leatherdyke.cc

Engang (og en gang til og en gang til og en gang til osv., osv.) da jeg var yngre, blev jeg udsat for grænseoverskridende adfærd fra et medlem af det modsatte køn. Alle episoderne implicerede mænd eller drenge, som jeg kendte forholdsvis godt i forvejen.

Kort efter en af episoderne fortalte jeg, uden at nævne den formasteliges navn, en fælles ven om oplevelsen af at få trukket mine bukser og trusser af imens jeg sov og at vågne til min gode vens erigerede penis i faretruende nærhed af mit eget blottede kønsorgan, og den vantro og utryghed og skam jeg havde følt, både i situationen og siden.

Den fælles ven var forarget, rasende! Ethvert menneskes krops grænser skulle selvfølgelig respekteres, osv. Men da jeg så fortalte den fælles om, HVEM den overgribende var, tog retorikken en stærk drejning. Pludseligt var det: ”Han mente det nok ikke så slemt”, ”Han var jo også ked af det den aften”, ”Han kunne jo ikke rigtigt gøre for det”. Øøøøh, nej, selvfølgelig er det ikke slemt ment, når man forsøger at tiltvinge sig adgang til en anden persons krop, og selvfølgeligt kan man ikke selv gøre for det.

Tror du, at jeg meldte det? Og hvem tror du, at der vedblev med at være en del af omgangskredsen? Ham eller mig?

Jeg tror, der er mange mørketal. Eller faktisk har statistikker, videnskab og personlig empiri for længst overbevist mig.

Siden den hér omtalte oplevelse har der været flere både værre og mindre slemme oplevelser end denne i mit liv. Jeg er begyndt at fortælle om det til andre kvinder. Ikke fordi jeg har et behov for at dele, men fordi jeg jagter mørketal. Og hvad har jeg fundet? Jeg har fundet den studerende, som lagde sig med hovedpine i et lokale ved en fakultetsfest og vågnede op med en medstuderende fyrs tunge og hænder på sig, den unge kvinde som overnattede i stuen hos venner og vågnede op med perifær bekendts fingre langt oppe i sig (hvem tror du i øvrigt, der blev ekskluderet fra fællesskabet i det her tilfælde? Hvis du gætter på manden, gætter du forkert), den 14-årige, som fik uønsket ”besøg” i sit værelse og sin skede af en af forældrenes overnattende venner, og jeg har fundet mange, mange flere kvinder med lignende historier.

Har disse kvinder anmeldt deres misdædere?

Nej.

Hvorfor ikke?

Fordi det er skamfuldt. Og på en eller anden måde virker det ekstra skamfuldt, når man kender sin overgrebsmand. Hvorfor så man det ikke komme? Hvorfor placerede man sig i en sådan situation, hvor man kunne udnyttes?

Ifølge flere kilder er det hyppigst forekommende, at man kender sin overgrebsmand på forhånd. Og især derfor må vi væk fra, at offeret spørger sig selv, om hun selv var medskyldig i at have placeret sig på et forkert sted, i et forkert selskab, og måske med en forkert påklædning. Det samme skal retsvæsenet og kvinden og mandens fælles bekendte stoppe med at spørge om og undre sig over.

Hvordan kan vi stoppe denne victimshaming, der sørgeligt nok stadigt finder sted? Vi kan f.eks. protestere, når offentligt ansatte personer som politidirektør Bruno Brix udtaler, at voldtægt i nogle tilfælde kan undgås med lidt sund fornuft , eller når 3 kendisser med en hundredetusindetallig lytterskare udbreder sig om, hvordan man lige skal slappe lidt af, når man har fået sine grænser i dén grad overtrådt af en god ven (spol frem til 7 et halvt minut), og vi kan diskutere det i videst muligt omfang med venner og bekendte, når en forholdsvis stor procentdel af danskerne mener, at voldtægt i flere tilfælde kan være selvforskyldt. Vi kan fortsætte med at lære vores piger, at de har ret til deres egen krop og egenrådigt skal bestemme, hvad der skal ske med den, og vi kan fortsætte med at forsøge at lære vores drenge, at de kvindekroppe som de støder på i deres liv ikke er et gratis tagselvbord til fri afbenyttelse.

“Don’t tell your girls to stay at home, tell your boys to behave properly”.

Tine Gudrun Petersen

Tine studerer historie ved Københavns Universitet og er bestyrelsesmedlem i den økologiske indkøbsforening Odense Fødevarefællesskab. Tine er mor til Katinka fra 2008.

7 kommentarer

  1. Tak for at der bliver lagt mere foks på dette emne! Hvis bare mainstream medierne ville lægge lidt kræfter i det også. Din blog er dejlig relevant og meget spændende!

  2. Jeg begyndte at lytte til podcast’en, men måtte stoppe da Søren Rasted begyndte at tale. Jeg blev simpelthen så arrig, selvom jeg ikke hørte det færdigt; bare det at han begynder på “det er jo bare drengestreger”.
    Jeg kan slet ikke beskrive hvor vigtig denne sag er(det ville i så tilfælde muligvis kræve at jeg startede min egen blog)!! Super indlæg. Råb op!

  3. Jeg synes det er dybt foragteligt at man berører nogen som helst intimt uden at det sker med deres samtykke. Og endnu mere sygt er det, når det bliver antydet at man måske godt lige kunne have gjort bare en lille bitte anstrengelse selv, for at have undgået det. Jeg mener, betyder det at man måske selv har en andel af skyld i overgrebet, fordi man ikke havde forudset at éns kærestes venner, kunne være så afstumpede og skruppelløse at de, for det første forsøger på noget intimt, med en vens kæreste, at de for det andet gør det mens denne er udsat fordi vedkommende sover, og at de for tredje gør det uden på nogen måde at tage hensyn til om vedkommende faktisk er med på noget der er så privat og grænseoverskridende som sex? Ved ikke om det er mig der er blank omkring mit eget køn, men en tankegang der forudser modbydelige situationer som disse, lyder mere som en tankegang der er blevet lidt paranoid af trauma end som den grad af sund fornuft, man måske godt kan forvente at kvinder benytter sig af, når de hænger ud med fyre de kender godt i forvejen. Fyre som man måske faktisk troede var en slags “venner”.

  4. Det var et meget fint indlæg, med en meget realistisk beskrivelse. – Jeg har selv et par”lig i lasten”. Oplevelser som går helt tilbage til barndom og ungdom – og som jeg aldrig er kommet mig over eller fået bearbejdet ordentligt. Og, ikke mindst, oplevelser, som desværre ofte har været en hæmsko i forbindelse med mit ægteskab…
    Den evige skyldfølelse, som man godt selv ved er helt tåbelig, men som alligevel nager hele livet. Vigtigt at man hurtigt får mulighed for kontakt til professionelle, som har mulighed for at konstatere virkeligheden – og komme videre.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv