leatherdyke.cc

“Hey! Er du en dreng eller en pige?”

“Øh. Nej.”

“Nå, ej okay. Er du egentlig lesbisk?”

“Nej.”

“Jamen, er hende damen ikke din kæreste?”

“NEEEEEJ!”

 

Da jeg stoppede med at bruge begreber om min seksuelle orientering, for at gøre det lettere for andre, føltes det som en kæmpe lettelse. Jeg vil helst ikke springe ud som noget, hvis den jeg taler med ikke behøver at gøre det og behovet for, at jeg skal gøre det er sjældent mit eget. Den beslutning har været god, og derfor var det nærliggende at overføre det smarte greb til andre dele af mit liv – f.eks. til hvordan jeg definerer de relationer, jeg indgår i.

 

Og der er utroligt mange forventninger, som knytter sig til, hvordan man har en (kærligheds/seksuel)relation til et andet menneske. Udover at det ofte er mellem to forskellige køn, monogamt og en masse andre ting, som jeg sikkert ikke selv er opmærksom på, kan der være en sjov tretrinsraketagtig forestilling om, hvornår man kalder sig hvad. Først er det noget med en “man ser/dater/knalder”, så er det en “kæreste” og måske ender det endda med den ultimative “min ægtefælle”.

 

Det kan være dejligt at blive genkendt som par, og vise andre at den relation man har til sin (indsæt selv prædikat) er noget ud over det sædvanlige – for heldigvis er man ofte ret tilfreds med den man har teamet op med. Men når man bliver genkendt som noget, følger der automatisk nogle forventninger med om hvilke retningslinjer, man skal følge for at passe ind i det begreb, man er havnet i. For ordet “kæreste” er, ligesom andre betydningsfulde ord man bruger, klistret til med alle mulige ting, jeg ikke selv har helt styr på, og som jeg helst ikke vil have indblandet i mit følelsesliv.

 

Nogle af mine bedste og tætteste venner forstår udmærket, hvorfor jeg ikke gider at definere mig selv som lesbisk (det er meget sjovere bare at være til damer). Nogen gange kræver det, at man gider at forklare, hvorfor man ikke bare kan være lebbe, hvilket egentlig er lidt underligt, hvis man ikke tænker, at man selv skal forklare, hvorfor man er hetero. Men det er energi, der er godt givet ud, for jeg slipper for at skulle forholde mig til et ord, der er ladet med virkelig mange ting, som jeg ikke ved om jeg har lyst til at enten tage til mig eller tage afstand til. For ord, og særligt dem vi bruger til at beskrive os selv, er klistret til med forventninger.

 

Nogle gange kan det være fint, men når det kommer til noget så personligt som min seksualitet, vil jeg gerne have lov til selv at bestemme, hvad jeg vil kaldes – hvis jeg overhovedet vil kaldes noget. Mine venner forstår også godt, hvorfor jeg kan have det presset over at skulle forklare mig selv som “pige”, når nu andre synes jeg ligner en “dreng”. Men de har undret sig over, at jeg ikke gider at se mig selv som nogens kæreste. For er det nu nødvendigt at gøre sig mere anderledes, end jeg i forvejen bliver gjort til?

 

Tjoh. For i forhold til alle de heteroseksuelle er jeg lidt anderledes, og egentlig har jeg det ret svedigt med det. For når man først har brudt (eller bliver tvunget til at bryde) med én norm, er det lettere at blive opmærksom på, om der er flere normer, man gerne vil bryde med.

 

At tage afstand fra normen om, at man er gerne vil kalde sig kærester med nogen, er ikke fordi det er sexistisk, homofobisk, indgår i en patriarkalsk struktur, er undertrykkende eller nogle af alle de andre buzzwords man kan hægte på en køns- eller seksualitetskritik. Det er fordi, jeg gerne vil forholde mig til den relation, som jeg har til et andet menneske, før jeg forholder mig til, hvad det betyder at være kærester. At andre kan have svært ved at forholde sig til en relation, når man fjerner det ord der plejer at være, er tankevækkende. Det er ikke som sådan en dårlig ting, for når man er i en position, som ikke er genkendelig, har man mulighed for at skabe nogle rammer selv.

 

I nogle tilfælde er det at tage afstand fra et begreb en meget direkte kritik, af dem der bruger det. Hvis nogen putter mig i den lesbiske kasse eller kønner mig på en måde jeg ikke har det ok med, vil jeg gerne tillade mig at kritisere deres holdning som værende virkelig irriterende for mig. Men jeg kritiserer ikke, at de har en seksualitet eller et køn. På samme måde, hvis nogen beder mig om at putte genstanden for min forelskelse i kærestekassen, vil jeg gerne kritisere, at man gør det uden at vide om det er ok. Men jeg kritiserer ikke, at personen har en kæreste. Og det ville være skønt hvis den logik fungerede lige smidigt begge veje rundt.

 

For om det handler om normer for køn, seksualitet eller relationer er det op til den enkelte at bestemme, hvordan man gerne vil bruge sproget til at definere sig selv. Og den der underlige tendens, hvor nogle forsøger at definere andre ud fra, hvad de selv synes er det rigtige gør, at det desværre bliver lidt svært at håndhæve sin ret i praksis.

 

Emilie Pedersen-Nielsen

1 kommentar

  1. Jeg synes det er interessant, hvad du skriver. Jeg har i mange år undladt at betegne mine skiftende bekendskaber som kærester… netop fordi jeg oplevede så mange forventninger tilknyttet det ord. Men forventningerne kom lige så meget fra mig selv – eller rettere oftere fra mig selv, end fra omgivelserne.. Og jeg kunne ikke leve op til de forventninger. Så var det nemmere at bruge andre ord. Ven, veninde, elsker… Efter 15 år, blev jeg bevidst om, at jeg ikke levede andres liv, men mit eget, og at jeg ville gerne være kæreste… og have en kæreste… og så måtte det ord dække over hvad JEG synes (ikke nødvendigvis hvad min kæreste forventede heller, men kun min egen)
    Det er dejligt at være en kæreste og dejligt at have en kæreste.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv