leatherdyke.cc

Alle mine bøger er skrevet af mænd. Anders, Søren, Christian – altid er det de navne, der står på siden, når jeg slår op i bogen. Undtagen en sjælden gang. For når der med stor fed skrift står ‘feminisme’ som kapiteltitel, er det sjovt nok altid en kvinde, der har skrevet det. 

 

Den akademiske verden er nemlig skide reaktionær. 

 

Fortællingen om den højtuddannede kvinde, der med latte i hånden overhaler fyrene indenom og spiser forsmåede underbuksemænd til morgenmad er en myte. En myte, der er blevet til en sovepude for os som samfund. En myte, der gør os blinde for det repræsentationsproblem, der findes i den akademiske verden. 

 

Et repræsentationsproblem, der dels ses i antallet af kvindelige professorer, lektorer, forskere m.v. Men også i fordelingen af hvad henholdsvis mandlige og kvindelige forskere beskæftiger sig med.

 

På mit studie starter en overvægt af kvinder. Alligevel kunne jeg kun finde frem til 4 kvindelige professorer ud af i alt 21. Og ser vi på mine forelæsninger er de ligesom mine bøger; kedelige og helt enormt skæve, når det kommer til kønsfordelingen. De fleste af mine forelæsninger holdes af mænd. Men så snart forelæsningen hedder ’feminisme’, er det altid en kvinde, der står i salen. 

 

Er det virkelig kun mig, der ser problemet?

 

Næste gang I siger til jeres datter, at hun skal ranke ryggen, for hun kommer til at erobre verden, så burde I tilføje, at det kun gælder til voksenalderen. For så rammer virkeligheden. Og de benlænker man som barn ikke vidste fandtes, begynder at tynge. Fordi man er kvinde. For selvom hun smider 12-taller til højre og venstre hele vejen gennem folkeskolen og gymnasiet, ved I at chancen for, at hun bliver professor er meget mindre end drengen ved nabobordets. Og skulle hun mod alle odds blive det alligevel, kan I næsten være sikre på at hun kommer til at beskæftige sig med feminisme og/eller ligestilling. 

 

Det er sørgeligt, at det er så forudsigeligt. Det er sørgeligt, at universitetsverden insisterer på at vedblive så reaktionære og det er sørgeligt, at vi som samfund ikke insisterer på, at der skal gøres noget ved det. Især når forudsætningerne er så gode. Hver dag sidder tusindevis af unge studerende i fyldte auditorier landet over. Hvilke bedre forudsætninger kunne der være for at påvirke en ny generation af unge i en mere progressiv retning?

 

 

Billedet er lånt her: photo credit: <a href=”http://www.flickr.com/photos/25187937@N05/5488408152″>Red Bookmark</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”https://creativecommons.org/licenses/by/2.0/”>(license)</a>

 

 

Frederikke Held Berg

Indfødt (stor)københavner og erklæret feminist med trang til kaffe og en forkærlighed for rødvinsbranderter. Til daglig studerende på statskundskab ved Københavns Universitet, hvor jeg siden sommeren 2014 har spidset ører til foredrag om Marx og Machiavelli og forsøgt at pløje mig gennem bøger om kommunernes opbygning. Alt imens jeg i et samfund fyldt med bøhmænd, speltmødre og alt for mange uintelligente stereotypiseringer prøver at finde den plads i verden, jeg kan kalde for min.

1 kommentar

  1. Hej Frederikke, spændende emne. Og ja, dødforudsigeligt – andelen af kvindelige forskere har ikke rykket sig væsentligt siden 1979, så den moderne myte om, at det sker af sig selv, nu hvor kvinder har fået adgang til universitetet holder ikke. Med det nuværende ligestillingstempo vil det tage ca. 240 år. Jeg skrev en artikel om det sidste år, hvis det kunne have interesse:

    http://issuu.com/delfinen/docs/delfinen__187 (side 16)

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv