leatherdyke.cc

Ligestilling og mandemagt

Det er en paradoksal tid, vi lever i. På den ene side synes kønnet at spille en mindre rolle for vore muligheder end tidligere. Kvinder har som en naturlig ting i dag mange professioner, som mænd tidligere var næsten ene om, mens mænd påtager sig mere af det, som før påhvilede kvinder. På den anden side fylder kønnet vores bevidsthed som aldrig før. Vi tænker meget på køn. Sproget er blevet mere kønnet. Hvor man før sagde den og det om dyr, siges oftere han eller hun i speakerteksterne til udenlandske naturfilm og efterhånden også i danske.

 

Hvordan kan det nu være? Hvorfor denne evige fokusering på om man er født med eller uden tap – selv hos dyr, hvor man i nogle tilfælde næsten skal være zoolog for at vide, om det er han eller hun?
Kunne vi ikke bare slappe lidt af fra dette kønsræs og blot være mennesker frem for at gøre alt op i Mars og Venus, maskulint og feminint?

 

Over en million voksne bor alene og endnu flere bor uden børn. Kunne det mon forklare noget af behovet for at teoretisere det andet køn? Og kunne det mon forklare det kunstige forhold nogle har til børn og amning, som de ønsker at leve foruden ligesom de ønsker at koen og kyllingen forbliver langt væk fra dem selv alt imens de gerne drikker mælken og spiser kødet og ægget, når blot det kan skaffes i et supermarked?

 

Dermed være ikke sagt, at de to ting har så meget med hinanden at gøre. Men ser vi historisk på det, har alle tidligere levet under samme tag. I vikingetiden var stalden i den ene ende af huset, mens menneskene boede i den anden. Dengang måtte man leve med livets realiteter – dyr, som parrede sig og spædbørn, som blev ammet, for der var ingen p-piller til at forhindre, at børn blev til. At nogle kan få caffè latten galt i halsen af at se en baby die hos sin mor, ville nok have undret vore forfædre en del.

 

Er vi mon generelt blevet for kunstige i stedet for bare at være dem, vi er? Har vi fået for mange meninger om det at være til? Er vi for meget køn og for lidt mennesker?

 

Et tydeligt tegn på dette er at sundhedsvæsenet nu også gøres til arena for kønskamp. Mænd har generelt en levealder, som gennemsnitligt er nogle år kortere end kvinders. Dette ”hårdtslående” faktum benytter de til at føre interessekamp for at samfundet skal bruge ressourcer på netop deres køn. Er dette sympatisk? Det synes jeg ikke.

 

Hvordan skal man så forholde sig som kvinde, hvis man går ind for ligestilling og ikke ønsker kønskrig om samfundets ressourcer?
Desværre tror jeg man er nødt til at gå ind i kampen, selvom den forekommer absurd. Når mænd organiserer stærke interesseorganisationer, som alene skal fremme deres egne mål og som er blottede for ligestillingsmæssig tankegang, som på nogen måde ser kvinden som ligeværdig, må og skal kvinder også organisere sig og skabe interesseorganisationer, som på tilsvarende måde forsvarer kvinder.

 

Mænd henviser til, at de vil forsvare andre mænd i bunden af samfundet. Så bør kvinder også tage sig af at forsvare syge kvinder og kvinder i bunden af samfundet. Hvis ikke kvinder viser hinanden denne solidaritet, tager mænd patent på at være de ”udsatte”. Det har de faktisk allerede gjort igennem mange år.

 

Historien viser, at mænd altid har melet deres egen kage. Man kan mene de er skønne og dejlige. Men man bør ikke være naiv.
Samfundet er meget kønspolariseret. Og det er ikke kvinderne, som er årsagen. Det er mange år siden, at det var kvinderne, som offensivt satte sig for at tippe magtbalancen over til deres fordel. Det eneste vi opnåede, var mere lige muligheder – formelt, men ikke altid i praksis. Nu, hvor vi er i gang med at lære at udfylde de nye roller, er mændene i fuld gang med at rulle udviklingen tilbage, hvor de kan.

 

Således har de dygtigt rullet kvindens rettigheder ved skilsmisse grundigt tilbage. Hustrubidrag kan mange skyde en hvid pind efter. Ejerboligen beholder manden i de fleste tilfælde. Pensionen ligeså. Børnene har han flere rettigheder over end da samfundet var mere traditionelt indrettet end nu. Så kan man spørge sig, om ikke det er en mere patriarkalsk tidsalder, vi lever i nu, med alle de fædrerettigheder samt det drastiske fald i mandens forsørgerpligter, som han behændig lader kvinden bære mere og mere af? Og spørgsmålet er endvidere, om ikke netop ligestillingsideologien har skubbet på i denne retning?

 

Stadig føder kvinderne børnene. Men manden har møvet sig ind også her. Således ser man stærke mænd ligge henslængt i hospitalssenge med baby i favnen, selvom de da ikke har født. Og nu skal barselshygge for mænd måske også indføres som den nye form for mandeforkælelse. Så kan kvinden komme tilbage på arbejdet så meget desto hurtigere efter en fødsel. Men hvad gør det – arbejde gør kvinden fri – eller er det nu også sådan, det er?

 

Kvinderne såede ligestillingens frugter. Mændene høstede og spiste dem – med velbehag! Tænk også lige på den seksuelle pornofrigørelse… Endnu en appelsin i mandens turban!

Nanna Gersov

Nanna Gersov er redaktør på TidogTendens.dk, uddannet gymnasielærer og medlem af Dansk Kvindesamfund.

2 kommentarer

  1. Jeg bliver helt stakåndet ved at læse dit indlæg, Nanna. Jeg får en ubehagelig følelse af, at du har ret. I hvert fald i det meste af, hvad du skriver. Følelsen af ubehag eskalerede, efterhånden som ordet kamp blev mere og mere dominerende. Det ramte mig, fordi afskyr kamp.

    Men når jeg kigger tilbage på mit liv og alle de tusindvis af forsøg jeg har gjort på at mægle i alle mulige forskellige sammenhænge – og stadig gør – så kan jeg se, at de, der tør kridte kampskoene og trampe fremad, vinder fremad vinder over dem, der nøjes med at tage dem på, snøre dem og forsøge at stå fast.

    Med dit indlæg har du givet mig noget at tænke over. Men kan tanker mon flytte bjerge?

  2. Tak for dit tankevækkende svar, Jytte! Hvis flere indtog mæglerrollen som du, var verden nok mere fredelig. Det er der brug for – især i disse tider.

    Om tanker kan flytte bjerge? Ja, det tror jeg næsten, de kan. Fx bliver der med mellemrum raslet med sablerne og talt om værnepligt til kvinder. Men til det er vi mange, som ganske enkelt siger nej. Vi vil ikke. Så er den ikke så meget længere. Det ved politikerne. Kvinder er halvdelen af verden. Og vores stemmer tæller også, når der er valg.

    Oppe i Norge er det anderledes. Der er kvinder nu tvunget til værnepligt. De skulle bare have sagt nej. Første skridt er at man lytter til sit hjerte. Men er man indoktrineret tilstrækkeligt til at tro, at man skal det samme som en mand, bliver man dårlig til at forsvare sig selv – som kvinde.

    Et eksempel på dette stammer også fra Norge. En flok værnepligtige fik ordre til at bade nøgne en sø. Kun en af dem var kvinde. Hun turde ikke nægte det under henvisning til sit køn. Så hun smed tøjet – ilde til mode – og badede i søen sammen med de andre. Men det var selvfølgelig alt for grænseoverskridende en oplevelse, så hun klagede senere over episoden. Det blev omtalt i pressen. Fejlen var kommandantens. Han skulle have taget hensyn til, at der var en kvinde på holdet og ikke have givet hende en så urimelig ordre.

    Den tanke, som jeg tror, kan flytte bjerge, er: kvindelig selvbevidsthed. At kvinder værdsætter sig selv og stoler på egen intuition og siger højt, hvad vi føler, tror og mener.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv