Derfor er det klart, at så mange har den indstilling til kønsdebatten, at den er meningsløs, når nu naturen på mange måder har bestemt vores skæbner for os. Tingene er, som de er. Lad det nu ligge.

 

Videnskabelige undersøgelser har dog gang på gang vist, at mænd og kvinder er meget ens. Alligevel har vi nogle meget indgroede forestillinger om, hvad den anden halvdel af befolkningen er for en størrelse, hvad den kan og ikke kan, og hvordan den er forskellig fra os selv. Mænd definerer sig i modsætning til kvinder og omvendt. Og mange bryder sig ikke om, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det. Det er som en religion med dogmer og tabuer, som mange er klar til at forsvare til sidste blodsdråbe. Det mærkelige er, at selvom mange danskere tror på denne kønskasse-religion, afviser de selvsamme mennesker ofte, at kvinder af den grund bliver behandlet anderledes. De afviser alle statistikker, som peger på forskelsbehandling eller diskrimination. For vi har lært i folkeskolen, at vi fik ligestilling i Danmark i 1970’erne.

 

Men ude i virkeligheden bliver mænd og kvinder behandlet forskelligt. Danske kvinder bliver udsat for forskellige former for hverdagssexisme på nettet, på arbejdspladsen og i det offentlige rum, mænd og kvinder bliver portrætteret meget forskelligt i medier og reklamer, og statistikkerne viser forskelle i karrieremuligheder og valg, i løn, i barsel samt i fordelingen af arbejdsopgaver i hjemmet. Vi lever forskellige liv, men ikke fordi mænd og kvinder er mentalt forskellige fra naturens side.

 

Kvinder er også ledere

Den 2. marts deltog jeg i ”Backroom to Boardroom”; et event arrangeret af firmaet Aberdeen Asset Management. Her fortalte fire kvindelige rollemodeller om deres perspektiv på kvinders muligheder og udfordringer i erhvervslivet og om de stereotyper, der ofte ligger til grund for dem. Publikum bestod udelukkende af kvinder; de fleste placeret i høje stillinger i virksomheder og organisationer.

 

Global CIO hos Aberdeen, Anne Richards, var en af talerne til arrangementet. Hun fremlagde tal, der viste, at kvinder kun udgør 21,9 % af bestyrelserne i Danmark og ligeledes er underrepræsenteret på poster inden for den akademiske verden – navnlig i forbindelse med naturvidenskabelige, tekniske og matematiske discipliner. Hun refererede til et videnskabeligt eksperiment på en række amerikanske universiteter, som viste, at forskere – mænd såvel som kvinder – var mindre tilbøjelige til at tilbyde at være mentor, tilbyde et job eller en højere løn, hvis kandidatens navn på toppen af et cv var Jennifer frem for John. Selvom CV’erne var identiske.

 

En lignende undersøgelse fra Columbia Business School viser, at både mandlige og kvindelige managers er dobbelt så tilbøjelige til at hyre mænd som kvinder, når kønnet er den eneste information, de har om kandidaten, fordi de fejlagtigt tror, at mænd er dygtigere end kvinder til videnskaber som matematik. Forudgående tests af kandidaterne i undersøgelsen havde imidlertid vist, at kandidaternes køn ikke havde betydning for, hvor gode de var fagligt. Managernes fordomme førte derfor ofte til, at mindre fagligt egnede kandidater blev hyret, fordi de var mænd.

 

Der er ingen videnskabeligt valide undersøgelser, der viser, at kvinder fra naturens side skulle være dårligere til naturvidenskab og matematik end mænd. Eller at kvinder som køn skulle være mindre ambitiøse eller mindre interesserede i at opnå indflydelse eller magt end mænd.

 

Alligevel peger statistikker på, at mens kvinder i traditionelle ”mandefag” rammer et glasloft på et tidspunkt i deres karriere, hvor de ikke længere stiger i graderne, stiger mænd i ”kvindefag” ofte ind i en glaselevator, som fører dem hurtigt op i hierarkiet. Ikke på grund af evner; ikke på grund af prioriteringer i livet. Ofte på grund af andres forestillinger og forventninger til deres køn.

 

Stereotyperne er vores største fjende

Vi kender alle de gængse stereotyper om mænd og kvinder. Men måske lidt flere om kvinder? Mette Lisby, som også talte til Aberdeen’s arrangement, har som komiker og manuskriptforfatter beskæftiget sig en hel del med kønsstereotyper, som fylder meget i stand-up. Stereotyper som ”svigermor”, ”den sure (kvindelige) kæreste” eller ”mor der blander sig”, sidder på rygraden af os. Men hvad får vi af billeder for det indre blik, når der bliver sagt svigerfar, ægtemanden / den mandlige kæreste eller far? Noget mere neutralt?

 

Når vi konstant bliver præsenteret for disse stereotyper, begynder vi at tro på dem. De begynder at blive opfattet som sandheder, og vi begynder at leve efter dem. Mænd og kvinder kommer til at stå i et modsætningsforhold til hinanden, og det får ligestillingen – og ønsket om den – til at gå i stå.

 

Lektor og ph.d. ved CBS, Lynn Roseberry, har sammen med Johan Roos, ph.d. og tidligere rektor for CBS, skrevet bogen ”Bridging the gender gap – seven principles for achieving gender balance”.

 

De ønskede at komme bagom de forskellige argumenter for, hvorfor kvinder ikke er repræsenteret mere i bestyrelser og magtpositioner i det hele taget. De tog derfor udgangspunkt i nogle af de mest gængse udtalelser blandt managere blandt andet en klassiker som:

”Kønsulighed reflekterer biologisk fakta. Kvinder er genetisk programmeret til at prioritere personlige forhold og omsorg, mens mænd er genetisk programmeret til at søge materiel velstand og lederskab for at afstive deres maskulinitet. Derfor er mænd bedre til at lede organisationer.”

 

Ifølge forfatterne kommer den tankegang i høj grad fra populærvidenskab og bøger, der har givet forkerte opfattelser af, hvad der er videnskabeligt bevist, og hvad der er gætteri fra amatører. I begyndelsen af 1990’erne udkom to bestseller selvhjælpsbøger ”You just don’t understand: men and women in conversation” og ”Men are from Mars, Women are from Venus”. Bøgerne hævdede ikke, at mænd og kvinder er forskellige på en måde, der påvirker deres intellektuelle eller psykologiske evner, men præsenterer en række generaliseringer om, hvordan mænd og kvinder kommunikerer med hinanden. Men i kølvandet på bøgerne opstod en interesse for forskellene mellem mænd og kvinder. Ved slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000 kom flere populærvidenskabsbøger, der hævdede, at studier i neurovidenskab og psykologi havde afsløret et antal hjernebaserede kønsforskelle, der kunne forklare, hvorfor mænd bliver videnskabsmænd, læger og ledere, mens kvinder bliver lærere, socialrådgivere og hjemmegående.

 

Den gængse opfattelse skiftede til det synspunkt, at mænds og kvinders hjerner måske havde beviselige neurologiske forskelle, der resulterede i kønsforskelle i forhold til bevidsthed, erkendelse og følelsesmæssige evner (en opfattelse man ellers havde lagt bag sig i 1970’erne). F.eks. brugte man hjerneskanninger, der viste forskelle i måden, kvinder og mænds hjerner fungerer på, til at sige noget om kønsforskellen i lederskab, intellektuelle resultater og præferencer i forhold til arbejde, hvilket der ikke var belæg for.

 

Det, der imidlertid er bevist, er, at forskellen mellem mænd og kvinder er mindre end forskellene inden for det enkelte køn. Forskellene mellem individer er således meget større end mellem mænd og kvinder.

 

Alligevel lever vi med forestillingen om køn som to afgrænsede kategorier. Vi identificerer os med dem og tilpasser os dem. Noget bliver ”typisk kvinder”, noget andet ”typisk mænd”. Afretningen starter allerede, fra vi er børn. Nogle forældre siger, at deres dreng har leget med biler eller våben, fra han var lille og deres datter med dukker.  Her viser undersøgelser, at forældre i højere grad forholder sig til køn ud fra deres egne opfattelser af køn frem for faktiske kønsforskelle hos børn. Og hvem er det, som i første omgang gav børnene legetøjet? Og hvordan skal man som pige eller dreng kunne bestemme anderledes, når legetøjskæderne har opdelt deres butikker i drenge vs. pige-afdelinger? Man skal være mere end almindelig modig for at gå over på den forkerte gang og i en alder af 6 år gå imod samfundets og måske også familiens forventninger.

 

Mette Lisby viste til Aberdeen-arrangementet en film, der, selvom den efterhånden er gammel, stadig giver mig tårer i øjnene over urimeligheden i, at piger lærer, at de er dårligere end drenge til f.eks. sport. Og at det at være pige indebærer svaghed, uduelighed og mindreværd.

 

Forfatterne til ”Bridging the gender gap – seven principles for achieving gender balance” råder i den forbindelse til, at vi forlader fortiden. Siden det gamle Grækenland og Romerriget har mænd været sat over kvinder. Det forhold blev bevaret op gennem historien frem til 1915 for Danmarks vedkommende, hvor kvinder på papiret fik lige rettigheder som mænd.

 

Undskyldningerne for uligheden har varieret. I middelalderen og under reformationen blev kvinder set som uligevægtige, uansvarlige og farlige, hvorfor de ikke kunne have rettigheder over deres børn eller sig selv. I 1800-tallet havde man brug for et nyt billede. Tidligere havde arbejde og familieliv ikke været adskilt, men nu skulle mændene arbejde på fabrikkerne, og kvinderne måtte tage sig af hjem og børn. Kvindeidealet blev derfor den pligtopfyldende, omsorgsfulde mor, der fik det hele til at hænge sammen derhjemme. Det billede har på mange måder hængt fast. I dag er det fortsat kvinder, der har hovedansvaret for hjem og børn. Vi lever stadig efter en kønsforestilling, der blev konstrueret for 200 år siden.

 

Når jeg ser på debatten om flere kvinder i lederjobs, overrasker det mig, hvor ofte folk bruger argumentet, at man ikke skal give dårlig samvittighed til kvinder, der ikke ønsker en karriere. Det kan jeg ikke se, hvordan man gør ved at kræve, at de kvinder som ønsker det, skal have lige så gode muligheder som mænd?

 

Mange får tilsyneladende en helt reel tilfredsstillelse ved at leve op til det gamle mønster. Der er en vis stolthed over at stå på sin plads og gøre det ”naturlige”. Og det virker selvfølgelig provokerende, når andre insisterer på, at det ”naturlige” eller det ”sande” ikke findes. Men at bruge det naturlige som argument mod forandring er ikke noget nyt. Mange af de kvinder og mænd som var imod stemmeretten og kvinders selvstændiggørelse argumenterede også for, at kvinder og mænd havde naturlige roller, som det var forkert at pille ved. De sagde: ”Gud har givet os hver især en rolle at spille. Det skal vi ikke udfordre”.

 

Den enkelte er selvfølgelig i sin gode ret til at gøre, som hun vil. Men kønnet skal ikke bruges som en forklaring for den enkeltes valg.

 

Alle ligestillingskampe er vigtige

I søndags var det så kvindernes internationale kampdag, og som altid giver det anledning til statements fra mænd såvel som kvinder, der påpeger det tåbelige i, at skandinaviske kvinder taler om bestyrelsesposter og ultimativ ligestilling, når kvinder i Indien, Afghanistan og mange andre steder i verden kæmper med direkte kvindehadske samfund, som ser kvinder som mænds ejendom, som de og samfundet kan gøre med, som det passer dem.

 

For det første udelukker det at kæmpe med de nære problemer, ikke også at kunne kæmpe for andres rettigheder. Og når det gælder køn, hænger de to ting sammen. Samtlige danske kvinder kan ikke (og er heller ikke forpligtet til at) rejse til de pågældende lande og kæmpe i gaderne eller med institutionerne, før de kan tillade sig at påpege problemerne i deres eget samfund. Der er heller ikke nogen, der forventer, at danske mænd der påpeger social ulighed eller dårlige forhold for de ældre i Danmark, først må tage ud i verden og forbedre forholdene i andre lande, som trods alt er værre mange andre steder, end de er i Danmark. Læs også Rokokopostens satiriske vinkel på emnet her.

 

Det er klart, at det ikke direkte hjælper en kvinde i New Delhi, at bestyrelsen i en stor dansk virksomhed har lige kønsfordeling. Men hver gang kvinders muligheder og rettigheder bliver skubbet i den rigtige retning et sted, uanset hvor det er, er det et skridt frem for hele kvindekønnet mod en bedre verden at være kvinde i. Danmarks ligestillingsproblemer indebærer dog også vold, voldtægt og had mod kvinder.

 

Administrerende direktør for UN Women (FN’s enhed for ligestilling og empowerment af kvinder), sydafrikanske Phumzile Mlambo-Ngcuca, sagde sidste år til Jyllands-Posten:

»Hvis I vinder kampen mod vold, så vinder I for os alle. Sådan er det med global solidaritet; vi bruger hinandens erfaringer til at komme videre. Så jeg behøver jer til at tage den kamp og vinde den, så vi kan have jer som forbillede i resten af verden. Hvis vi kan pege på Danmark, og sige: ”de gjorde det!”, så betyder det, at det rent faktisk kan lade sig gøre. At det er muligt,« … »Og så mener jeg også, at I bør gøre noget for at få flere kvinder i ledelsen af den private sektors globale aktører. Knækker I den nød, gør I det for hele verden!«

 

Så længe vi tror på, at mænd og kvinder er forskellige, legitimerer vi, at mænd og kvinder også kan behandles forskelligt. Når vi tror, at mænd og kvinder egner sig bedst til forskellige ting, kan vi blive ved med at udelukke hinanden fra bestemte stillinger og roller og holde hinandens drømme og muligheder nede. Det gør ikke mænd undertrykt, at de skal dele bestyrelsesposter, muligheder og rettigheder med kvinder. Det gør dem bare ligestillet med kvinder. Og hvis nogen skulle se det som en urimelighed i sig selv, bør de se indad og undersøge, hvad det er for et forhistorisk monster, der gemmer sig i sjælen på dem.

 

Ligestilling er for begge køn. Fædre skal ses som lige så vigtige forældre som mødre, og kvinder som lige så egnede til lederskab som mænd. For der er ingen signifikant forskel. Så lad os stoppe med at holde hinanden nede på grund af forældede forestillinger om hvem vi er, på baggrund af hvad vi har mellem benene.

 

 

photo credit: Grafitti via photopin (license)

 

 

Therese Rekling

Journalist med bachelorgrad i antropologi. Mener at køn er en konstruktion, som ikke skal have lov til at begrænse nogen af os, og at der stadig er masser af kønsproblematikker at tage fat på – også i Danmark

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv