leatherdyke.cc

Er du tryg, når du er i det offentlige rum? Føler du dig sikker i dit eget hjem? Eller tager du hele tiden bevidst eller ubevidst forholdsregler om, hvor du går hen, hvem du er sammen med, din væremåde, din påklædning, osv. for at være mindre i risiko? Er der ting, du bare ikke gør, selvom det ville være ganske naturligt, fordi risikoen er for stor? Går du alene hjem om aftenen, vælger du så den hurtigste, men mennesketomme vej, eller vælger du en anden? Forlader du din øl til festen for at gå på toilettet eller for at danse, stoler du så nok på menneskene omkring dig til, at du også drikker af den, når du kommer tilbage?

 

Tænker du nogensinde over hvor mange begrænsninger, du pådutter dig selv hver dag med det eneste formål at formindske risikoen for at blive overfaldet og voldtaget? Eller er det blevet en normaliseret forebyggende strategi, som du, dine veninder, dine kvindelige familiemedlemmer, dine kvindelige arbejdskollegaer og alle vi andre kvinder bare tager på os i forsøg på at beskytte os selv? Og hvad betyder det for et demokratisk land som Danmark, at halvdelen af dets borgere udøver selvcensur, fordi de er bange?

 

Hvert år modtager politiet ca. 4-500 voldtægtsanmeldelser, men dette er kun toppen af isbjerget for mange ofre anmelder aldrig overgrebet. I det danske retssystem afhænger straffen af, hvilken type voldtægt, der er blevet begået. Er det ikke i sig selv mærkeligt at tænke på? Du er blevet voldtaget. Hvorfor betyder det strafmæssigt noget, om det er en fremmed eller din partner? Om du blev voldtaget med en kniv for struben, eller om du ikke kunne bevæge dig på grund af f.eks. date rape-stoffer?

 

Ifølge en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed er der hvert år 33.000 kvinder, hvis partnere er voldelige overfor dem. Når kvinder bliver myrdet, er morderen i halvdelen af tilfældene deres tidligere eller nuværende partnere. Det er disse konsekvenser, vi kvinder har hængende over vores hoveder som truende mørke skyer, når vi befinder os ude i det offentlige rum eller hjemme bag vores egne fire vægge. Ingen af os på trods af alle vores forbehold, kan vide os sikre mod et kommende uvejr.

 

Men hvad er det for et samfund og kultur, der på trods af al snak om lighed og strengere straffe, alligevel lægger hovedansvaret for de kvindelige borgeres sikkerhed og beskyttelse over på den enkelte kvindes egne skuldre? Hvor tit hører vi ikke samfundets indirekte dom over den voldtaget kvinde? Om selv at lægge op med sin ’udfordrende’ påklædning. Om at være for fuld til at kunne sætte sig til modværge. Om at være blevet hos manden, selvom han tævede hende igen og igen. Og dette er måske en del af årsagen til, at vi kvinder selvcensurerer.

 

Vi opdrager vores døtre til at passe på dem selv. Vi fortæller dem, at de skal tænke over hvilke signaler, de sender til omgivelserne. At deres tøjstil ikke må være ’for udfordrende’, mens deres brødres hængerøvsbukser bare er et modelune. Således opdrager vi på alle måder vores døtre til at være ekstra påpasselige, men vi opdrager ikke nødvendigvis vores sønner til ikke at voldtage. Fortæller vi vores drenge, at tøjstil på ingen måde giver en anden lov til at tage for sig af retterne? At en påvirket person ikke er en åben invitation? At nej altid betyder nej?

 

Både ordene ’ja’ og ’nej’ er krystalklare i deres betydning. Men mens ’ja’ med det samme accepteres, så forholder det sig helt anderledes for ’nej’. Når en kvinde siger nej til en mand, så bliver der pludseligt trukket en modsvarende holdning ned over hendes ’nej’. At kvinden i virkeligheden mener ’ja’. At hun spiller kostbar, og at manden derfor bare skal blive ved med at overhøre ’nej’ efter ’nej’. Til gengæld når en mand siger ’nej’ til en kvinde, så er der aldrig tvivl om, han nu også mener det. For selvfølgelig gør han det. Og kvinden, der bliver ved at prøve, hun er da bare så dum og patetisk, når hun ikke fatter, at han ikke er interesseret.

 

Vi danskere ser os selv som værende et frisindet og tolerant folk. Gode forbilleder med vores kønslighed for mange af verdens folkefærd. Vi danske kvinder har haft stemmeret i lidt over hundrede år, og vi har samme muligheder og rettigheder som vores medbrødre. Men krads lidt i overfladen og skeletterne begynder at vælte ud fra det danske samfunds patriarkalske opbygning. Vi kan spørge, hvor langt vi virkelig er kommet med ligheden og friheden for begge køn, når en kvinde, der tilfældigt har haft en del kæreste gennem tiden, får påklistret betegnelsen ’billig’? Når kvindelige debattører og politikerne ikke måles på deres holdninger men bliver angrebet med seksuelle kommentarer og trusler? Når teenagepiger selvcensurerer deres adfærd og påklædning for ikke at blive råbt efter eller berørt mod deres vilje?

 

Når en voldtægt begås, er gerningsmanden selvfølgelig skyldig. Det er alene hans handling. Det er en klar og afsluttende situation for samfundet. Et enkelt individ, der har overtrådt samfundets regler – både moralsk og lovmæssig – og nu bør straffes. Slut. Men hvordan skal vi som samfund forholde os til voldtægter, partnervold og partnerdrab, som finder sted i Danmark? For lige meget hvor mange gange vi siger, at gerningen kun handler om den enkelte gerningsmands afvigende adfærd, så er disse mænd vel også et produkt af vores samfund? Og hvordan er det lige vores samfund behandler og tillader, at kvinder bliver behandlet?

 

Når en seksårig pige bliver ’drillet’ af en jævnalderen dreng, fortæller vi hende, at hun ikke skal tage det så tungt, at han bare godt kan lide hende, men ikke ved, hvordan han skal sige det. Når hun som teenager bliver omtalt som værende dum, en idiot, kælling eller luder, skal hun bare ignorere det, for drenge er jo drenge, og de har ikke altid let ved at vise deres følelser. Når hun som voksen første gang mærker slaget fra hans hånd, er hun bange og græder, men hun har jo lært, at drenge/mænd tit gør og siger det modsatte af hvad, de føler, så selvfølgelig bliver hun hos ham.

 

Hvad mener du? Lever vi i en voldtægtskultur? Hvordan forholder vi os til voldtægt, partnervold og partnerdrab? Hvilke samfundsmæssige og kulturelle ændringer er nødvendige, før kvinder kan være trygge både ude i offentligheden og hjemme hos dem selv? Måske er vejen frem, at vi lærer hinanden at respektere andres grænser, at nej betyder nej, og at ingen har ret til at begå overgreb på et andet menneske. Og den ændring starter med, at vi begynder at tale om vold og voldtægt på en anden måde, og ikke lægger ansvaret over på ofret og aldrig negligerer vold eller nedsættende kommentarer.

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Billedet er lånt her.

Gitte Lindorff Hansen

Først i 30’erne, som har taget en cand.mag. i litteraturhistorie og nu er i gang med finde ud af, hvad den kan bruges til. Jeg kan rigtig godt lide at læse både skøn- og faglitteratur. Jeg interesser mig for kønsroller, ligestilling, sprogbrug, historie og så meget mere.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv