leatherdyke.cc

Når jeg fortæller folk, at jeg er feminist, sker der som regel ét ud af to scenarier:

 

1. De går komplet i baglås, mens der efterfølgende bliver klaget over hele den feministiske bevægelse, hvordan den er styret af lesbiske mandehadere (læs: feminazier), og hvordan ligestilling er lige så utopisk som politikere, der overholder valgkampsløfter

 

2. Man bliver nysgerrigt spurgt om hvorfor

 

Nu skal jeg fortælle jer, hvorfor jeg er feminist.

 

Feminisme er et ord, der har haft stor betydning i den danske kultur. Selve ordet giver straks indre billeder af det kvindelige symbol formet som en hævet knytnæve. Ser vi tilbage i historien var der brug for en bevægelse, der kunne sætte kvinderne fri fra hjemmets lænker og kønsrollernes bånd. Her kom Rødstrømpebevægelsen på banen i 1970 og hjalp kvinder med at kæmpe for lige rettigheder.

 

Den radikale venstreorienterede bevægelse, der havde kvindefrigørelse som primær agenda, fungerede prima for 46 år siden. Det var tiltrængt og et vigtigt skridt på vejen. Jeg husker tydeligt min mormors historier om sit ønske om at komme ud på arbejdsmarkedet og tjene penge ligesom min morfar. Men da min morfar ikke syntes, det var en god idé, forblev min mormor hjemmegående i alle 60 år, de var gift. Dengang forstod jeg ikke præcist, hvad det drejede sig om, men jo ældre jeg blev, jo klarere blev det for mig, at min mormor havde brug for kvindekamp og for at blive hørt i det fællesskab.

 

Min mor blev født i 1964 og voksede derfor op med kampen for ligestilling. Nok var hendes liv alt for kort, men i de 47 år hun var til, var hun bestemt ikke bleg for at gå sin egen vej. Hun var en ildsjæl, der kæmpede for karrieren, familien og vennerne. Men hun lagde aldrig skjul på, at hun ikke kunne kæmpe alene. ”Det er vigtigt for mig at omgås stærke kvinder”, sagde hun engang. Kvinder som min mor inspirerer andre kvinder til at kæmpe videre. Fællesskabet gør os stærkere. Derfor værnede hun meget om sine veninder og forsøgte at opretholde et tæt søsterligt bånd til dem alle. Vi må aldrig glemme det fællesskab. Hvad min mormor ikke fik opfyldt af ønsker, fik min mor lov til at efterleve. Derfor er jeg personligt meget taknemmelig over Rødstrømpernes kamp og hvad, de har formået at gøre af forskel. Derfor er jeg feminist.

 

Men her er vi – 46 år senere. Hvad kan vi gøre for at fuldende opgaven?

 

Jeg indrømmer gerne, at jeg er en dagdrømmer i stor stil. I min lille drømmeverden har jeg tit ønsket om at forene kvinder (igen) i et fællesskab med en fælles stemme. Når jeg åbner mine øjne, og virkeligheden rammer mig igen, bliver jeg altid enig med mig selv om, at en drøm kun kan blive til virkelighed, hvis der bliver gjort noget aktivt. Min omverden har vist mig, at der bliver gjort en masse for kvinder – og den opgave vil jeg gerne tage del i. Derfor sidder jeg her og forsøger at blive en del af fællesskabet via mine ord.

 

Det første, som jeg ønsker se ske, det er, at vi bliver bedre til at støtte, respektere og passe på hinanden. Jeg ved ikke, om det har noget med min alder og/eller erfaring at gøre, men jeg ser en nødvendighed i, at vi skal kæmpe bravt. Lad os starte kvinder imellem.

 

Svensk forskning viste i 2013, at piger mobber mere på nettet og generelt er mere udsatte som mobbeofre på internettet. Selvom tallene stammer fra Sverige og er tre år gamle, mener jeg stadig, at mobning i den digitale alder er værd at tage op i feministiske debatter. Det er ikke længe siden, at et nøgenbillede af 14-årige Lærke fra Aarhus gik viralt på nettet. Jeg ved ikke engang, hvad der er værst. At hendes veninde tog billedet i smug, at folk ikke kan holde snitterne fra at sende det videre, eller at man simpelthen ikke kan stille noget som helst op fra myndighedernes side for at få det fjernet.

 

Hvad er det helt præcist, der er gået galt her? Hvor kommer den lyst til at ydmyge andre mennesker fra? Her mener jeg, at vi er nødt til at forbedre vores karakter, prøve at vende blikket indad og tænke: ”Hvis det var mig eller min veninde i den situation, hvad ville jeg så gøre?” før vi handler impulsivt. Jeg husker en tid, hvor små papirsedler var slemme, når man fandt sit navn på dem, men det her er så lavt et niveau, at jeg næsten ikke har ord for det. Det er så dybt latterligt. Jeg håber, vi kan lære at styrke hinanden og stoppe med at se morskab i andre menneskers skrøbelighed.

 

Jeg tror og håber, at feminismen kan hjælpe os med at forbedre kvinders indbyrdes forhold og derved hjælpe os med at huske på det fællesskab, der engang var. Jeg fandt en artikel fra 2009 i Politiken som hed Kvinder mobber andre kvinder. Gæt hvad indledningen var? ”Kvinde er kvinde værst”. Det ramte et ømt punkt i mig, jeg ikke vidste, jeg havde. Lad os nu stå sammen! Alle os, der er vokset op i 1990’erne ved sgu da, hvad Girl Power er – så kom nu!.

 

Noget andet jeg ønsker at kæmpe for er kvinders seksualitet. Jeg kan lige så godt afsløre, at hvis det ideelle antal af sexpartnere (set både fra mænd og kvinders synspunkt) er 10, så er jeg lidt på udebane. Hvorfor der overhovedet skal være et ”ideelt antal” forstår jeg ikke. Vi har alle en historie og nogle forudsætninger, som gør, at vi vælger de sexpartnere, vi gør.

 

Myter om kvinders seksualitet lever i bedste velgående. Den der springer mest i øjnene på mig er, at mænd har mere lyst til sex end kvinder. Forskeren Kristin Mark mener, at sådanne myter bør aflives, da de er med til at opretholde en idé om, at der er stor forskel på mænd og kvinders seksualitet. Tak, for det, Q! Det var lige, hvad jeg havde brug for at læse. Jeg har den samme holdning, så det var rart at få bekræftet.

 

Lige siden jeg fik smidt i hovedet, at jeg ikke er en pige, man forelsker sig i, fordi en fyr mente, at jeg var billig, har jeg haft den holdning. Jeg var 17 år og allerede dengang tænkte jeg: ”Hvorfor må jeg ikke have sex med, hvem jeg end finder tiltrækkende nok til at være intim med uden at få et stempel i panden, som om jeg har gjort noget beskidt?”. Er mit behov virkelig lig med en degradering i samfundet? I så fald vil jeg ikke være med til det. Vi befinder os i 2016 og jeg undrer mig tit over, om vi virkelig er så fastgroede i de oldgamle religioners tolkninger af seksualitet, at vi ikke kan se udover det og i stedet omfavne idéen, at kvinder også har behov, der skal opfyldes.

 

Jeg talte om oralsex med en veninde på et tidspunkt og midt i hendes begejstring sagde hun (så sød, som hun er): ”Ej, vi skal stoppe og være gode piger.”, hvorefter det fløj ud af min mund: ”Gode piger giver også blowjobs.”

 

Vi er opdragede til at skulle være gode piger. Jeg kender sætningen og forstår uden tvivl, hvad der fik hende til at sige det, men vi skal have brudt det mønster. Skammen ved sex skal vi vænne os af med. Det er da usundt. Vi er jo driftsstyrede væsener, som har behov, der skal stilles. Selvom ikke alle af os passer ind i ”pæn pige”-kategorien er vi stadig gode mennesker. Lad os nu stå ved, at vi godt kan lide sex, og at der ikke er noget syndigt over det. Måske er det let nok for mig at udtale mig om, da jeg kommer fra et frit hippie hjem, hvor sex var alt andet end tabubelagt og absolut ikke noget, man skammede sig over, så længe man kunne se sig selv i øjnene og stå ved sine valg. For det takker jeg mine forældre for aldrig at have fået mig til at skamme mig.

 

Det tredje og det sidste på dagens dagsorden, som jeg ønsker se forandret i verden, er hele tendensen i forhold til kvinders ekstreme kropsidealer. Jeg mener ikke, at det kun er kvinder, der kæmper med at nå urealistiske standarder, men dette blogindlæg fokuserer primært på den ene side af sagen.

 

Verden er fyldt med smukke kvinder, lige fra Beyoncé til Kronprinsesse Mary, fra den lokale Fakta-pige til din sidemakker i klassen, ja faktisk befinder de sig i alle verdenshjørner. Alene det faktum må da betyde, at vi ikke skal forholde os til én eller to slags skønhedsidealer. Vi skal da forholde os til vores eget!

 

Jeg synes, det er enormt fedt, at modeverdenen så småt er ved at vende, så der kommer flere fyldige kvinder ud i det offentlige rum. Big ups. Jeg håber dog ikke, at det udvikler sig således, at der bliver ført hetz mod dem med en slank statur. Jeg har en veninde, som har nogenlunde samme kropsbygning som mig, og vi talte tit om, da vi var yngre, hvordan fremmede ville kommentere på vores krop. ”Hold kæft, du er tynd.” og ”Får du ikke nok at spise?” var to sætninger ud af mange, der blev udbrudt meget pludseligt, hvad enten vi gik på gaden, var med offentlig transport eller skulle prøve tøj inde i byens butikker. Det er ikke ret mange år siden, jeg gik helt i baglås over små opslag på de sociale medier som: ”Real men want meat, only dogs go for bones” og poster i retningen af, at det kun er ”rigtige kvinder” der har former. Det er helt fair, at man prøver at bryde en tendens, men det nytter sgu da ikke noget, at man bare kaster bolden videre. Det er netop her, vi igen bør stå sammen og kæmpe for retten til at være smukke i vores forskelligheder.

 

Jeg faldt over en fed artikel fra DR, hvor der står noget klogt:

 

”Den nye tendens er bevægelsen væk fra det metroseksuelle til det spornoseksuelle. Der er sport og porno i et. Man skal fremstille sin krop som både sexet og fit. Man skal hive ned i buksen og op i blusen. Og det gælder både mænd og kvinder, forklarer Lise Dilling-Hansen.”

 

Bum. Jeg synes, det er helt fint, hvis man vil være sund og trænet, men til tider synes jeg, det ender ud i ekstremerne. Ligesom mange andre, er jeg stor fan af naturlig skønhed. Hermed er det ikke sagt, at jeg på noget tidspunkt vil kæmpe for at fratage nogen retten for at få lavet det ene eller andet ved krop og ansigt, men jeg vil altid stille mig kritisk over for det. Det hele foregår inde i hjernen og de impulser, vi reagerer på.

 

Når jeg ser mig selv i spejlet, kommer der da ofte tanker op, som byder op til dans med sammenligninger med kvinder, som jeg har set, men ikke engang kender. ”Årh, jeg ville ønske, jeg havde en kæbelinje som Hailey Baldwin… Ja, eller lange tynde ben som hende der Philine fra Instagram. Hvorfor stoppe dér? Jeg vil også have bryster som Emily Ratajkowski, læber som Cindy Kimberly og en hud som Winona Ryder!” STOP. Det er tvangstanker i stor stil. Udvendig skønhed betyder simpelthen så meget for os, at vi glemmer, hvem vi er. Jeg ved, hvem jeg er. Jeg har arvet stort set 90 % af min mors udseende og 90 % af min fars sind. Jeg har ar fra tidligere urenheder i ansigtet, en bleg hud som ikke tåler sollys, en næse der breder sig i ansigtet, når jeg smiler, en pariserrøv som jeg ikke aner hvor kommer fra, lyseblå øjne, rødligt skær i mit hår, 173 cm i højde, en almindelig c-skål, strækmærker på inderlår og meget mærkelige tæer. Det er alt sammen noget, der viser historien om mig, hvordan jeg er blevet til og hvordan jeg har levet mit liv. Ser du ud på en anderledes måde? Fint! Byd det velkommen og elsk dig selv for den, du er. Skønhed på ydersiden er alligevel kun til låns. Skønhed på indersiden er for evigt.

 

Lad os bruge feminismens ånd og kampgejst til at få alle og enhvers individuelle skønhed til at blomstre i stedet for at svømme med strømmen og gå efter noget bestemt. Er jeg den eneste, der synes, det er dybt godnat og ekstremt kedeligt at blive ved med at køre i den samme rille? Det er ikke min opfattelse.

 

Photo credit: https://papaeleele.wordpress.com/2015/07/03/feminism-toward-an-understanding-of-social-media-in-fourth-wave-feminism/

 

Anka Grahndin

Til min 17-års fødselsdagsfest var der en fyr, som sagde at jeg ikke er en pige, man forelsker sig i, fordi han mente, at jeg var billig. I dag fortalte min juralærer mig, at billig betyder ”nyttig”. Så i min verden har alle mennesker den samme nytteværdi. Se dét er ligestilling.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv