leatherdyke.cc

Medierne bombarderer os dagligt med historier om stressede kvinder, der skal få os til at stoppe op og tænke over vores egen hverdag. De vil have, at vi skal lære at sige fuck it, pyt og jeg er uperfekt, men for nogle er det lettere sagt end gjort. Der MÅ være en nemmere måde for os stressede kvinder at slippe af med stressen på!

 

Jeg kan selv nikke kendende til de symptomer, der kommer i forbindelse med stress. Det starter som regel med, at mit ene øje begynder at vibrere eller hoppe, som om det prøver på at flygte fra mit stressede hoved. Derefter begynder det at snurre i mine hænder.Første gang dette skete troede jeg, at jeg var ved at få hjerteproblemer, men lægenagde, at det ikke var farligt, og nok bare var lidt stress. Men når stressen viser sig som fysiske tegn, er det også et tegn på, at der er noget galt!

 

I en artikel skrevet i Information er rådet mod stress, at vi skal passe på os selv ved ikke at presse os selv for hårdt. Og hvis vi alligevel får stress, skal vi snakke om det, fordi det er en god måde at bearbejde det på. Ja vel, ja! Samtidig skriver Politiken, at det primært er kvinder, der bliver ramt af stress, fordi vi af biologiske årsagerr mere bekymrede end mænd. Begge artikler peger på, at vi gerne vil være gode til alt. Det hele skal være ih-åh så perfekt, og det er derfor vi får stress.

 

Men hvad kan vi bruge disse artikler til udover, at vi skal lære at passe bedre på os selv? Og derudover at blive bekræftet i, at man ikke er den eneste, der går rundt og er stresset, for det er der mange kvinder, der er. For mit vedkommende er det stadig den samme mængde af tekster, der skal læses hver uge i forbindelse med mit studie. Stadig de samme antal timer, der skal arbejdes, så lønnen derfra kan supplere min SU og få min hverdag til at hænge økonomisk sammen. Og uansetvor meget jeg læser og arbejder, så føler jeg ikke, at det er godt nok. Tid er der stadig ikke nok af, og jeg føler mig bestemt ikke perfekt! Det er aldrig godt nok! Derudover skal jeg også finde tid til at se mine venner og familie. Og det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke vil bruge min kostbare tid på alle disse ting, for jeg har jo selv valgt dem, men suk, hvor ville jeg ønske, at det var okay at tage tingene lidt mere loose og være mere lazy!

 

Oveni alle de ting der skal hænge sammen i hverdagen, påvirkes jeg også af de, efter min mening, overfladiske omgivelser. Det er mit personlige indtryk, at det i dag er in at have gang i en masse unikke ting, så man på den måde adskiller sig fra alle de ’andre’. Som studerende ser jeg hele tiden, hvordan man på studiet knokler røven ud af bukserne, for at få det skide 12-tal til eksamen, og helst 12 med pil op. Samtidig er det også in, at have et relevant studiejob, der skal blåstemple en, så omverden kan se, at man er topengageret. Ikke nok med det, så er det selvfølgelig også in, at have en veltrænet og sund krop, der viser, at det ikke kun er de ydre forhold, der er perfekte, men også de indre.

 

Det omgivelserne og medierne gerne vil fortælle os er, at vi alle kæmper for at være den bedste og mest unikke. Ved at være aktiv og dermed få anerkendelse på både studiet, arbejdet og i fritiden får vi en følelse af, at det hele er som det skal være. Det er dét, der er meningen med livet. At få en god uddannelse, så vi kan få det perfekte job og tjene nogle gode penge, at vi sammen med den perfekte samlever får nogle perfekte børn, der skal hedde noget, som ingen andre hedder og samtidig have et unikt øko- og designerhjem.

 

Så er mit spørgsmål, hvornår bliver det in at være lazy? Hvornår er der nogen, eller noget, der rent faktisk får os til at reagere på alle de tankevækkende artikler, der hele tiden popper op i medierne?

 

Samfundets kvinder trænger til et wake-up-call, der skal få os til at indse, at vi ikke behøver at knokle alle døgnets 24 timer for at blive den bedste og mest unikke i alt vi er i berøring med. Hvis vi indser og accepterer dette og dermed accepterer denne lazy-hed, kunne vi måske slippe for at få stress i det lange løb. Og hvem vil ikke gerne det?

 

Når jeg siger, at vi bør være mere lazy, mener jeg, at vi skal være dovne på en fornuftig måde. Jeg selv er fornuftig-lazy, når jeg kun vælger at læse to tekster til undervisningen i stedet for tre, som egentlig er det antal, der skal læses. Eller når jeg kun vælger at gøre hovedrent, når der virkelig trænger til det. Eller når jeg vælger (Gud forbyde det) at købe en frysepizza i stedet for at lave den selv! Jeg tror på, at vi alle kan være fornuftig-lazy uden at få dårlig samvittighed. Og det er ofte den der driller, når vi føler os stresset. Den dårlige samvittighed får os til at føle, at tingene ikke er perfekte, og at vi ikke er, som vi burde være.

 

Skal vi ikke bare indse, at de fleste ting sjældent er eller bliver perfekte? Så hvorfor få stress over noget, der i de fleste tilfælde ikke kan lade sig gøre 100 %? Det handler vel i bund og grund om, at når vi bare gør vores bedste på både studiet, arbejdet, i hjemmet og i fritiden, så er det perfekt?

 

Lad os sammen gøre det in at være lazy!

 

 

photo credit: radioher via photopin cc

Oline Choon Pedersen

Jeg er kandidatstuderende i Kultur og Formidling, fordi kulturbegrebet bringer mange spændende emner med sig, som man ikke lige tænker over i hverdagen, heriblandt emnet om kvinder fra forskellige perspektiver. Jeg bor på Fyn, og tættest på Jylland. Grøn te og frugt er altid at finde hjemme hos mig.

1 kommentar

  1. Kirsten Bjerrum

    God pointe!
    Jeg synes på flere måder, der kan være brug for i denne tid at fremhæve den gode dovenskab. For kvinder og mænd i alle aldre – uanset at en del mænd måske nok har bedre kontakt til deres lazyness.
    Den slags dovenskab, der for eksempel kan få én til som mor (eller far) at smide sig i sofaen med sine børn, og være tilgængelig, i øjenhøjde og nede i gear, fremfor at spæne husligt rundt eller terpe Den lille tabel med poderne. Den vil jeg gerne slå et slag for!

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv