leatherdyke.cc

Tinder, Happn, Bumble, caféen nede på hjørnet, Føtex, Fitness World… Der er en milliard steder, man kan møde en potentiel partner. Det kræver naturligvis, at man er åbensindet og ikke én af dem med lange tjeklister til sin kommende partners personlighed og deres likes og dislikes.

 

Jeg har aldrig haft en liste. Jovist, jeg har da et par småting, som jeg synes det ville være rart, at min næste partner var enig i. For eksempel så eeeeeeeeelsker jeg mad! Og ja, det skal siges med så mange e’er, for så tosset er jeg med det. Hele min familie er fuldstændig besatte af mad. Spise det, købe det, lave det og tale om det. Vi rejser for at spise. Så jeg ved forhånd, at det nok ikke kommer til at være et længerevarende forhold, hvis min partners idé om en god middag er en tur på Jensens Bøfhus eller, at et hjemmelavet måltid sagtens kan laves med 50 pct. færdigkøbte produkter. Men jeg har ingen liste, der afgør, hvorvidt jeg forelsker mig i ham, jeg danser med i Kødbyen næste weekend. For det styrer vi jo ikke selv. Det kan ske når som helst, hvor som helst og med hvem som helst.

 

Jeg kan alligevel mærke, at når mine veninders kærester gør eller siger, som jeg selv ville blive stødt eller irriteret over (her handler det f.eks. om, hvorvidt der findes kvindejobs og mandejobs eller, hvordan mænd ifølge dem ikke bør holde barsel), så kan jeg mærke, at jeg alligevel har en liste. En liste med ét punkt:

 

1. Skal acceptere og respektere feminisme og mene, at ligestillingskampen er relevant og vigtig.

 

Er det virkeligt så svært at finde en mand, der lever op til det ene punkt på min liste? Ja, det er det faktisk. Jeg har i hvert fald ikke haft held med det. Nu er jeg heller ikke den store dater, men jeg synes alligevel, at jeg har lidt erfaring, som jeg kan dele ud af.

 

Jeg studerede i en overgang i London. Her mødte jeg en sød englænder og vovede mig ud i den britiske datingverden. Forinden måtte jeg dog lige forhøre mig hos min danske roommate, som havde boet i London i et par år. Hun gjorde mig opmærksom på en meget vigtig ting: Du betaler ikke selv. Den danske og feministiske del af mig var meget imod dette råd, men min roommate gjorde mig opmærksom på, at det handler om stolthed. Det var grænseoverskridende, men samtidig så vidste jeg at jeg ville træde på hans mandlige stolthed, hvis jeg forsøgte at betale. Jeg fik dog betalt for et par fadøl sidst på aftenen. One small step…

 

Når det kommer til hvem-betaler-regningen-dilemmaet, så synes jeg, at det handler om balance. For eksempel, når jeg inviterer en veninde på middag hjemme hos mig. Jeg betaler maden og vinen, og næste gang vi ses, og hun inviterer mig hjem til hende, så er det hende der betaler. Ingen stiller spørgsmålstegn ved om jeg betalte 30 kr. for vinen og hun købte en til 50 kr., for vi står lige når nu vi begge har betalt for en aften hver.

 

Sådan synes jeg også det bør være, når man dater. Dog med en lille ekstra hale på reglen. Jeg synes ikke, at det skal forventes, at manden betaler. Men omvendt skal manden heller ikke samle regningen op så snart den kommer og sige: “Den tager jeg”, mens han smiler stolt, som et barn der lige har lært at gå på toilettet.

 

Balance. Det jeg mener her er, at når regningen kommer, så vil jeg gerne kunne sige: “Skal vi dele?” – og mene det, vel og mærke! Hvis du så insisterer på at betale hele gildet, så skal jeg også have lov til at betale for en cocktail at slutte af på. Eller betale næste gang. Ligestilling for mig er ikke, at han betaler, men at vi begge betaler. Hvordan og hvornår, det må man selv afgøre. Men forvent aldrig, at du får gildet betalt, og leg ikke prinsen på den hvide hest med dit dankort.

 

Et rigtig godt tip til, hvis du skal date mig eller en anden feminist for den sags skyld er, at du skal prøve at se bort fra fordomme og stereotyper og være åbensindet. Jeg forventer ikke, at du identificerer dig som feminist eller, at du har læst Virginia Woolf og Judith Butler, men jeg forventer, at du kan vise interesse for de ting, der interesserer mig. Om det så er min interesse for feminisme eller min interesse for film, gin, musik, kunst, rejser, sprog eller noget helt andet, så forventer jeg, at du respekterer mine interesserer og ikke nedgør dem.

 

Jeg har én gang for mange fået følgende sætning smidt i hovedet: “Feminist? Det er da sådan nogle kvinder, der hader mænd og ikke barberer ben? Du slår mig slet ikke som sådan en type.” Ih, tak. Tip nummer to er derfor: Uvidenhed er usexet.

 

Mit tredje og sidste tip er at lade være med at sige noget i stil med:

 

“Du er meget mere anderledes end andre kvinder, jeg har datet…” eller “Jeg har aldrig følt mig tiltrukket af en feminist før.”

 

Hvis du nu sidder og tænker, at det er der da aldrig nogen, der kunne finde på at sige, så må jeg desværre fortælle dig, at du tager fejl. For begge sætninger er taget fra det virkelige liv. Rådet gælder dog ikke kun, hvis du dater en feminist men generelt.

 

Jeg kan ikke se, hvorfor det er en kompliment, at jeg er anderledes end dem, du har datet før? Det er lidt i stil med, at han siger, at han normalt kun dater blondiner, men at han synes, du er rigtig sød for en brunette at være. Hvordan kan man ikke være ovenud lykkelig for, at man endelig har vist ham lyset, og lært ham at brunetter er lige så gode som blondiner? Gad vide, om det er, fordi der ikke er nogen forskel, når alt kommer til alt? Indsæt selv ironi. Det samme gælder for den anden sætning. Hvad enten du synes, det er en kompliment, om man indsætter ordet feminist, håndboldspiller eller finansspekulant, så er det det ikke. Så jeg skal føle mig ekstra særlig og ekstra heldig , fordi du finder mig tiltrækkende, for det ville du normalt ikke? Jeg synes ikke, at det er noget ekstraordinært og livsforandrende, at du finder mig tiltrækkende, også selvom du ved, at jeg er feminist. Hvis du ikke gjorde, var jeg den, der var smuttet, fordi jeg forudser mange uenigheder i vores fremtid.

 

Jeg tror egentlig ikke, at der er den store forskel på at date en feminist og en ikke-feminist. Jeg tror, at vi alle sammen gerne vil behandles med respekt, få vores meninger og holdninger taget alvorligt og mærke at den interesse vi giver, får vi også igen.

 

Men med det sagt: Hvis du synes, at der er noget, der hedder mandejobs og kvindejobs, og at barsel for mænd er overflødigt, så kan du godt swipe til venstre på mig.

 

photo credit: “Find me on Tinder” Roma 2016 via photopin (license)

 

Amalie Valentin

25 år gammel og cand.mag i Æstetik og kultur, bosat i Aarhus. Jeg har i min studietid skrevet om alt fra det mandlige blik og objektificering, til Pussy Riot og feministisk kunst. Min interesse for feminisme er meget bred, men jeg har nok lidt en forkærlighed for køn og seksualitet. Derudover er jeg tosset med gin, hiphop/r'n'b og Beyoncé.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv