leatherdyke.cc

En varm sommerdag på stranden i juli 2012 blev der taget et hurtigt snapshot af den 20 årige svenske blogger og journaliststuderende Linda-Marie Nilsson. Hun er kun iført en bikini, der tydeligt afslører en buttet og struttende krop med fyldige former hele vejen rundt.

 

Ikke en krop formet efter et klassik skønhedsideal, men Linda-Marie er ligeglad. Hun er tydeligt stolt af sin krop. Hun smiler og har glad og triumferende armene hævet i vejret. Det billede blev Linda-Maries indgang til berømmelse på internettet. Få timer efter at hun lagde det ud på sin facebook-profil, havde det fået 46.000 ’synes godt om’ og var blevet delt over 400 gange. Senere kom det også ud på hendes blog med den frimodige overskrift ’Min kropp är vacker’, og har som sådan sidenhen gået sin sejrsgang på nettet verden over, hvor tusindvis af kvinder har udtrykt deres sympati og opbakning til, at en kvinde står frem og åbenlyst viser sin glæde ved sin uperfekte og buttede krop. Med andre ord blev det i overført forstand et billede på moderne søstersolidaritet, hvor kvinder med stor entusiasme bakker hinanden op og åbenlyst tilkendegiver, når de finder en kønsfælle ’smuk’, ’dejlig’, ’fantastisk’, ’sej’, ’modig’, ’lækker’ osv.

 

Da jeg hørte om det, tænkte jeg et kort øjeblik: Kunne man forestille sig en mand gøre det samme – og modtage en sådan reaktion? Hmm, nej vel! Som mand kan man kun misunde kvinder denne stærke kønsmæssige solidaritet, for den eksisterer ganske enkelt ikke på samme måde blandt mænd. Det er mildt sagt temmelig usandsynligt, at en buttet mand med topmave og deller på sidebenene vil lægge et billede af sig selv ud på nettet med overskriften ’Min krop er smuk’. Og det virker endnu mere usandsynligt, at et sådant billede skulle få tusindvis af ’synes godt om’ og blive delt verden over af begejstrede og beundrende mænd. Men hvorfor egentlig? Hvorfor er der ikke den samme instinktive og kønsmæssigt betingede opbakning internt blandt mænd?

 

Det korte svar er, at manden stadig kun er ved at blive til et køn! Men hvad i alverden mener jeg med det? Manden er vel et køn på nøjagtig samme måde som kvinden? Indtil for ikke så forfærdelig mange år siden var manden endda det bestemmende og undertrykkende køn, ikke sandt? Jo bestemt, og netop heri ligger grunden til, at nutidens moderne mand anno 2012 stadig har svært ved at definere og se sig selv som et køn. Den moderne ide om ligestilling kønnene imellem er både et relativt nyligt fænomen og derudover ganske enkelt unik i verdenshistorien. Indtil da herskede patriarkatet nærmest uimodsagt i årtusinder (selvom man måske kan finde få undtagelser rundt omkring i historien) med manden som dominerende – ikke kun i samfundslivet, men også som en mental og kulturel figur. I den vestlige kulturkreds er mandens status som det egentlige menneske endda stadfæstet i den mest grundlæggende tekst af alle, nemlig Bibelen. Selv de af os med ringe bibelkundskab husker måske skabelsesberetningen, hvor Gud tager et ribben fra det oprindelige menneske Adam og med det skaber kvinden, hvortil Adam siger: ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget” (1. Mosebog 2,23). Manden er her ikke bare det oprindelige køn; han er simpelthen lig med mennesket, og kvinden er blot en afledning eller et slags biprodukt. Denne status er også kodet i sproget. På engelsk taler man om menneskeheden som mankind, og det, som vi på dansk kalder humaniora, kan man stadig se omtalt som the study of man. Eller tænk bare på et af de mest udbredte ord på dansk. Det upersonlige man, der både kan referere til det talende (ikke kønsspecifikke) subjekt eller til en større (ikke kønsdefineret) gruppe. Men det er de færreste, der i dag tænker over, at ordet selvfølgelig kommer af mand. Igen er manden her mere end et specifikt køn. Han er snarere en slags menneskelig fællesnævner.

 

Som sagt afspejlede denne sproglige kønsdiskrimination i årtusinder patriarkatets dominans på et samfundsmæssigt plan. Da ideen om, at alle mennesker er født lige, langsomt begyndte at vinde fodfæste både i forhold til forskellige racer og forskellige køn, blev mandens dominans udfordret, og han røg (heldigvis) af tronen som det egentlige menneske. Kvindebevægelsen kom buldrende, og kvindekønnet blev til en identitet. Det er en udbredt sociologisk pointe, at man får en stærkere identitet ved at tilhøre en mindre veldefineret gruppe, hvor man (sic!) forstår sig selv i opposition til majoriteten. Og det var præcis, hvad kvindebevægelsen med fuld ret gjorde i forhold til datidens patriarkalske samfund. Hermed blev det at være kvinde i sig selv en super stærk identitetsmarkør, som lever i bedste velgående den dag i dag, selvom patriarkatet langt hen ad vejen er afskaffet. Derfor kan det stadig have en stærk effekt, når en kvinde som Linda-Marie lægger et billede af sig selv ud på nettet, fordi kvinder straks kan identificere sig med hende og sympatisere med budskabet om, at man skal være glad for sin naturlige (kvinde)krop, også selvom den ikke lever op til skønhedsidealet.

 

Men vi mænd derimod, vi har stadig ikke lært at se os selv som et køn med alt hvad det indebærer. Derfor er det stadig svært at forestille sig, at et billede af en buttet mandekrop kunne få den samme effekt. Selvom mange nye mandefællesskaber ser dagens lys i disse år, er der stadig ikke en mere altfavnende ’brorsolidaritet’ at læne sig op ad. Den traditionelle manderolle er mere eller mindre afskaffet herhjemme og heldigvis for det, vil jeg gerne skynde mig at tilføje. I dag kan man observere mange nye og anderledes bud på det at være mand, og på den måde rummer fremtiden på en og samme tid megen usikkerhed, men også mange nye uopdagede potentialer for mænd. Alligevel er mandeidentiteten stadig meget svag. Tag bare kønsdebatten. I næsten fyrre år har kvinder kæmpet for ligestilling. Kvinder har derfor lært at tænke i køn, de har lært at organisere sig, og de har lært at spotte kønsproblematikker i alle dele af tilværelsen. Mens mange mænd stadig snubler i eller helt undgår den kønsdebat, der raser for uformindsket styrke.

 

Men hvorfor er der egentlig så få mænd, der aktivt tager del i køns- og ligestillingsdebatten? Tjah, måske er de bange for at blive kaldt puddel- eller tabermænd eller at blive udlagt som en trussel fra ‘abernes planet’, for skældsordene og de nedladende mærkater fyger rundt i kønsdebatten. Det er selvfølgelig heller ikke sjovt at blive tiltalt på den måde. Men jeg nægter at tro på, at det er hele grunden. Det stikker dybere. For det første er manden som sagt stadig ved at lære at se sig selv som et kønnet væsen på samme måde som kvinden. For det andet mangler der i tiden en attraktiv kønsopfattelse at forme sig i. To meget forskellige kønsopfattelser har i lang tid sat scenen inden for kønsforskning og dermed også positioner i kønsdebatten: På den ene side den evolutionære opfattelse af kønsforskelle som biologisk fastlagte, og på den anden side den konstruktivistiske ide om kønnet som udelukkende socialt formet. Begge kønsopfattelser er imidlertid forældede, og ingen af dem tilbyder attraktive positioner for den moderne mand.

 

På engelsk skelner man mellem sex – det biologiske køn – og gender – det sociale køn. Denne begrebsmæssige skelen er ikke på samme måde sprogligt markeret på dansk, og de to niveauer af kønnet bliver ofte behandlet under ét i eksempelvis den offentlige debat. Det biologiske køn kan fastsættes kropsligt, hormonelt og defineres ud fra en forskellig fordeling af kønskromosomer. Det sociale køn, derimod, kan ikke på samme måder fastlægges ud fra håndfaste, naturvidenskabelige kriterier, om end det kan anskues som en forlængelse eller social manifestation af det biologiske køn. Det centrale er dog, at det sociale køn er fleksibelt i en helt anden grad end det biologiske, fordi førstnævnte i høj grad påvirkes af historiske og sociale omstændigheder.

 

Den sociale virkelighed af i dag gør, at kønnet mere end nogensinde er til forhandling. Det er en virkelighed præget af usikkerhed, mange muligheder og utrolig megen frihed, men tilsvarende mindre tryghed. En sådan situation skaber rum for radikale udlægninger af kønnet. Den biologisk evolutionære forståelse af kønnet – eller den nye biologiske fortælling, som jeg vælger at kalde den – ser kønnet som en skæbne, man ikke kan undslippe. Argumentet lyder, at kønsforskelle mellem mænd og kvinder ikke kun er et spørgsmål om forskellige kroppe og kønsorganer; de er ligefrem hardwired i vores hjerner, og selvom vi prøver, kan vi ikke undslippe dem. Derfor oplever så mange mennesker, kvinder som mænd, frustrationer i disse tider, fordi vi har glemt de naturlige begrænsninger for vores køn – den biologiske bestemthed. Denne nye biologiske fortælling om kønnet føres i disse år frem af både forskere samt en hærskare af terapeuter, sexologer, coaches osv. Her bliver kønnet så at sige til ren natur.

 

På den anden side har vi den konstruktivistiske opfattelse af kønnet. Her er kønnet en social konstruktion formet af samfundet, kulturen og vores sprog og begreber (ofte omtalt som diskurser). Der er ikke nogen ’naturlig’ mandlig eller kvindelig essens, og biologien spiller ingen væsentlig rolle. I stedet har vi blot sociale tilskrivninger af naturlighed til, hvad et givent samfund opfatter som mandligt eller kvindeligt. Her er kønnet altså blevet til ren teori. Denne kønsopfattelse er knap så folkelig. Den udspringer af gender studies på universiteterne, men den vinder stadig større indpas i mange dele af samfundet – og er fx nærmest blevet mainstream i Sverige.

 

Jeg mener imidlertid, at begge kønsopfattelser går fejl af kønnet. Eller rettere sagt de reducerer kønnet ud fra to forskellige, men lige forsimplede menneskesyn. I mine kommende blogindlæg vil jeg uddybe og forklare det synspunkt ved at undersøge begge positioner nærmere og derigennem komme med et bud på en anderledes kønsopfattelse, som forhåbentlig kan hjælpe til at fremme den moderne mands (og kvindes) forsøg på at forstå sig selv som et køn.

 

7 kommentarer

  1. Det her er bare en kommentar til indlæggets første del, og handler udelukkende om det forskellige syn på de to køns kroppe i medierne:
    Jeg tror nemlig, at grunden til at så mange kvinder har reageret på Linda-Marie Nilssons billede, er, at der sjældent ses billeder af kvinder, som er over en størrelse 32-34 i mediebilledet. I diverse film og serier (fx Kongen af Queens og According to Jim) ses mænd, som både er gamle, skaldede og tykke, mens deres koner er slanke og unge. Ingen “fejl” at finde eller spejle sig i der for kvinder. Men eftersom virkelighedens kvinder ikke ser ud som dem i medierne, er det netop så befriende for en gangs skyld at se en virkelig kvinde der. Mænd har måske ikke denne “stærke kønsmæssige solidaritet” i denne sammenhæng, fordi de ikke har haft brug for det? Hvis der ofte vises, at mandekroppen gerne må ældes og gerne må være buttet, hvad er der så at bakke hinanden op om? I ved jo godt, at I gerne må være menneskelige. Samme spejling har kvinder sjældent mulighed for, og derfor tror jeg, der var så stor hyldest til Nilsson, da hun lagde dette billede online; det var en lettelse, at se en kvindekrop som ikke var perfekt, men derimod var virkelig, og som gav kvinder “lov til” også at gå udenfor mediebilledets norm.

    • Christina, jeg finder faktisk din kommentar dybt anstødelige. I kvindelighedens navn påberåber du dig en ret til at opstille nogle kriterier for hvad en “rigtig” kvinde er, og i den proces får du elimineret en god del kvinder, der falder under en implicit negativ værdiladning af ordet “perfekt”. Jeg kan forsikre dig, at jeg ingenlunde er mindre perfekt eller en rigtig kvinde, nu hvor jeg passer en str. 38, end jeg var, da jeg passede en str. 50 eller for to år siden, hvor jeg passede en str. 34. Jeg er kvinde i kraft af mit køn og min identitet, ikke af min kropsform eller vægt! Og du undergraver fuldstændig din pointe ved at påstå noget som helst andet.

  2. Jeg er helt enig, Christina. Mænd bliver ikke på samme måde bedømt på deres udseende som kvinder gør. På den måde er det et stærkere statement når en kvinde offentligt viser sin “uperfekte” krop frem.

  3. »Mænd Adgang forbudt! – læs Kaj Munk«

    Ovenstående artikel er bestemt god at få forstand af:´Det stærke køn´ er kanske mand og muskel, men en vigtig pionte være, at kvindekøn og væsen er ´den stærke identitet´.

    Tag f.eks 17. Etage på Hotel Bella Sky … “Forbuden er mand …Men, det diskriminerer, spidser en herre sig til, og stævner hotellet. For den mandefrizone »udtrykker en stærkt provokerende og dæmoniserende holdning til mænd«. Ligebehandlings-nævnet giver manden medhold, og dom falde … ”

    Tjek Youtube og kaj Munk Museet: »Mænd Adgang forbudt! – læs Kaj Munk«

    http://youtu.be/a8xX9ntUnn4

    om køn, dæmoner og seksualitet.

    Le Berthélaine – dansk kunstner, forfatter og kritiker

  4. Thomas Wiben Jensen Indlægets forfatter

    Christina og Karen – tak for kommentarer! Jeg giver jer da helt ret i, at Linda-Maries statement virker stærkt netop fordi, det rokker ved et stereoptypt kvindebillede, som tit er fremherskende i medierne. Men min pointe er bare, at det mærkeligt nok ville være meget svært at forestille sig en mand gøre det samme – og helt utænkeligt at tusindvis af mænd skulle synes, at der var en sej og modig handling. Og jeg køber ikke ideen om, at det er mere ok at være en ung overvægtig mand end kvinde, slet ikke. Måske for midaldrende mænd, men bestemt ikke for den yngre generation. Det interessante er, synes jeg, at yngre mænd ikke rigtig er interesserede i at markere solidaritet med fx en overvægtig ung mand (snarere ville der måske blive taget afstand til ham), netop fordi mænd ikke har lært at tænke kønsmæssigt solidarisk på samme måde som kvinder.

  5. Hvornår bliver manden et køn, er spørgsmålet fra skribenten. Det er et udmærket spørgsmål, som jeg også har stillet mig selv. Hvornår begynder mænd at tage ordet og tale om dem selv, ikke bare i ental, men i flertal, som en gruppe?

    Når mænd ikke endnu identificerer sig som et køn, så kunne det skyldes, at mænd ofte ser andre mænd som konkurrenter, altså andre individer, som de kæmper imod. De kæmper mod andre mænd om prestige, magt, kvindernes gunst, retten til at være alpha-hannen, osv. Bevares, mænd er kammerater, tager vare på hinanden, og kan stå side om side, men det er som individer, ikke som kønsfæller. Alligevel tilhører mænd også ofte et fællesskab, det kan være i vennekredsen, i fodboldklubben, på arbejdet, osv, men det er et fællesskab bestående af individer, ikke kønsfæller.

    Jeg kan sagtens misunde kvinderne deres fælles identitet som køn, da det gir kvinderne muligheden for at stå stærkere med hinanden, og på den måde kæmpe for eget køn. Men jeg kan også få spat af selvsamme. Der ligger nemlig også nogle negativer i dette, herunder at man bliver så køns-egoistisk/fikseret, at man kun har sig selv og eget køn på hjernen.

    Den for mig, overdrevne fokus fra kvinders side omhandlende deres eget køn, skaber også en kvindekultur, hvor kvinderne konstant tænker i køn, herunder i en form for girlpower-egoisme, hvor det at være kvinde gir adgang til en ofte egoistisk adfærd. Det retfærdiggøres endda ofte med fortællingen om den stærke og handlekraftige kvinde, eller med fortidens mandsdominerede samfund, hvorfor det nu er kvindernes tur. Fokusset er så og sige altid på dem selv og eget køn, og selvkritik i relation til kønnenes indbyrdes rum, bliver en mangelvare. Manden bliver altid en negativ modpol, ham som man kæmper imod, ham som står i vejen for kvinden, og ofte via dæmoniserende synspunkter/male-bashing. Andre stærke kvinder gør en dyd ud af, at tale dem selv op, ved at tale mænd ned, da rollen som stærk kvinde skal udleves for enhver pris.

    Jeg vil i øvrigt glæde mig til din uddybning af socialkonstruktivismen vs det biologiske, og hvorfor de begge fejler. Personligt mener jeg, at biologien/neurokemien har fat i den lange ende, om end den ikke kan forklare alt. Noget er også kultur, strømninger, og normer.

  6. Det er for mig at se en gang skinbarligt sludder at mænd ikke skulle se sig selv som det mandskøn, de er! Køn er meget oppe i tiden og mænd går da utroligt meget op i det og taler om det konstant i medierne. De taler meget mere om sig selv som mænd end kvinder gør – i hvert fald offentligt.

    Hvad solidaritet med kønsfæller angår, fører mændene også stort – som de altid har gjort. Kvinder har svært ved at stå sammen og spilles altid ud imod hinanden.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv