leatherdyke.cc

Først og fremmest tak til Dansk Kvindesamfund for projektet F-Frekvensen. Jeg har med stor glæde læst de tidligere indlæg, og det er enormt spændende og inspirerende at læse mange forskellige skribenters meget forskellige indgangsvinkler til samme emne.

 

Min indgangsvinkel er også nok unik. Ikke mindst fordi min daglige gang er i Europa-Parlamentet, hvor jeg repræsenterer den socialdemokratiske gruppe i FEMM – udvalget for kvinders rettigheder og ligestilling. Mine daglige diskussioner om ligestilling, kvoter, ligeløn og alt muligt andet bliver ført med kollegaer fra hele Europa, hvilket giver mig rig mulighed til at betragte Danmark udefra.

 

Og jeg er ked af at sige det – men med kønspolitiske briller er Danmark faktisk ikke længere noget specielt kønt syn. Der var engang, hvor jeg stolt kunne berette om danske kvinders mange sejre, men efterhånden har andre lande overtaget den progressive tilgang til kønspolitik, som vi engang repræsenterede.

 

Ligeløn er et godt eksempel. Danske kvinders erhvervsfrekvens er blandt de allerhøjeste i EU, men alligevel ligger vi lige på gennemsnittet, når det kommer til ligeløn. Danske kvinder tjener stadig kun 82 kroner hver gang en mand tjener 100 kroner. Det svarer til gennemsnittet i EU.

 

Årsagerne til den manglende ligeløn mellem mænd og kvinder er mange og komplekse, men relaterer sig især til det kønsopdelte arbejdsmarked. At arbejde med skruer og maskiner giver nemlig stadig mere i lønningsposen end at arbejde med mennesker og omsorg. Også selv om der tages højde for uddannelseslængde, kvalifikationer og ansvar.

 

Det skyldes, at mænd historisk set er blevet lønnet bedre end kvinder, og at deres historisk højere løn smitter af på de fag, hvor der stadig er mange mænd og få kvinder. Omvendt er lønnen til gengæld lavere i fag med få mænd og mange kvinder.

 

Lønnen burde jo afspejle arbejdets værdi, snarere end at afspejle den kønsfordeling der er inden for faget. Vi ved, at i fag med over 30 procent kvinder, falder lønnen drastisk. Det er som om, at det at være kvinde, i sig selv er en diskvalifikation.

 

I Portugal har man for nylig lavet et projekt i et supermarked, der viste, at mænd i slagterafdelingen fik højere løn end kvinderne i fiskeafdelingen. Arbejdsopgaverne blev vurderet til samme værdi. Kompetencerne, der skulle til for at varetage de to typer jobs, var de samme. Det var udelukkende kønsforskellen, der afgjorde lønforskellen. Løsningen blev, at man gav kvinderne et lønløft, og at man brød kønsopdelingen mellem afdelingerne op. Så nu er der både mænd og kvinder ansat i begge afdelinger.

 

I Europa-Parlamentet arbejder vi på at få genåbnet EU’s eksisterende ligelønsdirektiv, fordi det indtil nu altså ikke har løst problemet med uligeløn. Det er vores ønske, at vi får indskrevet og defineret meget bedre og klarere jobvurderingsværktøjer. For vi har brug for helt konkrete redskaber til at håndhæve ligelønsbegrebet i forhold til værdispørgsmålet. Det vil give alle – både kvinder og mænd – de bedste muligheder for lige lønvilkår i fremtiden. Samtidig skal Kommissionen blive bedre til at holde øje med, at medlemslande også rent faktisk overholder direktivet.

 

Ligeløn kræver, at alle parter forpligter sig på opgaven. Både EU-politikere, nationale politikere, fagforeninger og arbejdsgivere. Det er nemlig ikke et individuelt problem, når der er så markante lønforskelle. Det er et samfundsproblem, der bunder i strukturelle og historiske årsager samt stereotype forestillinger om mænds og kvinders roller på arbejdsmarkedet og i hjemmet.

 

Tiden er forbi, hvor løn i kvindefag var kunstigt lav, fordi man hævdede, at mændene skulle forsørge familien. Vi skylder de mange kvinder, der hver dag knokler med at passe vores syge og svage og at opdrage vores børn, at de får en retfærdig løn.

 

2 kommentarer

  1. Så fik vi lige en tur med socialkonstruktivismens Greatest hits, herunder at det er normer, kultur, traditioner, og bevidst historisk forskelsbehandling af kvinderne, som er årsag til den ”manglende” ligeløn. Jeg er ikke sikker på, at jeg køber dette dogme fra kvindesagens side.

    Britta Thomsen, som jo tidligere har været lidt i konflikt med sandheden på andre områder (årsagen til manglende kvindelige ledere i erhvervslivet, samt hollandske børnehaver kun for prostitueredes afkom) hævder at der ligger en bevidst forskelsbehandling af henholdsvis kvindefag og mandefag bag den manglende ligeløn.

    En anden årsag kunne være, at typiske mandefag er producerende, og dermed direkte bidrager til vækstskabelsen, mens typiske kvindefag overvejende er servicerende, hvorfor de ikke direkte bidrager til vækst. Dermed ikke sagt, at disse servicerende fag ikke udfylder nogle vigtige samfundsmæssige funktioner, men de er ikke producerende/vækstskabende, og derfor aflønnes de lavere.

    Ydermere så arbejder mænd typisk indenfor det private, mens kvinder arbejder indenfor det offentlige, og lønnen er højere indenfor det private. Det forklarer nogle af årsagerne til, at kvindefag og dermed kvinder, tjener mindre end mændene.

    Britta Thomsen kommer med et eksempel fra Portugal, som meget belejligt passer ind i den tese (konspiration) som hun ønsker at påvise. Men hvorfor ikke bare sammenligne direkte indenfor samme fag i DK? Er lønnen ens for kvinder og mænd indenfor samme fag, eks politibetjent, sygeplejerske, når det drejer sig om samme jobfunktion? Ja, det er den, og dermed har vi også ligeløn for lige arbejde.

    Når det drejer sig om eksemplet fra Portugal, kunne forskellen i lønnen så forklares ved, at mændene simpelthen fik mere for hånden end kvinderne, da der er tale om fysisk hårdt arbejde? Jeg ved det ikke, men jeg køber ikke umiddelbart Britta Thomsens påstand om, at der bevidst gøres forskel på grund af kønnet.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv