leatherdyke.cc

Hvorfor drømmer feministerne om et kønsløst samfund? Spørgsmålet forekommer mig urimeligt, faktisk direkte absurd. Alligevel er det en hyppig reaktion fra enten feminismens kritikere eller de, der er uvidende omkring feminisme (to typer mennesker, der sagtens kan udligne hinanden).

 

De opstiller en præmis om, at feminismen ønsker at kønsneutralisere til ære for fremtidens kønsneutrale samfund. Ender historien her? Nej, selvfølgelig gør den ikke det, for feminisme handler ikke om at kønsneutralisere, men at skabe et reelt grundlag af lighed mellem kønnene. Eksempelvis handler det om at stoppe en konsekvent seksualisering af det ene køn.

 

Som eksempel er #freethenipple kampen glimrende at bruge. Jeg har tidligere modtaget verbale slagsange om, hvorfor feminister brænder for at neutralisere det kvindelige køn, og hvorfor kvinder skal ligne mænd – sidstnævnte tvivler jeg dog på er nødvendigt at snakke om, for det handler om så meget mere end dét, da man kan se ud, lige som man vil. Disse udtalelser er dog gengangere blandt de uvidende.

 

Kampen, og feminisme i sin reneste form, handler om frihed og om lighed – læs sætningen igen og igen, indtil den er indgraveret på indersiden af dit kranie. Hør så her; fordi det handler om FRIhed og LIGhed, bør der ganske enkelt ikke være forskel på, hvordan man tænker om et halvt eller helt nøgenbillede af enten en mand eller kvinde. Og jo, selvfølgelig man må altid gerne beundre, men hvorfor skal en kvinde kaldes »luder« og »opmærksomhedskrævende«, hvis man kan se hendes brystvorter, imens mændenes nøgne kroppe i langt højere grad er socialt accepterede uden omgivelsernes skeptiske, hykleriske miner?

 

Helt ærligt, så burde denne artikel høre fortiden til. Jeg ser tallet 2017 i min kalender, men frihed er stadig et skræmmende fraværende element for en vis andel af verdensbefolkningen, især når vi ser på områder langt fra Danmark. Alligevel opsummerer følgende citat det hele ganske rammende, og jeg citerer:”jeg er menneske før mit køn”. Din uenighed er ikke legitim.

 

Manden er menneske før sit køn, og det er kvinden også. Døm dem ikke for at vise deres brystvorter på badestranden eller et online socialt medie. Døm dem ikke for at fravælge bh’en. Døm dem ikke for alt, der er helt naturligt ved menneskekroppen. Jeg er træt af at beskue lange kontroverser på de sociale medier, hvor mennesker gang på gang er nødt til at forsvare egen nøgenhed over for ignorante tilskuere med deres enfoldige stædighed som evig fællesnævner. Drop det.

 

Og bare for en god ordens skyld, da forskellige meninger så tydeligt eksisterer om dette emne; man er ikke mindre feminist af at vise sin afklædte krop i offentligheden, trods en mindre global uenighed til dette emne buldrede op i forbindelse med Emma Watsons billedserie i Vanity Fair. Havde hun været nøgen som en nyfødt rotte, ja, så havde det ikke ændret det mindste ved hendes feminisme, og hun ville stadig betragtes som en feminist. Jeg græmmes over de, der tror, det handler om pik og patter. Det gør det det ikke. Stop med at være så bitter og hyklerisk over kroppen, prøv at hav et mere afslappet forhold til den og forstå, at det handler om meget mere end dét. Det handler om frihed.

 

Og hvis du som læser har et ignorant behov for at seksualisere Emma Watsons og enhver anden kvindes brystvorter, så gør følgende; tænk på mænds eller børns brystvorter, hvorefter din tankegang formentlig er forandret. Så spørger jeg dig igen, hvorfor skal det være anderledes med kvinder?

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Billedet er lånt her.

 

Catharina Madsen

Socialist, naturalist, feminist og digter. 19-årig kommende litteraturstuderende med mere end 300 bøger. Fascineret af Michael Strunges digte, Henrik Ibsens dramaer og Tove Ditlevsens værker. Tror ikke på seksualitet, misbilliger den materielle verden og drømmer om en fremtid på Grønland.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv