leatherdyke.cc

I moderne kønsforskning er flere forskere begyndt at bruge neurovidenskabelige resultater til at belyse og forklare forskelle mellem kønnene. Et eksempel på denne tendens er professor Hans Bonde fra Københavns Universitet, der bl.a. er kendt for sin forskning inden for maskulinitet. I dette indlæg redegør jeg for Bondes argumentation for biologisk medfødte forskelle mellem kønnene, og hvorfor denne i min optik ikke kan betragtes som holdbar.

 

Manden som det ekstreme køn – et argument mod kønskvoter

Bondes måske mest kendte tese går på manden som det ekstreme køn, der modsat kvinder, fordeler sig langt mere udspaltet mellem samfundets top og bund: Bogen afsøger mænds tendens til at gå mod ekstremer historisk og aktuelt, sundhedsmæssigt og socialt og i det sportslige såvel som det politiske liv. (Bonde:Det ekstreme køn – Sport, politik og maskulinitet” udgivet af Hovedland 2008 s. 17).

 

I sin forskning argumenterer Bonde bredt for denne tese og inddrager bl.a. også forskellige neurovidenskabelige resultater fx: Manden er svagere funderet ved kun at have ét X-kromoson, men det lille y-kromosom står til gengæld for den sprælske særegenhed. At manden herved bliver mere eksperimentel, sårbar og mere varieret med større frafald, er til at leve med for naturen, da manden ikke skal føde børn, og da en mand kan befrugte mange kvinder i tilfælde af mangel på mænd. (Ibid s. 21)

 

Ergo har naturen, ifølge Bonde, gjort at mænd er bestemt til større udsving end kvinder. For yderligere at underbygge denne påstand, om at mænd og kvinder er født med forskellige evner og præferencer, henviser Bonde til psykologiprofessor David C. Gearys bog om kønsforskelle ”Male, Female” (Ibid. s. 25).

 

Nærmere bestemt henviser Bonde til de afsnit, der omhandler forskellige studier af CAH -piger (Forkortelse for Congenital Adrenal Hyperplasia, på dansk også kaldet medfødt adrenal hyperplasi), som kort fortalt er piger der i fostertilstanden er blevet udsat for en usædvanlig høj mængde testosteron. Dette syndrom konstateres som regel ved fødslen, da CAH-piger som regel fødes med ydre kønsdele der minder om de mandlige, men altid har normale indre kvindelige kønsorganer. I sin bog påpeger Bonde gennem henvisning til Geary, hvordan CAH-piger udviser mere ’drenget’ adfærd end normale piger: De ”androgene” piger leger mindre med dukker og køkkenudstyr og viser mindre interesse for spædbørn. Til gengæld leger de med ”drengelegetøj”, såsom legetøjsbiler to en halv gang så hyppigt som almindelige piger. (Bonde s. 25) Ergo ’drenget’ adfærd såsom konkurrencementalitet, og interesse for konstruktion fremfor interesse for pleje og redebygning kommer hovedsagligt fra kønshormonet testosteron og ikke fra social og kulturel påvirkning (Se også Geary, David C.: “Male, Female”, udgivet af American Psychological Association 1998, s. 228, 235 og 237).

 

Dette biologiske bevis bruger Hans Bonde så til at forstærke følgende pointe: Ligestilling mellem mænd og kvinder bør derfor ikke forveksles med lighed, for lighed er ikke det samme som ligeværd. (Bonde s. 25) Omformuleret; naturen har indrettet det sådan, at mænd og kvinder er forskellige, og heraf kan vi ikke forvente, at de skal fordele sig lige i samfundet. Målet er derfor ikke, hvad Bonde betegner som statistik-feminisme (Ibid fx s. 69-70) , hvor kønnene er ligeligt magtmæssigt repræsenteret, men derimod en gensidig anderkendelse af kønnenes forskellige kompetencer. Denne konklusion bruger Bonde så senere i ”Det ekstreme køn” til at tale imod indførelsen af kønskvoter (Ibid fx s. 88-89). Problemet er bare at Bondes neurovidenskabelige grundlag, nemlig Gearys studie af CAH-piger, ikke er et så godt eksempel på medfødte kønsforskelle som Bonde påstår.

 

De centrale problemer

Det første problem ligger ved studiegruppen. En pige med CAH-syndrom er ikke bare en pige plus testosteron, i og med at over 90 % procent af tilfældene skyldes en defekt i 21-hydroxylase gen, som forårsager at stort set alle hormonelle værdier er unormale. (Og heraf alle er potentielle kandidater for udsving i adfærd). Dette gør, at man ikke bare kan tegne en direkte streg mellem CAH-pigernes ’drengede’ adfærd og testosteron. Herudover medfører CAH-syndrom i de fleste tilfælde, at pigerne har et kønsorgan, der til en vis grad ligner en penis, hvilket ofte må have psykologisk indvirkning på barnet såvel som forældrene.

 

Heraf er det ikke utænkeligt, at barnet såvel som dets omgivelser oplever forvirring omkring barnets kønsidentitet, hvilket betyder, at studiets resultater påvirkes af denne psykologiske faktor, hvis indvirkning er tæt på umulig at måle. Fx er det ikke utænkeligt, at en 4-årig CAH-pige kunne identificere sig mest med drenge, da disse kropsligt ligner hende mest, og heraf efterligne deres adfærd. Betydende, at det er dette fremfor testosteronet, der bevirker, at hun vælger en bil fremfor en dukke. Ligeledes er det muligt at en pædagog, der skifter ble på barnet og ser noget der til forveksling ligner en penis, ubevidst ændrer sin opførsel og attitude overfor pigen.

 

Det andet problem er selve Gearys studie, der er en form for metaanalyse over diverse forsøg og studier over CAH-piger. Sammenlagt viser de, at CAH-piger på flere områder opfører sig anderledes end andre piger fx i legetøjsvalg, men selv hvis vi ser bort fra problemerne med CAH-piger som studiegruppe, er det svært at drage ensidige konklusioner ud fra disse resultater. Hvis vi kigger på legetøjseksemplet, er legetøjet i forsøgene ikke valgt ud fra, hvilke hjernecentre vi forventer, det stimulerer, men ud fra hvad vi forbinder med pigelegetøj og drengelegetøj. Dvs. dukker og køkkenudstyr til piger og biler og konstruktionssæt til drengene.

 

Herudover er der i flere af forsøgene inkluderet såkaldt kønsneutralt legetøj såsom en tegneblok og en tøjhund (Geary s.235-236, og s. 356-357). Vi ved således, at en pige med CAH oftere vælger en bil end en normal pige, men vi ved ikke, om hun ville fortrække en lyserød bil fremfor en sort. Heraf ved vi ikke, om barnet tiltrækkes af en bestemt kvalitet i legetøjet, eller om det tiltrækkes af det, fordi det er associeret med et bestemt køn. Heraf at det er meget svært at sige, hvad børns legetøjsvalg siger om deres egenskaber (Fine, Cordelia: ”Delusions of gender – the real science behind sex differences” udgivet af Icon Books 2010 s. 121-122). For i teorien burde en bil og en karet med hjul give hjernen det samme stimuli (Begge er kendetegnet ved at være transport med hjul. Se desuden Fine s. 123), men alligevel fordeler kønnene sig på hver sit objekt. Noget legetøj synes dog totalt at ophæve kønsforskelle – i et amerikansk studie af legetøjsvalg valgte man at fjerne et sæt ’Lincoln Logs’ (placeret som et stykke ’drengelegetøj’) fordi det var det både CAH-piger, normale piger og drenge legede suverænt mest med (Fine s. 266-267. Dette studie indgår dog ikke i Gearys metaanalyse, måske af den simple grund at det fandt sted efter udgivelsen af ’Male, female’).

 

Endelig kan man også fortolke kønshormonernes indvirkning på hjernen helt anderledes, som fx primatologen Frances D. Burton gør det i sin artikel ’Ethology and the Development of Sex and Gender Identity in Non-human Primates’. Heri fremfører hun den tese, at hormonerne ikke bærer en bestemt adfærd, men derimod gør bæreren modtagelig overfor den kønsadfærd, der er den pt. gældende (Burton, Frances D.: ’Ethology and the Development of Sex and Gender Identity in Non-human Primates’ i Acta Biotheoretica 26(1): (1-18. 1977), s. 11-12. Burton bruger i sin artikel denne tese til at forklare, hvorfor aber af samme art, men i forskellige grupper kan have forskellige kønsroller). Er den tese rigtig, ville en CAH-pige grundet den øgede værdi af mandligt kønshormon have en medfødt tendens til at kopiere mænd.

 

Skævvridning af kønsdebatten

For at summere op beviser Gearys studie altså ikke, at kønnene er født med forskellige evner og præferencer, som Bonde ellers påstår. Dette betyder, at Bondes påstand omkring at lige repræsentation er bevist som værende naturstridigt falder, simpelthen fordi det stadig er umuligt at sige om kønsforskelle er medfødte eller kulturelt og socialt skabte. Men for at nå frem til at det som ifølge Bonde er klart videnskabeligt bevist, egentlig er usikkert, skal man ikke bare tjekke Bondes fodnoter, men også Gearys, der henviser til adskillige forsøg.

 

Denne detektivjagt førte mig forbi 5 forskellige værker. Herudover skal man have en grundlæggende viden om CAH-syndromet såvel som de metodiske værktøjer til at afsløre diverse faldgrupper. Kort sagt mange timers arbejde for at tjekke en ”sikker” oplysning tilvejebragt af en anerkendt forsker. Et stykke arbejde, som det nok er tvivlsomt ret mange har kastet sig over, hvoraf mange nok har taget Bondes ord, for at det er et bevist fakta, at piger og drenge fødes med forskellige evner og præferencer. En overbevisning Bonde så fx kan bruge til at forstærke sit argument mod kønskvotering.

 

En sådan tvivlsom neurovidenskablig henvisning er altså af større betydning, end dens umiddelbare fylde i bogen giver indtryk af, da den er med til at skævvride debatten, såvel som sætte det grundlag hvorpå debatten tages. Forstået således at fx tilhængere af kønskvoter, nu ikke kun argumenterer mod holdning og teorier om virkning og retfærdighed, men naturen selv i og med at Bonde har ’bevist’ at biologien har determineret at lige kønsfordeling ikke er muligt eller specielt ønskværdigt.

 

Litteratur:

Bonde, Hans: ”Det ekstreme køn – Sport, politik og maskulinitet” udgivet af Hovedland 2008

 

Burton, Frances D.: ’Ethology and the Development of Sex and Gender Identity in Non-human Primates’ i Acta Biotheoretica 26(1): (1-18. 1977)

 

Fine, Cordelia: ”Delusions of gender – the real science behind sex differences” udgivet af Icon Books 2010

 

Geary, David C.: “Male, Female”, udgivet af American Psychological Association 1998

4 kommentarer

  1. Jeg kan godt se at hvis der er 100 hundret forskelige kvaliteter af X-kromosomer og lige mange af hver. Så vil den bedste 1% af mændene være ligeså gode som 0.01% Af Kvinderne. Hvis kvaliteten kun er i X-kromosomet.
    Men er den kun det?! Svaret er at rangordene i samfundet er socialt skabte, og kun i ringe grad skylde gener.

    • Intelligens har en stærk effekt på hvor man havner i samfundet, især i Danmark – landet med verdens højeste social mobilitet (if. forfatterne af The Spirit Level, men jeg kikkede lige kort på Wikipedia også). Siden at intelligens er 50-80% genetisk, så påvirker ens gener i høj grad hvor man ender i samfundet.

  2. Astrid Elkjær Sørensen

    Hej Peter.
    Jeg tror ikke helt jeg forstår dit indlæg/spørgsmål. Men hvis du omformulere, vil jeg gerne prøve at svare.
    vh.
    Astrid

  3. Jeg undrer mig en smule over valget af citation:

    Burton, Frances D. “Ethology and the development of sex and gender identity in non-human primates.” Acta Biotheoretica 26.1 (1977): 1-18.

    Et stykke mere eller mindre ukendt forskning fra 70erne. Kun 10 citations på Google Scholar. Nyeste citation er fra 2000 (12 år siden), hvis man altså ser bort fra Cordelia Fine’s egen (hvilket vel er der forfatteren har fået den fra).

    Nu er CAH-piger og den slags ikke eneste grund til at tro at biologien spiller en rolle i kønnenes adfærd. Ja, at tro andet ville være idioti på samme måde som at benægte evolution, tyngdekraft og den slags. I det store perspektiv er der ingen tvivl om at biologien har en indvirkning på kønnenes forskelle. Spørgsmålet er derfor: hvilke forskelle skyldes biologi, og hvilke skyldes tilfældig kulturel variation? Den slags kan man så undersøge ved at se på CAH-piger, normal testosteron variation i befolkningen både hos mænd og kvinder (og andre hormoner), kønsforskelle på tværs af kulturer, på tværs af tider, kønsforskelle som opstår tidligt, osv., hvilket er normal praksis i evolutionær psykologi, som er det videnskabelige felt som beskæftiger sig især med biologisk funderede kønsforskelle.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv