leatherdyke.cc

Min søn, Frej, leger med piger. Så er det sagt. Han er 5 år, og han leger med piger. Faktisk leger Frej med stort set alle slags børn, men altså også med piger.

 

Jeg går ud fra, at det er helt normalt, at børn, der går i børnehave, kan lege med hinanden. Også når de ikke er af samme køn, og alligevel er det som om, det kommer bag på mange voksne. “Det er vel nok dejligt, at de sådan kan lege på tværs”, konstateres der ofte. Det kan jeg absolut ikke være uenig i. Det ville da være frygteligt, hvis det modsatte var tilfældet.

 

Frej har en god ven i børnehaven. Hun er også 5 år og hedder Julie. De leger ofte sammen hele dage i børnehaven, og de har en evne til sammen at forsvinde helt ind i deres eget legeunivers. For nylig mente begge børn, at tiden var kommet til at de skulle hjem til Julie og lege, og efter at Frej havde plaget mig hver dag i en uge, måtte jeg jo tage initiativ.

 

Jeg mødte Julies mor imellem skiftetøj, enlige sko og tegninger uden ejer i børnehavens garderobe, hvor jeg spurgte hende, om vi skulle lave en aftale på vegne af vores børn. Til min store overraskelse trak hun på det, og så et øjeblik tænksom ud. “Det kan de godt, men vi har jo kun pigelegetøj. Hvad tror du, han vil sige til alle de dukker og alt det lyserøde?”. Jeg blev noget overrasket og fik sagt, at det var jeg sikker på, at Frej ville synes var helt fint.

 

Efterfølgende har jeg tænkt over morens bekymring. Faktisk mente hun det jo godt og ønskede bare ikke, at Frej skulle kede sig eller føle sig utilpas. Det paradoksale er, at Julie har været på besøg hos os flere gange, og i den forbindelse har jeg ikke hørt bekymringen komme til udtryk. I den sammenhæng har jeg observeret vores børn lege sammen, og de leger bare godt. Det ene øjeblik leger de med bamser og putter og krammer dem, og det næste øjeblik er de på vej ud i haven, svingende med træsværd over hovedet. Sådan som kun to gode venner, der kender hinanden godt, kan lege. For det er nemlig det, de er. Gode venner. Den eneste måde der kan blive sat fokus på, at de ikke er af samme køn, at deres værelser ikke har de samme farvenuancer, eller at de ikke (ifølge legetøjsproducenterne) kan lege med de samme ting, er hvis vi voksne gør dem opmærksom på det.

 

En anden typisk reaktion på et venskab mellem to børn af forskelligt køn er spørgsmålet, om de mon er “kærester”. Det er Frej og Julie også blevet spurgt om flere gange. Nogle gange har de også sagt det helt af sig selv. Jeg synes, at det er dejligt, hvis de leger at de er kærester, mor og far, astronauter, kameler eller noget helt andet. Jeg synes bare, at det er ærgerligt, når voksne mennesker omkring dem signalerer, at det at de kalder hinanden for “kærester”, er andet end en god leg. Børn på fem år er jo ikke kærester. Børn kan ikke være kærester. De er venner.

 

Jeg har forsøgt at opdrage mine børn feministisk og uden stereotype opfattelser af køn, også med hensyn til legetøj. Begge mine drenge har f.eks. fået dukker, dukkevogn og legemad, og jeg har opfordret dem til at lege omsorgslege. Dukkerne blev aldrig det store hit, men Gormitierne (små plastikmonstre) er blevet puttet, madet og har været til te-selskab, så jeg tænker, at de alligevel er blevet inspireret af mine ihærdige forsøg.

 

Jeg har heller aldrig påtalt noget som værende “pigelegetøj”, uanset hvor afskyeligt pink og prinsesseficeret det har været. Alligevel er mine drenge helt klar over, hvad der er på spil, og hvad de uskrevne regler for legetøj er. Drenge leger med våben, biler, klodser og monstre. Piger leger med dukker, køkkenting, prinsesseting og generelt alt hvad der er lyserødt (og det er meget).

 

Vi bør stå sammen om at åbne verden op for vores børn, så de har mulighed for at finde ud af hvem de er, og hvad de godt kan lide, uden at være begrænset af fastlåste kønsroller i børnehøjde. Jeg tror ikke på, at børn, fra de bliver født, ved om de bedst kan lide at lave mad eller at køre med biler. Eller om de bedst kan lide rød eller grøn.

 

Vi, som forældre og ikke mindst som samfund, lærer vores børn hvad de skal kunne lide og ikke kunne lide, ud fra om deres kromosomer er XX eller XY. Kan det virkelig passe?

 

Jeg tror, det bedste vi voksne kan gøre, er at lade børnene lege i fred. Simpelthen lade vores kommentarer og forudindtagede holdninger ligge og lade børnene udforske verden med åbenhed og nysgerrighed.

 

For at følge op på historien om min søns legeaftale, så blev den en realitet, og børnene havde en dejlig eftermiddag sammen. Jeg hentede en glad dreng, som ikke klagede det mindste over udvalget af legetøj. De havde spillet bold, plukket blomster og endda leget inde på det lyserøde værelse.

 

Efter sommerferien skal Frej og Julie begge to starte i skole. De skal ikke gå på samme skole, så fremtiden for deres venskab er ikke helt lys. Jeg håber for Frej, og ikke mindst for Julie, at de vil blive ved med at lege med de børn, de leger bedst med, uanset hvilket køn de har. Jeg vil gøre mit bedste for at give Frej den åbenhed med videre i livet.

Ditte Marie Thejsen

Ditte Marie Thejsen er 30 år og bor i en lille jysk landsby sammen med sin familie. Ditte Marie er lærer, uddannet fra Den frie Lærerskole, og arbejder i dag på en skole for unge med autisme. Derudover er hun aktiv lokalpolitiker for Enhedslisten i Odder, hvor hun også er spidskandidat til kommunalvalget i november. Igennem både politik og hendes arbejde som lærer har hun gentagne gange beskæftiget sig med feminisme i skolen og ligestilling og kønsroller i børnehøjde. Hendes vinkel er oftest børne- og ungdomsliv og hverdagsfeminisme.

6 kommentarer

  1. Ja, ja og ja!
    Som pædagog såvel som privatperson arbejder jeg ud fra det perspektiv at vi er mennesker først og fremmest.
    Når børn kommer med kommentarer som “pige farver” eller “drenge legetøj” fortæller jeg dem, at det findes ikke.
    Der er mønstre i os som mange følger helt af sig selv men alle dem som ikke gør, skal have lov at udvikle sig som er bedst for dem!

  2. Forstår ikke helt, at du skriver at “Efter sommerferien skal Frej og Julie begge to starte i skole. De skal ikke gå på samme skole, så fremtiden for deres venskab er ikke helt lys.”
    Min datter havde – fra hun var 3-4 år – en god veninde, som hun aldrig gik i skole med, men deres venskab varede ved, til de flyttede til de blev voksne og geografien adskilte dem.
    Og jeg tror det er vigtigt, at vi hjælper børn til at have andre venner end dem, de går i skole med og ser til daglig. Jeg ville finde det ulideligt, hvis jeg kun havde arbejdskammerater som venner.

  3. Jeg måtte stå “skoleret” i min søns børnehave, fordi han syntes det var sjovt at rende rundt (hjemme) i lyserød prinsessekjole, og ind imellem havde neglelak på. Det var MEGET usædvanligt og pædagogen, som var i 30erne havde ALDRIG oplevet en dreng opføre sig på den måde, og havde allerede en bås for hans seksualitet…

    • Så sent som i dag har 2 af drengene på den SFO jeg arbejder på haft hhv gul og lyserød neglelak på. Det skal de da have lov til.

  4. Min børnehave anbefaler direkte at min søn får nogle drengevenner, pt er hans bedste venner alle piger..og vi får osse latterlige kommentarer….. Min søn er omsorgsfuld, velopdragen og en god ven, men. Børnehaven mener af drenge venner vil gøre ham mere vild …har de overvejet at vi elsker vores børn præcis som de er og at de ikke skal sættes i små kasser????

  5. Rigtigt vigtig kommentar men jeg tror desværre ikke vi kan nøjes med at lade dem lege i fred. Som du også beskriver må vi som verden ser ud idag aktivt sørge for at et bredt udvalg af legetøj er tilgængelige, at upassende kommentarer imødegåes og at drenge / pigevenskaber understøttes og forsvares om nødvendigt. Og til Nina og Stina: Jeg ville overveje om det er den rette børnehave – det er jo faktisk en slags diskrimination jeres søn udsættes for. Jeg ville i hvert fald tage diskussionen åbent med pædagogerne og bede dem redegøre for deres pædagogiske standpunkt…

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv