leatherdyke.cc

Der sker noget med feminismen i Danmark i de her år, det bliver I ved med at fortælle mig – jeg mærker det også selv, men jeg oplever det helt anderledes end I gør. Når I fortæller mig, at vi skal mødes på tværs af diverse skel er jeg enig, når I snakker om kvindebevægelsen, så gør I mig utryg.

 

Jeg vil starte med en fortælling. Det er bare et eksempel på, hvordan jeg har det i mange feministiske rum. Det er ikke det værste, jeg har oplevet, men det kunne være så meget bedre.

 

I foråret var jeg til debatmødet ”Hvad vil nutidens feminister?” arrangeret af Kvinderådet. Debatmødet var et forsøg på at samle forskellige grupperinger, organisationer og enkeltpersoner for at styrke feminismen. Det synes jeg er en fremragende ide. Jeg er helt enig i, at vi skal mødes på tværs, men det er også et møde fyldt med problemer.

 

Jeg er feminist, jeg arbejder feministisk i alt, hvad jeg gør, og netop at mødes på tværs af forskellige skel er et grundlæggende udgangspunkt for mit feministiske arbejde, så dette debatmøde burde være et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme, og som jeg helt åbenlyst skulle føle mig en del af. Men det gjorde jeg ikke. Faktisk var jeg meget tæt på slet ikke at tage derhen. Der er flere grunde til, at jeg ikke følte mig velkommen der og flere af dem kan opsummeres i de to første sætninger i begivenhedens Facebookevent: ”Hvor står kvindebevægelsen i dag? Hvad er de vigtigste ligestillingspolitiske kampe i 2015?”

 

For mange feminister virker disse to sætninger måske helt uproblematiske, men det er lige præcis, fordi der er et kæmpe stort blindt punkt, når det kommer til, hvem man snakker om, hvem man giver plads til, og hvem man søger at inkludere i ”nutidens feminisme”, at jeg ikke føler mig velkommen. På debatmødet følte jeg mig usynliggjort, og når der blev opstillet kritik af talernes binære kønsforståelse, blev den ikke taget seriøst. Det her er ikke en kritik specifikt af debatmødet, men dette møde tydeliggjorde mange af de problemer, som jeg møder igen og igen.

 

Måske skal jeg fortælle lidt om mig selv for at give et indtryk af, hvorfra denne kritik kommer. Jeg er brændende feminist, og bruger størstedelen af mit liv på feminisme, enten gennem mit studie, i det frivillige arbejde jeg laver eller ved at tage uendelige diskussioner med andre mennesker i min fritid. Men udover at jeg er feminist er jeg transkønnet. Det betyder, at jeg beskriver mig selv som ikke-binær transmand, og jeg indtager en plads i samfundet, der ofte er usynliggjort, latterliggjort eller eksotificeret. Jeg er i konflikt med det binære kønssystem, jeg er queer, og jeg er helt vildt træt af, at andre feminister får mig til at føle mig utryg, usynlig og uforståelig. Den feminisme jeg forsøger at praktisere er intersektionel. Jeg laver konstant fejl, og jeg forsøger at rette dem. Min feminisme er læring og forståelse, og når jeg møder andre, der kalder sig feminister, kræver jeg, at de forsøger at lære og forstå.

 

Det er ikke mit ansvar at undervise dig i, hvordan du inkluderer transpersoner i din feminisme, men anse alligevel dette som en opfordring til at få øje på dine egne blinde punkter, tjekke dine privilegier og et sted hvorfra du kan starte med at lade din feminisme blive mere inkluderende.

 

Jeg er ikke en kvinde – kvindebevægelsen er ikke for mig
Jeg har det svært med ordet kvindebevægelsen. Jeg har forståelse for, at dette ord har haft og sikkert stadig har en stor betydning for mange feminister – jeg anerkender, at det ord har været et redskab i kampen mod undertrykkelse, et sted hvorfra man kan hente styrke til at kæmpe en vigtig kamp. Jeg forstår, at ord er vigtige redskaber til at skabe fællesskab, og det her ord er tydeligvis meget vigtigt for mange af jer. Det er svært for mig at kritisere et ord med en så stærk betydning, men hvis I er seriøse omkring jeres feminisme, mener jeg, at det er vigtigt at overveje, hvornår man bruger dette ord, og hvem man ender med at ekskludere.

 

Kvindebevægelsen er altså ikke mig – jeg er ikke en kvinde, mit udgangspunkt er ikke kvindeligt, og det er ikke mit sted at tage kampe på kvinders vegne. Jeg forstår sexisme, men det er ikke min kamp, jeg er ikke kvinde, jeg ved ikke, hvordan sexisme føles, når man er kvinde – jeg arbejder aktivt mod sexisme i min hverdag, men altid med udgangspunkt i at lytte til kvinders oplevelser og støtte op om deres arbejde. Snakker vi om kampen for kvinders rettigheder, er det dem, der skal have ordet – ikke mig. Jeg forstår transantagonisme og homofobi, jeg ved hvordan de føles for mig, det er min kamp, og jeg vil have at der bliver snakket om det i feministiske rum. Kvindebevægelsen dækker for mig ikke over den kamp, det gør feminisme til gengæld – jeg er i konflikt med patriarkatet – ikke på samme måde som kvinder er det, men vi ville alle have gavn af dets afskaffelse, så det skal vi arbejde sammen om. Feminismen er for alle, der kæmper mod undertrykkelse – kvindekampen er den kun for kvinder?

 

Min kamp er en anden end kvinders kampe, og det har jeg brug for, at I skal forstå. Den er ikke vigtigere, den er ikke mere værd, den er bare anderledes, og at I forstår og anerkender det er første skridt til, at vi kan arbejde sammen. Jeg bruger min hverdag på at få andre mennesker til at bruge de rigtige ord om mig, bruge de rigtige pronominer, og det er stadig en kamp at få andre mennesker til at bruge mit rigtige navn. Skal jeg stå under banneret ”kvindebevægelsen”, usynliggøres min kamp for at blive anerkendt og genkendt af samfundet. Kvindebevægelsen giver en stærk stemme til kvinder – det er og har været vigtigt, at kvinder har en stærk stemme – men min stemme er der ikke plads til under den betegnelse.

 

Ordet Kvindebevægelsen går hånd i hånd med en hel række andre ord og udtryk, der usynliggør mig. Til det tidligere nævnte debatmøde snakkes der konstant om mænd og kvinder. Min identitet repræsenteres ikke i det offentlige rum, den findes først når jeg påpeger, at andre har glemt mig. Det er et privilegie, at ens køn ikke glemmes – at det faktisk anses som virkeligt, biologisk, rigtigt. Det er et privilegie ikke at føle sig som en, der kræver opmærksomhed, når man påpeger sit køn – et privilegie, at ens køn deles af andre i de rum, man færdes i til hverdag. Når en binær forståelse af køn reproduceres i feministiske rum, så undergraves min identitet, den usynlighed, jeg møder i min hverdag, reproduceres.

 

Når publikum i feministiske rum tiltales som kvinder enten eksplicit eller implicit skaber det et helt konkret og fysisk ubehag for mig. Denne tiltale er at fejlkønne mig – nej det er ikke at overdrive et problem at påtale dette, det er et reelt problem i min hverdag. Jeg forstår pointen i at bruge denne struktur i et feministisk rum. Det offentlige rum tiltaler altid alle mennesker som om, de var mænd. Manden er altid udgangspunktet, og der ligger en politisk styrke i ikke at acceptere manden som det neutrale udgangspunkt – jeg er enig – men jeg kan ikke eksistere i et rum, hvor det er kvinden, der bliver den nye normal. Når jeg færdes i det offentlige rum, kønnes jeg som kvinde konstant, det gør mig utryg, og et feministisk rum, der reproducerer dette er ikke et rum for mig. Helt personligt er denne tiltale så stort et problem, at jeg ofte vælger begivenheder fra, hvor der er en mulighed for, at dette sker. Hvis der er noget feminismen har lært mig, er det, at hvis jeg føler noget, er jeg garanteret ikke den eneste – det betyder i sidste ende, at sådanne feministiske rum udelukker nogle af de stemmer, som i forvejen har sværest ved at blive hørt. Det gør, at dem, der oftest har ordet i offentligheden, cispersoner, også ofte er dem, der har ordet i feministiske rum. Det er altid værd at overveje, hvem ens feminisme er til for, når en lang række stemmer ekskluderes fra de rum, man diskuterer og mødes i. Når transpersoner ikke føler sig velkomne i feministiske rum, er det klart, at der ikke sker en udveksling af erfaringer.

 

Det er en konsekvens af usynliggørelsen. Når ingen i et feministisk rum spørger mig om mine pronominer, er det fordi det ikke er åbenlyst, at både binære og ikke-binære transpersoner faktisk har en plads i feminismen. Det er en konsekvens af, at vi i de feministiske rum skal råbe lige så højt som alle andre steder i vores liv bare for at blive set og anerkendt. Det er trættende altid at råbe højt, og det er trættende at disse rum ikke tager højde for dette. Det betyder, at min energi i disse rum går på at prøve at passe på mig selv, jeg bruger min energi på bare at eksistere – denne energi kunne blive brugt så meget bedre. Det er et privilegie ikke altid at skulle informere andre mennesker om, hvordan de skader én mindst muligt, og det er et privilegie, at ens køn altid anerkendes som eksisterende, et privilegie der alt for ofte skjules i feministiske rum. En måde at tage disse privilegier seriøst er at arbejde aktivt for, at feministiske rum bliver så inkluderende som muligt. Gør plads i dit sprog til flere køn end bare de to mest anerkendte, lad være med at antage, at du ved, hvilket køn et andet menneske har før, man har spurgt dem, drop de kønsopdelte toiletter og spørg alle mennesker om deres pronominer.

 

De problemstillinger jeg har forsøgt at ridse op i denne tekst handler ikke kun om mit eget ubehag, det handler ikke om, at jeg skal være mere hårdhudet, og det handler ikke om at skabe splittelse internt. Det handler om, at den feminisme, som mange af de store organisationer, ligestillingsfeminister og de feminister som ofte råber højest står for, er ekskluderende. Så længe de strukturer, der undertrykker, udgrænser og usynliggør mine identiteter reproduceres, når jeg møder mange af jer andre feminister, er der ingen basis for en fælles kamp. Vi kan lære af hinanden på tværs, men hvis næsten alt, hvad jeg skal gøre, når jeg møder jer, er at kæmpe for overhovedet at eksistere i samme rum som jer, så kommer vi aldrig videre.

 

Det er ikke mit ansvar at undervise jer, det er jeres ansvar at forstå egne privilegier og forholde jer kritisk til dem. Det er ikke svært – drop det kønnede sprog, spørg mig om mine pronominer, og giv mig et kønsneutralt toilet. Så er vi godt på vej.

 

photo credit: Maryann Gets A Letter via photopin (license)

 

Lukas Kofod Reimann

Lukas læser Teatervidenskab og Kønsstudier på Københavns Universitet. Desuden er han en del af STORM – kollektiv for normkritisk kulturanalyse og medarrangør på FLAB – en feministisk festival.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv