leatherdyke.cc

Selvom der i mange årtier har været fokus på ligestilling (og gudskelov for det), så er det stadig kvinderne, der påtager sig den største del af det huslige arbejde.

 

Den unge generation af kvinder indtager stadig, nærmest helt automatisk, den traditionelle kønsrolle som husmor i det øjeblik de flytter sammen med en kæreste. Det ender ofte med, at det bliver hende der bestemmer menuen, laver maden, ordner vasketøjet, handler ind og gør rent, mens manden ordner de knap så daglige ting, såsom at hænge hylder op, lappe cykler og tage sig af al det teknologiske. Men hvor ofte er det lige, at der skal hænges hylder op? Med mindre man er typen, der synes, at tyve hylder i hvert rum er smart, så sker det ikke ligeså ofte, som når de beskidte underdrenge skal vaskes! De huslige pligter deles vanemæssigt og traditionelt op i feminine og maskuline.

 

Hvorfor deles de huslige pligter egentlig op i feminine og maskuline? For manden kan lige såvel som kvinden udføre de ofte sure hjemlige pligter. Det er jo ikke ligefrem rocket science at svinge gulvmåtten, eller smutte en tur i Netto og handle ind. Og det er jo heller ikke fordi, at vi kvinder bare har uanede mængder af tid til vores ”feminine” pligter – for arbejdet ude i den virkelige verden skal jo også passes.

 

Selvfølgelig er det ikke er alle, der oplever samme mangel på ligestilling i hjemmet! Men jeg hører dog tit om kvinder på min egen alder, der ender med at være en tro kopi af de opvartende husmødre man ser i Mad Men, bare med et fuldtidsjob oveni hatten. Om det fordi, at generationerne før os var præget af de traditionelle kønsroller, og vi derfor har arvet dem, eller om det ligger i kvindens natur at værne mere om det huslige end mænd, ved jeg ikke? Men uanset hvad, så er der selvfølgelig ligeså meget brug for mændenes indsats i hjemmet, som der er brug for kvindernes.

 

For mig handler ligestilling i hjemmet ikke kun om, at de huslige pligter bliver ligeligt fordelt, men også om, at begge parter er glade for fordelingen, og at man generelt ser det som et fælles ansvar at få hjemmet til at fungere.

 

Jeg spurgte en dag min kæreste om vi skulle bytte om på vores huslige pligter i bare en uge, så vi kunne se, hvor meget og hvor lidt hinanden egentlig lavede. For jeg var ærlig talt ved at få grå hår af de evige dagligdagspligter. Men det svarede han hurtigt nej til! Baggrunden for svaret kender vi vist alle sammen godt! Jeg er nemlig selv en af de kvinder, der ordner det meste i hjemmet. En løsning kunne være, at jeg ganske enkelt bare lod være og lod tingene stå til, men det kommer der nok heller ikke noget godt ud af. (Og ja, jeg har prøvet at lave absolut ingenting i en periode for at se om min kæreste ville blive træt af rod, vasketøj og andre åbenlyst irriterende ting, men det gjorde han ikke. ØV!). Så står jeg så her på bar bund igen.

 

Hvordan løser vi lige det her ligestillingsproblem i hjemmet? Man kan jo desværre ikke tvinge mændene til at tage mere del i de huslige pligter. Og de huslige pligter ordner jo ikke sig selv!

 

Jeg læste, at mænd fra Frankrig er mere hjælpsomme i hjemmet, end mænd fra andre dele af verdenen (bad luck for os kvinder i resten af verden!). En af grundene til, hvorfor mænd fra Frankrig ser anerledes på de huslige pligter, skal højst sandsynligt findes i opdragelsen. At gøre de huslige pligter til en naturlig del af hverdagen hos begge køn lige fra barns ben, påvirker helt sikkert også børnene, når de flyver fra reden og skal til at klare sig selv.

 

Samtidig understreger Information, at det er kvinderne, der bruger mest tid på børnepasning. Og hvad laver mændene mon så imens? Jo, de ser TV eller hører radio!

 

Vores familieforhold bærer stadig præg af (efterhånden tudsegamle) forventninger til begge køn.

 

Så en løsning på dette hjemlige ligestillingsproblem kunne derfor være, at overleveringen af forventningerne må ændres. Det er trods alt ved at være mange år siden, at kvindens plads var i hjemmet og i køkkenet!

 

For at træde permanent ud af de traditionelle kønsroller, kunne vi jo begynde med at lære vores børn, at man ikke altid kan dele huslige pligter op i feminine og maskuline!

 

photo credit: Enoch Morgan’s Sons via photopin (license)

Oline Choon Pedersen

Jeg er kandidatstuderende i Kultur og Formidling, fordi kulturbegrebet bringer mange spændende emner med sig, som man ikke lige tænker over i hverdagen, heriblandt emnet om kvinder fra forskellige perspektiver. Jeg bor på Fyn, og tættest på Jylland. Grøn te og frugt er altid at finde hjemme hos mig.

2 kommentarer

  1. Hej Oline, tak for det gode indlæg. Jeg kender det ALT for godt selv. En stor del af problemet ligger desværre hos os kvinder selv, og den opdragelse vi har at vi kan bevise vores værdi i vores husholdningskundskaber. Vi føler at det er vores ansvar, men samtidigt bliver vi irriterede over partnerens manglende indsats. Nu har jeg en dejlig kæreste, som ikke er doven eller mener at husholdningen er mit ansvar (han er både opdraget sådan fra barndomshjemmet og har boet i kollektiv i mange år, før vi flyttede sammen), men alligevel har vi haft nogle sammenstød omkring husholdningen fordi jeg rendte rundt og ryddede op, ordnede og lavede mad hele tiden – selvom han ikke forventede at jeg gjorde det og egentlig gerne ville lave mere mad :): Problemet var at jeg ikke kunne slippe min egen forventning til mig selv og de kulturelle roller “mand er doven, kvinde laver alt og kvinde bliver sur, hvorpå mand bliver endnu mere doven”.

    Så vi har aftalt at vi skiftes til at gøre rent, har hushjælp 1-2 gange om måneden til rengøringen og skiftes på ugebasis til at lave madplan og købe ind. Madlavningen deles vi om, han vasker og hænger op (eller vi hjælpes ad) og jeg lægger vasketøjet sammen. Prøv om I kan lave en aftale omkring husholdningen og så gælder det bare at overholde dem. Hvis ikke han tager sin rengøring, så lad være med at gøre noget indtil han gør det. Det kan godt være at der når at blive møgbeskidt, men så må det være sådan. Det er ikke mere dit ansvar end hans. Og hvis ikke han gider vaske, så vask kun dit tøj. I virkeligheden er det sværere at lægge bånd på sig selv og “flinke pige”-opdragelsen end det er at motivere partneren til at deltage i husholdningen. Men tro mig, det er en befrielse når det lykkes :). Held og lykke.

  2. “For at træde permanent ud af de traditionelle kønsroller, kunne vi jo begynde med at lære vores børn, at man ikke altid kan dele huslige pligter op i feminine og maskuline!”

    Jeg er helt enig, lige bortset fra den med “at man ikke altid kan dele huslige pligter op i feminine og maskuline!” Hvornår KAN man da dele de huslige pligter op i feminine og maskuline?

    Jeg kender kun en eneste ting, som er rent feminin, og det er at føde børn og amme dem.
    Jeg kender glimrende kvindelige mekanikere, murere, tømrer, malere, ligesom jeg kender glimrende mandlige pædagoger og rengøringsfolk.

    Jeg har selv levet 15 år i et forhold, hvor jeg stod for alt husligt pånær opvask efter aftensmaden (nogen gange!). Og ja, jeg har såmænd altid haft fuldtidsarbejde, og ja, vi har et sæt tvillinger, der nu er næsten 9 år. Jeg prøvede også at bare lade være med at lave noget, jeg prøvede at sætte det op i et skema, så det var visuelt, hvor meget mere tid, jeg i snit brugte om dagen på hjemmet, og jeg huskede såmænd også de 2 årlige hjulskift, han stod for….

    Jeg har ikke specielt høje krav til hverken rengøringsstandard eller finere fransk madlavning, ej heller særlige ideer om, hvordan tøj skal vaskes eller lægges sammen.

    Jeg må bare konstatere, at nogle mænd bare ikke GIDER at hjælpe til 🙁

    Heldigvis er min nye kæreste stik modsat, og ser det som en naturlig del at hjælpe til i hjemmet. Hans tese er, at det, han laver, skal jeg ikke bruge tid på, og så har jeg mere tid og overskud til ham. WIN-WIN 😀 Se, DET er en rigtig mand i mine øjne!

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv