leatherdyke.cc

 

De sidste fem år har jeg været med i forskellige grupper, der tager ud på folkeskoler og underviser børn i køn og seksualitet. For mig har der hele tiden været to mål med undervisningen: 1) at fortælle om eksistensen af mennesker, der ikke er heteroseksuelle og ciskønnede, 2) at forklare hvorfor man ikke skal mobbe folk, der er anderledes end en selv.

 

 

Jeg tror efterhånden, at jeg kunne skrive mange bøger om, hvor spændende det er at snakke med børn om køn, og hvordan man forholder sig til én, der er anderledes end en selv. Men en helt kort pointe er, at børn er hurtige til at fange en grundlæggende pointe: hvis alle skal have det godt i et rum, skal alle lave plads til alle. At det kan være en udfordring i praksis tror jeg, at alle der i berøring med børn i folkeskolen kender til. Men mit indtryk efter fem års korstog mod mobning af minoriteter er, at børnene er villige til at prøve.

 

 

Mit indtryk efter et år som foredragsholder for voksne er derimod noget andet. Min og min kollegas mission har været den samme som med børnene: at fortælle om eksistensen af ikke-ciskønnede, og ikke-heteroseksuelle mennesker og derefter forklare forskellen på tolerance af, hvad man ser som en perifer og “ikke vigtig for mig” minoritetsgruppe og faktisk inklusion i samfundet, hvad angår lige livsbetingelser, sproglig anerkendelse og synlighed i repræsentationer på gaden og i medierne.

 

 

Efter at have snakket med coaches, højskoleelever, folkeskolelærere, kommunikationsmedarbejdere og universitetsstuderende tegner der sig et mønster. Så længe vi snakker om minoriteter og deres ret til et liv med samme status som majoriteten, nikker folk alvorligt, men anerkendende. Selvfølgelig skal der være plads til alle, og selvfølgelig vil ingen have siddende på sig at være homofob, racist, sexist eller modstander af handicappedes rettigheder. Men den gode stemning varer som regel kun indtil et punkt, man kan døbe “da den heteroseksuelle mand fandt ud af, at det jeg mente var, at han ikke måtte bruge bøsse som et skældsord – også selvom han har mange homoseksuelle venner (og derfor ikke kan være homofobisk) og også selvom, der ikke er nogen bøsser i nærheden, når han gør det”. Man kan også mere mundret døbe det “tolerance-krisen”.

 

 

Kort om tolerance

Tolerance forudsætter et skævt magtforhold, hvor en person kan sige til en anden person: “Jeg tolererer dig”. Og personen, der bliver udsat for tolerance, har svært ved at sige andet end “tak” eller “nåh” eller “jeg synes også det er modigt, at du tør være så åbenlyst heteroseksuel”. At tolerere nogen betyder altså, at man kan tillade sig at synes noget om andre, som man desuden føler et behov for at fortælle dem. Eksempelvis, at det er flot, at man tør være til en fest, selvom man sidder i kørestol eller, at man er modig, fordi man står ved sig selv og ser så anderledes ud.

 

 

Mere om tolerance-krisen

“Tolerance-krisen” opstår, når man siger fra over for tolerancen og i stedet forlanger reel ligestilling. Reel ligestilling er for eksempel, at bøsse selvfølgelig ikke skal bruges som et skældsord. Og sådan skal det være hele tiden, og ikke kun når der er en bøsse tæt på, som der skal tages hensyn til og tolereres. Det handler ikke om, at der ikke er plads til humor eller, at man har mødt en bøsse, der har det fint med det – det handler om at skabe de samme livsbetingelser for alle og slå ned på diskrimination – også den diskrimination, der ligger gemt i sproget som en hverdagsformulering.

 

 

Det har undret mig hver gang, jeg står midt i en tolerance-krise, at den samme person, der har siddet og nikket anerkendende til min snak om inklusion og lige livsbetingelser, vender på en tallerken, når det går op for ham, at han også skal ændre på sig selv. Også selvom det måske var ham, der havde bedt os om at komme ud og fortælle om, hvordan hans virksomhed kunne blive “mere inkluderende og mangfoldig”. Og det kom særligt som et chok, fordi jeg har været vant til, at børn med det samme forstår, hvorfor man kan gøre andre mennesker kede af det, ved at bruge visse ord nedsættende.

 

 

Hvorfor det hænger sådan sammen, er jeg ikke den rigtige til at svare på. Men jeg synes det er værd at tænke over, hvornår man begyndte at sætte sin egen ret til at være sjov over andres ret til et ligeværdigt liv.

 

 

 

 

photo credit: <a href=”http://www.flickr.com/photos/80497449@N04/10531620296/”>Free Grunge Textures – www.freestock.ca</a> via <a href=”http://photopin.com”>photopin</a> <a href=”http://creativecommons.org/licenses/by/2.0/”>cc</a>

Elvin Pedersen-Nielsen

1 kommentar

  1. Hej Elvin.
    Den danske filosof Martinus (død 1981) beretter om polforvandlingen.
    Er du bekendt med hans teorier?
    vh Lykke Katsøe.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv