leatherdyke.cc

Man fødes altså som kvinde (og af en kvinde!) Hvis kønsforskellene er en social konstruktion, hvad stiller vi så op med biologien?

 

»Hvis biologien var SÅ afgørende ville jeg nok have mere tilfælles med japanere, amazonindianere og franskmænd,« skrev en kvinde på Facebook, som svar på den klassiske diskussion om kønsforskellene var ”naturlige” altså grundet i biologiske forskelle på mænd og kvinder. Og dermed leverede min meddebattant et lige så klassisk feministisk modsvar: Når kvinder og mænd/drenge og piger opfører sig så forskelligt, så skyldes det socialisering. Se selv hvordan kvinder og mænd er blevet opfattet helt forskelligt i forskellige kulturer eller historiske perioder.

 

»Man fødes ikke som kvinde, man bliver det,« som Simone de Beauvoir først formulerede det.

 

Som feminist har jeg selv argumenteret sådan mange gange, men i de seneste år er jeg begyndt at synes at lige præcis den argumentation bliver mere og mere utilfredsstillende. For ja, der er forskel på franskmanden, amazonindianeren og kartoffeldanskeren, også når det kommer til, hvordan vi forstår og opfører os i forhold til kønnet, seksualitet og familien. Men vi har trods alt mere tilfælles med hinanden, end vi har med en giraf, en mus eller en chimpanse eller et hvert andet dyr, som vi ikke deler biologi med.

 

Ligheden mellem os selv og amazonindianerene kunne i virkeligheden lige så godt være et argument for den biologiske forklaringsmodel.

 

»Vi kan alle tale. Vi ammer alle vores børn eller giver dem en flaske. I alle samfund er mænd mere voldelige end kvinder. (…)Vi har alle statusforskelle og statussymboler. Vi går alle i krig og har kærlige parforhold, og vi har alle guder. Hvis det drejede sig om en anden dyreart, ville vi formode at så meget regularitet i opførsel ville stamme fra stærke medfødte tendenser« skriver den indsigtsfulde og feministiske primatolog Alison Jolly i sin bog Lucy´s Legacy – sex and intelligence in human evolution, som et stilfærdigt modsvar på hendes medfeministers tendens til at se alt som en social konstruktion. Men, som hun fortsætter, så betyder det ikke, at mennesket er slaver af deres biologi. Vores hjernestruktur gør det muligt for os at ændre adfærd, også selvom denne adfærd har et evolutionært formål. Vi er ikke enten arv eller miljø. Krop eller ånd. Vi er både og – og vores biologi og vores socialitet hænger så tæt sammen, at det er umuligt at skille dem ad, hverken analytisk eller praktisk.

 

Og hvad betyder den erkendelse for den feministiske diskussion? En hel del , for hvis man erkender at mennesket er en dyreart blandt mange, så må man også erkende, at kønsforskelle ikke kun er skabt af lovforslag, mediebilleder, samfundstyper, kønsstereotyper, men … selvfølgelig også har en biologisk base. Vi fødes faktisk som kvinder og mænd og lærer så med tiden, at blive kvinder og mænd på den måde, som vores kultur fordrer det. Ja, vi fødes ikke bare som kvinder og mænd, vi fødes også af kvinder og ikke af mænd. Og netop kønnenes forskellige rolle og muligheder i reproduktionen er måske også en af de vigtigste biologiske forudsætninger for mænd og kvinders forskellige adfærd.

 

Puha jeg tør næsten ikke skrive det, for jeg er smerteligt klar over, at netop den biologiske forklaringsmodel altid har været brugt af konservative og andre antifeminister, som et argument for at bevare forholdene, som de var. Kvinden er naturligt skabt til at tage sig af manden og børnene, kvindens hjerne betyder, at hun ikke kan tænke rationelt. Kvindens menstruationscyklus gør hende uegnet som soldat, læge, astronaut, præsident. Og så videre. Og så videre. Det er intet under, at feminister til alle tider har erklæret biologien krig og erklæret, at kroppen kun var et lidt ligegyldigt hylster.

 

Så ja, argumentet om kønnet som socialt konstrueret har været politisk slagskraftig, men det argument har også sine begrænsninger.

 

For selvom idéen om det kønsneutrale menneske åbner for universelle rettigheder til både kvinder og mænd, så lukker den også ned for en række grundlæggende menneskelige erfaringer om kvinden og mandens forskellighed. Den lukker ned for den nyeste forskning, som i højere og højere grad viser kønsforskellenes biologiske base. Og værst af alt lukker ned for, at man kan diskutere disse forskelle med et feministisk perspektiv end sige gøre dem til genstand for feministisk politik.

 

Faren ved den feministiske fornægtelse af den biologiske forklaringsmodel er måske, at vi bevidst eller ubevidst kommer til at gøre manden til standarden for vores forståelse af kroppen og det, som man kan bruge den til:

 

Manden, som kan have sex og få børn uden at lære dem at kende, manden som kan få børn uden at få veer, manden som kan forlade sit spædbarn i timer, dage og uger uden at barnet sulter ihjel. Manden som kan udsætte reproduktion til præcis, hvornår det passer med karrieren.

 

Når vi gør den krop til idealet, lukker vi op for p-piller, planlagte kejsersnit og æg befrugtet i reagensglas sat op i livmødre, som egentlig var for gamle til at få børn eller som tilhører en helt anden kvinde end hende, som har leveret ægget. Vi accepterer modermælkserstatning, au pair-piger og overfyldte daginstitutioner i kampen for at kombinere produktion og reproduktion. Det kaldes af nogle en feministisk sejr, men man kunne også se alle disse fænomener som at markedet profiterer af, at vi endnu ikke har fundet ud af, hvad vi skal stille op med den besværlige kvindekrop. I stedet har vi erklæret, at den eneste måde kvinden kunne blive ligestillet var ved at lade som om, hun delte biologi med en mand. Koste hvad det ville af menneskelige afsavn og teknologisk intervention.

 

Som menneske, feminist og mor til tre børn, krymper jeg mig i disse dage, når jeg ser FNs klimaeksperter slå alarm og fortælle, at klimaforandringerne sker hurtigere og har større konsekvenser, end de nogen sinde havde drømt om. Menneskets forsøg på at tæmme og beherske naturen er endegyldigt slået fejl, og det bliver de kommende generationer, som skal betale for disse fejltagelser. Hvis vi skal undgå katastrofen, er vi tvunget til at finde en måde at leve med resten af planetens millioner af arter uden at besidde og beherske dem. Og at finde måder at leve på hvor menneskets medfødte evne til produktion og skabelse bliver til diversitet og frodighed og ikke ensliggørelse og destruktion. Og kald mig livmoderfeminist og hippie, jeg tror ikke, at det sker, uden at vi også lærer at leve med vores egne kroppe. Kroppe, som har pikke, testikler eller bryster og livmødre, som kan føde børn eller sprøjte sæd. Kroppe som ikke bare er hylstre til et universelt menneske uden alder, køn eller race, men som er vores eneste krav på at være i verden.

 

13 kommentarer

  1. Det er da en usammenhængende række af agumenter du her fremfører… Jeg forstår godt din problematisering af at kvindens fysik skal tilpasses mandssamfundet, men er svaret ikke at det er et proplem at samfundet er indrettet sådan og ikke hvorvidt vi rummer vores egne kroppes for og bagdele?
    Og at vi har mere tilfælles med hinanden og ikke med en mus eller en giraf, kunne måske hænge sammen med at vi er mennesker og ikke fordi vi er kvinder. Jeg synes du træder i den mest åbenlyse misforståelse af feminisme – nemlig at vi skal være ens med mænd – det skal vi ikke, men vi skal være ligestillet med dem. Det betyder at vi uanset forskelligheder, hvadenten disse skyldes køn el. andet, skal gives lige rettigheder og muligheder.
    Det største problem ved at bruge biologien som forklaringsmodel på den ulighed der er i samfundet er at den kun bruges når den findes nyttig. Hvis den tankegang skulle føres helt ud, ville vi så i yderste ekstrem ikke også kunne argumentere for andre uhyrligheder, som f.eks. voldsundertrykkelse som en biologisk nødvendighed, den form for adfærd har de fleste af os dog klaret at undertrykker med fornuft og vilje. Og det er netop vilje der skal til, hvis ligestilling og dermed gode familier og ægteskaber skal kunne lade sig gøre… Biologi er blot en undskyldning for at lade stå til!

    • Jeg er helt enig med Maj.

      Udover at jeg gerne vil stille spørgsmålstegn ved “den nyeste forskning”, som Mygind henviser til (fx har Kvinfo i september i år publiceret en henvisning til en norsk artikel, der hedder: “Australsk forsker: Hjerneforskning beviser ikke kønsforskelle” (http://kilden.forskningsradet.no/c16880/artikkel/vis.html?tid=81885)), vil jeg give Maj fuldkommen ret i, at de biologiske argumenter netop kun tages i brug, når de kan underbygge og forsvare/undskylde status quo. Alt det, som fx div. primater og andre gør, og som ikke lige passer ind i vores type samfund, som det ser ud i dag, bliver ignoreret, og alt det, der gør, ophæves til den endegyldige sandhed (fx: “Hos chimpanser er hanunger mere fysisk aktive og uafhængige end hununger, og da dette passer med vores kønsstereotyper, skriver vi en artikel om det! At chimpanser også ofte fx er kannibaler, vælger vi at udelade, for det gør vi jo ikke længere i vores samfund.”).

      Når man argumenterer med biologi, kommer man også automatisk til at lave en masse generaliseringer om, at sådan er kvinder, og sådan er mænd, og tilhængere af evolutionspsykologi og lign. har det derfor ofte rigtigt svært med de, der ikke lige er heteroseksuelle kvinder eller mænd, for hvordan placerer man dem i et matrix, hvor kun to køn bruges og fokus oftest er på artens overlevelse og især videreførsel? Selv en heteroseksuel kvinde som jeg passer sjældent ind i deres biologibegrundede kasser!

      Til sidst vil jeg fremføre, at det er ret risikabelt at ‘bevise’ kausale sammenhænge (eks.: Størstedelen af kvinder gør sådan og sådan, derfor må denne opførsel være kønsspecifik), da man nemt får fat på en såkaldt spuriøs, altså fejlagtig, sammenhæng. Der findes et fint eksempel, der muligvis bruges på alle introduktionskurser til statistik: I Sydsverige(?) lavede man en gang en statistisk undersøgelse og fandt ud af, at der blev født flest børn på landet og færrest i byerne. Samtidig vidste man, at der var bemærkelsesværdigt flere storke på landet end i byerne, hvorfor man kunne konkludere, at der var en sammenhæng mellem antallet af børnefødsler og antallet af storke – myten om, at storke bringer de små børn, var altså bekræftet! Her glemte man at tage andre langt vigtigere faktorer med – i dette tilfælde urbaniseringsgrad, storkens naturlige leveområder og meget meget andet. Jeg vil vove at påstå, at de fleste (hvis ikke alle) biologiske argumenter lider under dette, da man her ser bort fra alle de kulturelle faktorer (og ignorerer, at de mange af de ’sandheder’ om kønnene, vi kender i dag, var lige omvendt for bare 100-150 år siden). Når man nu ved, at voksne behandler selv spædbørn forskelligt alt efter, hvilket køn, de *tror*, barnet har, hvordan kan man så ignorere den enorme indflydelse, som socialisering og kulturelle normer har?

      Man vil derudover ofte finde det, man leder efter, og ikke andre ting, hvorfor en form for bias og forforståelse mm. som regel er i spil i en eller anden grad, og dette gælder især, når vi bevæger os ind i et så værdiladet felt som køn og kønsforskelle mv.

  2. Nermin Ahmetagic

    “Vi accepterer modermælkserstatning, au pair-piger og overfyldte daginstitutioner i kampen for at kombinere produktion og reproduktion. Det kaldes af nogle en feministisk sejr, men man kunne også se alle disse fænomener som at markedet profiterer af, at vi endnu ikke har fundet ud af, hvad vi skal stille op med den besværlige kvindekrop.” Vildt interessant observation! Enig!
    “Man fødes altså som kvinde (og af en kvinde!)Hvis kønsforskellene er en social konstruktion, hvad stiller vi så op med biologien?” ? Meget spændende emne, og Ja det kan diskuteres, nogle gange blever børn født med misformede kønsorganer fx, og det er umuligt at sige hvad køn det er, derfor har man i Indien officielt 3 køn. Og jeg vil også henvise til Kirstin Zieller ved Linkopings Universitet som har publiceret spændende forskningsresultater om dette fænomen i Sverige.
    Jeg er bange for at Beauvoir har stadig relevans næsten overalt : altså det er rigtigt at man bliver født så at sige aseksuel, da man ikke kan reproducere sig selv som baby uanset hvad, men med tiden udvikler man sin seksualitet og køn under samfundets påvirkning, sådan er det simpelthen.

  3. Tak for jeres kommentarer. De er interessante, men bærer også lidt præg af den automatreaktion som man ofte får, når man som feminist inddrager biologiske forklaringsmodeller som relevante.
    Det er vigtigt for mig at fremhæve denne sætning i mit indlæg :

    “(Det) betyder ikke, at mennesket er slaver af deres biologi. Vores hjernestruktur gør det muligt for os at ændre adfærd, også selvom denne adfærd har et evolutionært formål. Vi er ikke enten arv eller miljø. Krop eller ånd. Vi er både og – og vores biologi og vores socialitet hænger så tæt sammen, at det er umuligt at skille dem ad, hverken analytisk eller praktisk.”

    Det betyder at Simone de Beavoir ikke har mistet betydning, som feministisk tænker. Det er stadig relevant at diskutere alle de mange måder som vi bliver til kvinder og mænd på. Ligesom at man heller ikke med biologien kan argumentere for at maskulin vold er i orden. At der rent statistisk findes mere mandlig end kvindelig voldsudøvelse i alle menneskelige samfund, betyder ikke at den maskuline voldsudøvelse ikke svinger enormt i omfang og genstandsfelt fra kultur til kultur. Men at maskulin voldsudøvelse kan og bør tøjles kulturelt, er vel ikke et argument for ikke at anerkende, at den muligvis også har en biologisk base?
    Mennesket er et pattedyr. Et helt særligt pattedyr som har evnen til at modificere sine omgivelser og sig selv i en grad, at videnskaben i dag mener, at mennesket er den største faktor i jordens videre udvikling. Men ikke desto mindre et pattedyr, som lige som alle andre pattedyr udviser distinke forskelle i den kønsmæssige adfærd. Når det kommer til aber, køer, rotter og mus forklarer vi disse forskelle med evolution. Er det rimeligt at hæve mennesket helt op over evolutionens teorien og kun kalde dem sociale?

    • Jeg synes, du ignorerer, at størstedelen af fx min kommentar handler om den fraværende/usikre videnskabelige baggrund for de forskellige biologiske påstande. Det kunne jeg godt tænke mig, at du svarede på.

      Hvorfor jeg ikke finder biologi interessant ift. køn:
      1) Når jeg som udgangspunkt ikke finder biologien specielt interessant i en kønssammenhæng, er det, fordi jeg mest af alt er interesseret i forandring, som – hvis vi skal sætte vores lid til biologien – nemt kan tage titusinder af år, og det gider jeg ikke vente på.

      2) Derudover kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal bruge min tid på noget, hvis videnskabelige ‘basis’ er så problematisk, som den er. Det meste, der bliver skrevet om biologi i kønssammenhænge, er overfladisk, generaliserende og ofte ganske enkelt videnskabeligt uredeligt, da man foretager konklusioner, man ikke har basis for i de undersøgelser, der er lavet på området.

      3) Til sidst bliver biologien, som sagt i min første kommentar, som regel misbrugt af folk, der helst så 50’ernes kønsstereotyper genrejst i al deres vælde, og når man så har mit ovenstående punkt omkr. manglende videnskabelig evidens i mente, så giver det ikke meget mening for mig at gå ind i den diskussion på deres betingelser. Hvis/når vi en dag ved mere kan det måske være på sin plads, men indtil da, nej.

      • (1) og (3) er irrelevante for sandhedsværdien af biologiske forklaringer, og får dig til at lyde som dine norske kollegaer i Hjernevask (dokumentarserie).

        Og (2) er forkert. Men at blive overbevist om (2)’s forkerthed ville jo kræve, at man læste noget om emnet, helst noget som er skrevet af en ikke-antividenskabelig person (Cordelia Fine, som blev nævnt). Generelt er det en god ide at læse en lærebog af en anerkendt forsker indenfor et felt.

        I dette tilfælde vil det fx være:

        Buss, David M. Evolutionary psychology: The new science of the mind. Allyn & Bacon, 1999. (4. udgave er udkommet)

  4. De biologiske argumenter netop kun tages i brug, når de kan underbygge og forsvare status quo. Dette gælder naturligvis også i et kvinde-samfund.
    Alle biologiske argumenter kan vendes: Mænd er barnligt umodne og uansvarlige se bare finanskrisen. Man skal bare vende værdierne.

    Der er to strategier som er i konflikt.
    1. At indrette samfundet til kvinders behov. Dette er et kvinde-samfund, hvor kvinders behov er værdsat og dyrket som et ideal.
    2. At tilpasse kvinder til et mands-samfund. Dette er stadigt et mandssamfund hvor kvinder skal undertrykke deres natur, så de kan blive ligestilledes som ligemænd.

    Problemet er at kvinder ikke passer naturligt ind i hverken mands-rollen eller kvinde-rollen i et mandssamfund. Og selv feministerne færdsætter mandens natur som et kvinde-ideal.

    • Ja, helt enig: de biologiske argumenter er som regel skadelige for begge/alle køn. Jeg ved dog ikke, hvad det er for nogle ‘kvindesamfund’, du taler om?

      Jeg vil så mene, at de fleste feminister både i Danmark og resten af verden faktisk har en 3. strategi:
      3) At indrette et samfund, hvor alle uanset biologisk og socialt køn, seksuelle præferencer, etnicitet, alder osv. osv. kan leve frit. Vi skal netop ikke blive ‘ens’ ved fx at forsøge at tilpasse os en eller anden kønsstereotyp men derimod være forskellige uden at det betyder noget for ens muligheder, status i samfundet osv.

      De to strategier, du nævner, bærer tydeligt præg af en ret rigid opfattelse af både kvinder og mænd, som jeg ikke oplever, er særligt udbredt i feministiske kredse i dag. Det lyder mere som den måde, de fleste antifeminister i dag ser feminismens projekter på.

      Der var en bevægelse i 70’erne, der ønskede, at kvinder skulle blive/agere ligesom mænd, men de fleste feminister i dag ser ikke længere hverken det ene eller det andet (for nu at blive i ideen om, at der kun er to køn) køn som værende bedre end det andet – det er derfor vi taler om LIGEstilling. Så nej, feminister som sådan ser ikke “mandens natur” (i citationstegn, fordi jeg ikke mener, at en sådan findes) som værende et forbillede til kvindelig efterfølgelse.

  5. Maj de store feministiske og socialkonstruktivistiske teorier om køn kan jo heller ikke som sådan bevises. De er måder at tænke med og tænke om køn på. Og netop fordi jeg ikke er biologisk determinist, men igen og igen understreger et “både og” er det jo svært at finde klokkeklar evidens for at noget kun er biologisk. Den rene biologi findes jo ikke, men heller ikke den rene socialitet, mener jeg. Det er jo det som er så tricky.
    Også jeg vil en forandring, men jeg er i stigende grad i tvivl om hvorvidt kønsneutralitet er den bedste forudsætning for den forandring, fordi kønsneutralitet så let bliver med mandens betingelser som det neutrale udgangspunkt. Ønsker vi fx at det af teknologisk vej skal blive nemmere for kvinder at få børn i en høj alder, når karrieren er på plads eller ønsker vi at tage hensyn til at hendes reproduktive biologi stiller hende i en anden situation end manden? Hvis du læser mit indlæg igen, vil du se at jeg hverken er biologisk determinist og at selve indlægget er skrevet i håb om at åbne op for en diskussion – mere end at præsentere et par klare sandheder. Men skal det eneste sted, hvor vi kan diskutere biologi og køn virkelig være på Manfo? Det synes jeg personligt er synd.

  6. Der findes enlige matriarkalske samfund i Kina. Hvor mændene ikke bliver myndige. Der findes dog en del samfund hvor de to køn er delt, og har hver deres høvding.

    Man kan ikke lave et samfund, hvor alle uanset biologisk og socialt køn, seksuelle præferencer, etnicitet, alder osv. osv. kan leve frit. Da frihed ikke er naturlig, bortset fra friheden til at underlægge sig andre mennesker. “Frit” er et plusord, men det kræver nogle faste rammer.

    Mennesker kan ikke være forskellige uden at det betyder noget for deres muligheder, status i samfundet osv. Da nogle mennesker er naturligt mere dominerende end andre mennesker (feminister). En stor gruppe af kvinder lider af naturlige hæmninger, enden skal skal disse hæmninger fjernes eller disse kvinderne skal have en ramme hvor de ikke møder deres hæmninger.
    Ligheden findes ikke i noget samfund og uden gensplejsning på mennesker så opnår du den aldrig.

    Hvis du ville lave et samfund som ikke kun var for feminister, men for det store antal hæmmede kvinder. Hvordan skulle det da være?

    Det alt dominerende instinkt i de fleste kvinder, særligt mødre er yngelpleje instinktet. Dette instinkt foragter feminister, men i kvinde-dominerede samfund så deltager mændene også i yngelplejen, fordi det giver status at være lige så dygtigt til børn, som en kvinde. I et mandssamfund så passer konen sin mand som om at han var et barn. I et kvindesamfund så passer konerne hinanden, og det er fint at være mor eller bedstemor, da babyer er bare så søde.

    • Jeg går ud fra, at du skriver til mig?

      “Man kan ikke lave et samfund, hvor alle uanset biologisk og socialt køn, seksuelle præferencer, etnicitet, alder osv. osv. kan leve frit….”

      – Det er så din holdning/påstand, men det ændrer ikke på, at det er det, de fleste feminister og mange andre i dag kæmper for. Og jeg, som en af disse, kan jo så i denne sammenhæng glæde mig over, at det, at nogle enkelte mener, at noget er umuligt, sjældent har afholdt menneskeheden fra at gøre dette ‘umulige’ alligevel.

      “Da nogle mennesker er naturligt mere dominerende end andre mennesker (feminister). En stor gruppe af kvinder lider af naturlige hæmninger… Hvis du ville lave et samfund som ikke kun var for feminister, men for det store antal hæmmede kvinder. Hvordan skulle det da være?”

      – Jeg vil nødig lægge dig ord i munden, men jeg læser ovenstående, som at du mener, at det naturlige for en kvinde er at være “hæmmet”/ikke-dominerende, og at “dominerende” kvinder/feminister derfor er unaturlige kvinder/ukvindelige – er dette korrekt?
      Jeg vil besvare dit spørgsmål med et modspørgsmål: Hvad er der i det samfund, jeg allerede har beskrevet, der gør, at de såkaldt “hæmmede” kvinder (hvad du så end præcist mener med det?), ikke også vil kunne leve frit? Hvis du med “hæmmede” kvinder mener kvinder, der ikke ser sig selv som feminister, så er der jo i et samfund med reel frihed for alle ikke indbygget noget krav om fx feministiske holdninger. Hvis du har svært ved at begribe dette, så tænkt det som en videreudvikling af demokratiet, som i bund og grund er lige så utopisk/umuligt: Hvordan sikre et demokratisk samfund, hvor alle, selv ikke-demokrater, har lige ret til indflydelse og til at blive hørt? (Tip: det handler bl.a. om et aktivt arbejde med tolerance, åbenhed og accept af forskelligheder på en lovmæssig basis).

      “Det alt dominerende instinkt i de fleste kvinder, særligt mødre er yngelpleje instinktet. Dette instinkt foragter feminister…”

      – Igen er vi på ingen måde enige. 1) Jeg vil mene, at der i begge køn konstant er en hel del instinkter på spil, og at vi som mennesker under alle omstændigheder kan (og ofte også bør) vælge at handle anderledes, end vores umiddelbare instinkter byder. 2) Hvor har du disse påstande om, at “sådan tænker og handler feminister”, fra? Da de næppe kommer fra (nutidige) feminister, er jeg ved at være ret træt af dem! Som man kan læse af sidste del af Myginds indlæg, ser det i øvrigt nærmere ud til, at det er samfundet og ikke feministerne, der “foragter” disse instinkter. Derudover: har du overvejet, om det for nogle feminister kunne være yngelplejeinstinktet, der får dem til at kæmpe så energisk? At de kunne ønske at give deres børn og børnebørn bedre vilkår, end de selv havde? Til sidst: Kunne det tænkes, at feminister ønsker et samfund, hvor en kvinde (eller en mand for den sags skyld) ikke partout skal rende rundt og passe andre, men faktisk må og kan vælge selv?

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv