leatherdyke.cc

Det regner i København, mens jeg går gennem Ørstedparken på vej mod Nørreport. Vintergækkerne lyser op i små klynger under buskene. Foråret er på vej. De våde sko tvinger mig ind på Starbucks en time for tidligt. Glatte træpaneler og mørke møbler, den karakteristiske lyd af cafégæster og en skinger mælkedamper. Hun er i mørk jakke og har et par store, lilla hovedtelefoner om ørerne.

 

Angsten og comedy

Molly Thornhill er britisk-fynsk københavner, og havde stand-up-debut i 2012 på Mellemrummet i København. Hun begik den klassiske fejl at dele det med familie og venner, så det meste af salen var fyldt op af hendes egen omgangskreds.

 

”Når jeg tænker tilbage på det, tænker jeg: Hvorfor var jeg ikke mere rædselsslagen, end jeg var? For det er da det frygteligste, du kan udsætte dig selv for.”

 

– Men hvorfor så gøre det?

 

Hun ser på mig, holder øjenkontakten i flere sekunder, mens hun tænker.

 

”Jeg har haft angst hele mit liv, så det har styret alt. De fleste tænker, at folk der har angst aldrig ville turde at gøre sådan noget, men det er netop dét, vi gør, fordi vi altid vibrerer af skræk indeni. Comedy var det mest angstprovokerende, jeg kunne finde, så derfor gjorde jeg det. For at få suset. Lidt ligesom et faldskærmsudspring; du har lyst til at presse dig selv derud.”

 

Hendes kropssprog er roligt, og hun retter af og til det grønne blik mod vinduet, når hun tænker tilbage. Hun lader sig ikke styre af angsten mere; komikken er blevet et håndværk, hun vil mestre i stedet for at være et adrenalinfix. Comedy er noget intellektuelt – hun har et mål med sit arbejde nu. Specielt ser hun op til Sanne Søndergaard, på grund af hendes retoriske talent og evne til at lave velformulerede jokes om emner, der er så svære at tale om. Molly rynker brynene lidt, som om hun leder efter ord. Når ordene kommer, er de klokkeklare og sikre.

 

”Min comedy er bedst, når det handler om noget, jeg synes noget om. Enten noget, jeg har oplevet, som jeg synes er uretfærdigt, eller et eller andet jeg har lyst til at italesætte overfor folk, samtidig med, at jeg får dem til at grine. Det er dét, jeg synes, comedy kan. Oplyse folk og afvæbne folk.”

 

”Du ville se meget sødere ud, hvis du …”

I kraft af, at angsten har sluppet taget, er Molly ikke bange for at bruge sig selv i sin komik – netop for at afvæbne publikum på en sjov måde. Hun taler til mig med en åben selvironi, som om der konstant er et kritisk interesseret blik rettet mod hende selv. Hun fortæller uden forbehold om eftertænkelighederne ved sit ry som ”køn, lesbisk komiker” i starten af karrieren.

 

”Der var mange holdninger om mig som kvinde, mit udseende og min seksualitet. De tre ting fyldte meget de første to år blandt mine kolleger. Der var én kollega, der spurgte mig, hvorfor jeg altid optrådte i løst tøj, og der var en anden der sagde, at ”du ville se meget mere indbydende ud på scenen, hvis du havde løst hår. Du ville se meget sødere og mildere ud.” Alle de der ting ville ingen mandlig komiker skulle forholde sig til på samme måde, så det var pludselig noget, jeg også var bekymret for, at mit publikum ville tænke. Det har jeg så opdaget, at de er røvligeglade med. Det handler om, hvordan du står på en scene i sidste ende. Står du ved dig selv, så køber publikum dig også.”

 

Hun gestikulerer åbent med strakte, lige hænder. Sidder afslappet med krydsede ben, og har let til latter. En selvironisk latter, der bobler lidt på overfladen af samtalen, når vi taler om hendes satiriske sange, hang til Meryl Streep-film eller kæleundulaten Pips, der åbenbart har en alt for karismatisk personlighed til at kunne have et navn.

 

Vi snakker videre om kønsproblematikker, mens en enkelt solstråle trænger ned på Frederiksborggades våde fortov udenfor.

 

Molly er åbent lesbisk og feminist, noget hun også bruger i sin komik. Comedybranchen har udviklet sig en del, siden Molly startede for 4 år siden, så hun bliver ikke længere introduceret som “kvindelig komiker” eller “køn”.”  Dog sker det jævnligt, at publikum efter showet eller i det private har behov for at dele deres mening om hendes seksualitet.

 

”Jeg tror, at jeg på mange tidspunkter i mit liv har taget mig selv i at svare på en masse grænseoverskridende spørgsmål, som jeg bagefter er blevet vildt ked af. Stadig, den dag i dag, kan jeg møde mennesker, der siger: ”Nåmen, Molly, du er lesbisk, det er da spændende, skal vi ikke lige snakke lidt om det?” Jeg kan stadig ikke finde ud af at svare: ”Næh. Det gider jeg faktisk ikke.”

 

Det skal ikke være på andres præmisser, at seksualiteten bliver italesat. Dermed slet ikke sagt, at hun ikke sagtens kan lave jokes om sig selv og om andres fordomme om lesbiske. Til Zulu Comedy Galla i 2015 var Molly ét af de såkaldte æsler; et nyt ansigt, der fik lejlighed til at optræde i bedste sendetid foran en fuld sal. Hun beskriver det selv som én af sine største milepæle i sin karriere. Hun trådte roligt ud på scenen med et stort smil, og hendes jokes dryppede af sarkasme og tåkrummende selvironi: ”Jer heteroer der brokker jer over, at det er usexet at bruge kondom – prøv en strap-on. Prøv lige at komme over jer selv engang.”  Molly er således aldrig bleg for at sætte sig selv i søgelyset, men det skal være på egne betingelser.

 

Privilegieblindheden – også vores egen

Af og til er det ikke nok at spørge nysgerrigt ind til Mollys homoseksualitet – af og til skal det åbenbart helst afprøves.

 

”Efter jeg er flyttet til København og har prøvet kræfter med det her kæmpe, kapitalistiske datingmiljø, har jeg opdaget, at nogle heteroseksuelle kvinder faktisk har tendens til at udnytte lesbiske. Nogle skriver for eksempel til mig på Tinder med den overbevisning, at jeg da har lyst til at være sammen med dem, fordi de synes, det kunne være lidt spændende. Der er en fordom om, at det primært er mænd, der kommer med upassende tilnærmelser, men sådan er det faktisk ikke.”

 

Molly beskriver en tendens til, at homoseksuelle, både i komikerbranchen og i det private, bliver en slags usynlig minoritet, som alle frit kan lufte fordomme om – bare for sjov. Som om vi alle er blevet så frigjorte, at almen høflighed overfor en bestemt befolkningsgruppe ikke længere er helt så vigtigt. Måske er det frigørelsens ånd, der giver bagslag.

 

”Hvis en sort komiker laver selvironiske jokes om sin etnicitet, går de færreste op bagefter og laver en racistisk joke. Men jeg har oplevet flere gange, at nogle fra publikum kommer op efter mit show og tror, at de bare kan sige, hvad de vil om min seksualitet, fordi jeg selv har joket om det.”

 

Kampen mod fordomme er én af de feministiske minoritetskampe, Molly gerne tager med i sin komik – Så snart problemerne bliver italesat, er det nemmere at starte en dialog, og ord har en kæmpestor magt. – Ordet ”feminisme” kan ikke bare erstattes af et andet ord, for at få samtale til at glide lettere.

 

”Så snart du siger, at du er humanist, i stedet for at kalde dig feminist, så undergraver du alt det, andre har kæmpet for. Det er jo femininitet, der bliver gjort til det svage. Det er som regel ok for en kvinde at være maskulin, mens det i højere grad er tabu at være en feminin mand. – Ligesom det af og til er mere accepteret at være stereotypisk maskulin lesbisk, fordi det bekræfter manges heteronormative fordomme om, hvordan en stereotyp lesbisk ser ud.”

 

Så snart der er mulighed for at bryde ud af tabuerne og starte en dialog, er der mulighed for forandring – derfor kan komikken bruges til netop at afvæbne, så snart man er villig til at blive bevidst om sit eget privilegium.

 

”Jeg har garanteret også sagt noget ekstremt racistisk uden at tænke over det,” siger Molly og påpeger, at i kraft af åbenhed og ærlig samtale kan man påpege overfor hinanden, at en given udtalelse ikke var i orden. Jo mere oplysning, jo mere potentiale for en større, fælles front –  og jo færre fordomme.

 

Hvad enten hun arbejder med musik, stand-up eller små, sarkastiske videojokes på Facebook eller Instagram, bruger Molly blandt andet sin komik til at problematisere en del af den diskrimination, der er en så integreret del af samfundet, at vi næsten ikke lægger mærke til den mere. Men den er der. Og vi har rigelig lejlighed til at tænke nærmere over den og sætte den ud af kraft. Og vi må gerne grine lidt ad os selv imens.

 

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Billedet er lånt her.

 

Ditte Madsen

Jeg er 22 vintre og studerer Litteraturvidenskab på Syddansk Universitet, hvor jeg dykker ned i litteraturens forunderlige verden. Jeg har udviklet en interesse for ligestilling, feminisme, queerteori og LGBTQ-litteratur, og drømmer muligvis om en forskerstilling eller et forfatterskab. Desuden synes jeg at kaffe, gule regnfrakker og fremmede hunde på gaden er noget af det bedste i verden.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv