leatherdyke.cc

Hvad er “hvid feminisme”, spørger du sikkert? Og hvordan kan man bruge begrebet “hvid feminisme” i en dansk kontekst, når hovedparten af befolkningen er hvide?

 

Hvid feminisme er ikke feminister, der er hvide. Det er feminister, der udelukkende – eller næsten udelukkende – fokuserer på de problemstillinger hvide, ciskønnede, heteroseksuelle kvinder fra middelklassen oplever. Det er et fokus der gør barsel til et ofte diskuteret emne, mens sexarbejdere bliver infantiliseret. Et fokus, der gør hvide, uddannede kvinder til stemmerne bag #metoo. Selvom selve bevægelsen blev skabt af en sort kvinde. Selvom folk fra minoritetsgrupper har større risiko for at blive ofre for seksuelle overgreb.

 

Konceptet “hvid feminisme”, og problemerne knyttet dertil, stod klart for mig efter min deltagelse i en konference om køn, ligestilling og etik på Metropol. Der hørte jeg to fantastiske mennesker, der hver kom med deres unikke perspektiv på ligestilling og feminisme.

 

Den ene af disse personer var Moeisha Ali Aden, forperson hos NGO’en Sabaah, der har til formål at støtte homo- og biseksuelle samt transkønnede med minoritetsbaggrunde og hjælpe dem med at skabe et netværk. Moeisha er selv en muslimsk transkvinde, så hendes perspektiv var ikke kun utrolig lærerigt, men også et perspektiv, der slet ikke bliver repræsenteret nok i den typiske køns- og LGBT+ debat.

 

Moeishas egne oplevelser med det danske sundhedsvæsen, fortalte om et system, hvor man, nogle gange bogstaveligt talt, er usynlig. Og når man bliver set, bliver man unødvendigt sygegjort. Det er vigtigt at understrege, at det først var den 1 januar 2017, at transkønnethed blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme. Så i stort set hele Danmarks historie, har transkønnethed været en psykisk sygdom. Hvis det at være transkønnet er at være syg, så følger det logisk, at det at være ciskønnet er at være rask. Det er den virkelighed Moeisha og mange andre har levet i hele deres liv.

 

Som en gruppe af mennesker, der har til formål at formindske ulighed mellem kønnene, og som en gruppe mennesker, der opfatter vores nuværende samfund som diskriminerende, er det forunderligt at transkønnede mennesker ikke har fået en anerkendt rolle i den feministiske bevægelse. Moeisha pointerede på et tidspunkt også, at der er kvindelige feminister, der ser transkvinder som mænd, der prøver at overtage det at være kvinde. Sabaahs arbejde kan ikke blive rost nok, og burde lede til en tænkepause for danske feminister.

 

Når du snakker om kvinders rettigheder, hvilke kvinders rettigheder er det så specifikt, du snakker om? For så vigtig som barsel, retten til at være promiskuøs og kvinder i lederstillinger er, ignorer vi store grupper af kvinder, når vi gør problemstillinger som disse vores fokus. Hvor i debatten er hjemløse kvinder, der har psykiske sygdomme? Hvor i debatten sætter man fokus på, at LGBT+ folk har større risiko for at opleve voldtægt? Hvor i debatten er mænd?

 

Dette leder mig elegant til den anden foredragsholder, jeg vil sætte fokus på: Mikkel Albrecht Conrad Radicke. Mikkel er aktivist, debattør og voldtægtsoverlever. Han er en af de få mænd, der snakker offentligt om traumet og stigmatiseringen ved voldtægt. Hans historie om et system, der med deres handlinger fortalte, at han ikke hørte til, er nok noget de fleste kvinder kan relatere til. Mikkel beskrev hvordan det føltes  at ikke blive set eller hørt, og hvor skadeligt det kan være, især for et menneske, der allerede er sårbar. Enhver kvinde, som nikkede genkendende til #metoo-historier, kender den følelse. Og enhver person, der vil have et samfund fri fra overgreb, er nødt til at anerkende, at overgreb og voldtægt ikke kun er en byrde båret af kvinder.

 

Hvis feminisme handler om reel ligestilling, er feminister nødt til at blive bedre til at inkludere alle perspektiver. Selv perspektiver, der virker fremmede.

 

I am not free while any woman is unfree, even when her shackles are very different from my own.” – audre lorde

 

photo credit: Simon & His Camera Judge Me When You Are Perfect – London City Architecture by Simon & His Camera via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Christina Cecilie Schwalbe

Christina Cecilie Schwalbe er 25 og har (forhåbentlig) snart en kandidat i marketing. Foruden at interessere sig for marketing, og hvordan det kan påvirke forbrugeren, er hun en feminist, der glædeligt dekonstruerer det patriarkalske samfund over en billig fadøl eller et glas vin.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv