leatherdyke.cc

Danske kvinder kommer ikke til tops i den akademiske verden. Det er et sørgeligt faktum, når vi som lille land gerne skulle overleve af innovation og viden. Men hvad laver kvinderne? Får de en masse børn, som erstatter deres lyst til at fortsætte op ad karrierestigen? Bremses de af strukturelle eller kulturelle barrierer? Eller gider kvinder ganske simpelt ikke komme til tops?

 

Mandag d. 11 maj blev Women in Science prisen uddelt i København til 3 danske kvindelige forskere, som alle har sat deres præg på den internationale naturvidenskabelige forskning. I samarbejde med UNESCO uddeler L’Oréal hvert år prisen til kvinder, der bidrager med visionær forskning verden over.  Man kan så spørge sig selv, hvorfor der er brug for en særlig pris kun til kvinder. Er det ikke diskriminerende i sig selv?

 

Kvinderne falder bagud…

Der er desværre brug for en pris til kvinder, som verden ser ud lige nu. Der er nemlig alt for få kvindelige forskere. De tørre facts er ikke særlig spændende;  mens 45 pct. af de ph.d.-studerende, der opnår en ph.d.-grad, er kvinder, udgør kvinderne kun ca. 18 pct. af de danske professorer.

 

Indenfor den akademiske verden taler man om et “glass ceiling”, som er en usynlig grænse, hvor nogle bryder igennem og andre bliver holdt nede. Der er næsten ligeså mange kvinder som mænd, der får en ph.d, men så rammer det usynlige loft. Kvinderne tabes, og mændene kravler fortsat op ad den videnskabelige rangstige. Det er pudsigt, for danske børnepasningsordninger giver principilet mænd og kvinder samme muligheder for at udvikle deres karriere og have et familieliv ved siden af. Alligevel er kvinder er stærkt underrepræsenterede i toppen af danske universiteter.

 

Jeg er personligt lige nu “bare” i gang med min bacheloropgave, men fortsætter direkte på kandidaten og drømmer om en karriere med arbejde for menneskerettigheder indenfor en større international organisation. Jeg har overvejet en forskerkarriere, hvis jeg vel at mærke er dygtig nok til det. Allerede dér mærker jeg et stik af usikkerhed i maven. Jeg tror ikke selv, at jeg er god nok. Og den usikkerhed er jeg ikke alene med. Et forskningsforsøg fra Yale producerede ét CV, men delte bunken op i to og skrev navnet ”John” på den ene halvdel og ”Jennifer” på den anden halvdel. De bad herefter en repræsentativ stikprøve om at vurdere de to CV i forhold til jobmuligheder og lønkrav.

 

Resultatet var mildest talt alarmerende. Både mænd og kvinder vurderede samlet set ”John” til at være mere kompetent til at varetage det fiktive job, og de mente også, at ”John” fortjente en højere løn end ”Jennifer”. Tendensen kaldes den ubevidste kønsbias, der bevirker, at både mænd og kvinder systematisk vurderer mænd mere kompetente end kvinder. Uanset kompetencer eller erfaring.

 

Hvordan løser vi problemet?

Det er interessant at dykke ned i lige dér hvor kvinderne tilsyneladende tabes. Der må jo være årsager til, at kvinder generelt ikke får ligeså mange toppositioner som mænd. De nyeste forskningsprojekter tyder på, at svaret findes i en kombination af faktorer; manglende netværk, økonomi, hensyn til familien og arbejdsfordeling i hjemmet.

 

Trods alle mine rationelle tanker om lige muligheder, pasningsordninger og stærke kvinder, så er jeg også ramt af den ubevidste kønsbias. Pis også. Hvordan kan vi som samfund rykke ved det? Jeg tror på en samfundsmæssig normændring, hvor pige- og drengebørn opfordres til at lege, drømme og tænke på lige fod. Jeg tror på et skolesystem, hvor der er plads til forskelligheder blandt mennesker, ikke bare blandt køn. Og så tror jeg på et uddannelsessystem, hvor ”Rip, rap og rup”-effekten er forældet.

 

En taskforce fra Uddannelses- og Forskningsministeriet fremlagde i foråret resultaterne fra deres rapport ”Flere kvinder i forskning”. Rapporten klarlagde den såkaldte ”Rip, Rap og Rup”-effekt, hvor ledere af begge køn har en overvejende tendens til at ansætte medarbejdere, der ligner dem selv. Og nu er langt de fleste akademiske ledelsesposter jo besat af mænd – som så ansætter andre mænd.

 

Den cirkel skal vi som samfund have brudt. Vi skal tage det alvorligt, at vi kollektivt taber kvinderne, før de når topposterne. Kvindelige studerede skal have kvindelige ledere og forskere at se op til, så de kan se, at den karrierevej faktisk ER en mulighed. Får vi brudt de strukturelle barrierer, så tror jeg, at vi får brudt de kulturelle.

 

Forskning har ikke køn

I fremtiden drømmer jeg om en verden med flere forskere. Punktum. Ikke flere kvindelige eller mandlige forskere, men flere forskere.

 

Men før vi når dertil, bliver vi nødt til at kigge på topledelsen i erhvervslivet og på ledelserne på de danske universiteter og have fokus på kvinderne. For det ER et problem, at 82 pct. af nuværende professorer er mænd. Det ER et problem, at vi taber langt de fleste kvinder efter deres ph.d.-afhandling. Danmark har brug for viden for at kunne overleve som et konkurrencedygtig samfund. Vi har brug for forskere.

 

 

 

Billedet er lånt her.

 

Anna Warrington

Anna Warrington, 24 år gammel og statskundskabsstuderende med en baggrund fra sociologi. Du kan som regel finde mig på en kaffebar på Nørrebro i København, på en læsesal eller i et fitnesscenter, hvor jeg udfordrer stereotypen på, at kun store mænd løfter tunge ting. Jeg har en forkærlighed for at prikke til de sociale normer, vi alle går rundt og tager for givet i en hektisk hverdag. Og så elsker jeg rød læbestift.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv