leatherdyke.cc

Efter fjorten dages babypasning var den mandlige vært på TV 2’s GO’ Morgen Danmark rigtig glad for at være tilbage på jobbet igen. Hvis barslen havde varet bare et sekund længere, ville han uden tvivl have kedet sig. Hm… Hvad mon hans partner føler efter atten ugers barselsorlov?

 

Er det kedeligt at passe sit eget barn? At skifte bleer er der nok ingen mennesker, som synes, er den meste spændende opgave. Og det er da forståeligt, at dagene/ugerne/månederne med ensformige opgaver kan være kedelige. Men babypasningen er vel også præget af fantastiske utrolige oplevelser; den lille baby vokser, kravler, tager sine første skridt, det første smil/grin/ord osv. Ganske enkelt;om man har en baby at passe eller ikke, så er vores tilværelse fuld af opgaver/pligter/mennesker, som vi er ved at dø af kedsomhed over, men som bare skal udføres, før vi kan opnå noget andet fantastisk spændende.

 

Sofie Andkjær beskriver i sit indlæg ”Mor er (stadig) den bedste i verden“, hvordan omverdenen og systemet havde rigtig meget fokus på, at hendes kæreste kunne komme til at kede sig under hans barsel. Mens ingen spurgte til hvordan, hun ville klare dagene/ugerne/månederne med babypasningen. Hvorfor er synet på de to køns reaktioner til babypasning så sort/hvid? Hvor er den neutrale midte lige blevet af?

 

Er det fordi, vi danskere både kulturelt og samfundsmæssigt stadig sidder godt og grundigt fast i 1950’ernes begrænsende mande- og kvinderoller? At selv i år 2017 har vi et kønstraditionelt syn på farens og morens opgaver i forbindelse med barslen; far tager på arbejde og tjener pengene, mens mor klarer babypasningen samt de huslige pligter? Er det derfor, at vi er det nordiske land, hvor vores nybagte fædre tager mindst barselsorlov?

 

I Danmark har forældreparret 32 ugers barselsorlov, som de kan dele mellem sig, som de har lyst til. Vi er et demokrati. Politikerne skal ikke blande sig. De danske forældrepar kan godt selv finde ud af at tilrettelægge, hvad der er godt for dem. Men de 32 delingsfrie uger giver ikke lighed. Enten tager moren størstedelen af orloven, eller også tager hun det hele. Er det forkert? Hvis både kvinden og manden er enige om at få barnet, hvorfor skal de så ikke også være lige aktive i dets opvækst? Hvis det er moren, som tager sig af barnet i størstedelen af barslen, hvornår skal faren så genindtræde som en aktiv del af sit barns pasning og liv? Hvis babypasningen er kvindens domæne, er al børnepasning så ikke også hendes? Skal faren så fare ind og ud af barnets tilværelse uden rigtig at være involveret?

 

I Danmark har vi ikke ligesom i Norge, Sverige og Island øremærket barsel til fædrene. Argumentet for dette er, at vi som frie, selvstændig tænkende voksende mennesker godt selv kan beslutte os. Ingen tvang fra anden side, tak. Underligt nok ses det her i Danmark som en overskridelse af befolkningens rettigheder, hvis systemet sørger for, at fædrene har samme rettigheder som mødrene til en forhåndsbestemt barselsperiode, der er længere end bare to uger. Muliggør de 32 ugers barselsvalgfrihed, at forældreparret netop presses til at tilrettelægge deres barsel efter hvad, der anses for værende acceptabelt efter familiens/arbejdsgivernes/kollegaernes/mediernes/systemets mening. Når størstedelen af nybagte fædre tager en kort barsel, er det så ikke svært at være den far, der har lyst til en lang periode sammen med sit barn? Når størstedelen af nybagte mødre har en lang barsel, hvilken reaktion må moren, der efter en kort barsel er tilbage på jobbet, tage imod fra sine omgivelser?

 

Når vi danskere faktisk har muligheden for at indrette vores barsel efter vores egne behov, hvorfor er der alligevel ikke større lighed mellem kønnenes brug af de 32 uger? Jeg nægter at tro på, at alle fædre ikke ønsker at tilbringe mere tid sammen med deres babyer. Ligeledes nægter jeg at tro på, at alle mødre ikke kan unde deres partner alene tid med babyerne. Og hvis det virkelig forholder sig sådan, hvorfor har faren så valgt at få barn, eller hvorfor har moren så valgt at have en partner at dele forældretilværelsen med?

 

En grundlæggende årsag til farens kortere og morens længerevarende barsel identificeres ofte som værende den manglende ligeløn mellem kønnene. Det kan være økonomisk svært for en familie at undvære den højeste løn under en barselperiode, og derfor er det vel kun meget naturligt, at forælderen med den højeste løn skal hurtigere tilbage på arbejdet for at tjene pengene hjem.  Det er så her, hele problematikken igen slår over i manglende kønsligestilling. For som regel tjener en mand og en kvinde bare ikke lige meget – heller ikke selvom de udfører de samme arbejdsopgaver. Samtidig er de job, hvor der er et overvældende flertal af kvindelige medarbejdere bare lavere lønnet.

 

Måske hænger noget af dette sammen med vor fortids inddeling af såkaldt ’kvindearbejde’ og ’mandearbejde’. Hvilket har gjort, at arbejde indenfor omsorgen/plejen/pasning/rengøring osv. stadigvæk tages som en naturlig selvfølgelighed. Synspunktet om, at udførelsen af en god gerning burde være løn nok i sig selv. Men at vi stadig hænger fast i dette mønster i 2017 er ikke alene irriterende, men også undergravende for vores fremtidsmuligheder som land og befolkning.

 

I dag er det den første maj. Arbejdernes Internationale Kampdag. Hvad vil du gerne have, at Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen, og alle de andre partiledere går op på talerstolene og siger? Vil du ikke gerne se vores ligestillingsminister træde op på talerstolen og sige, at nu sætter Danmark handling bag ord: Vi indfører en øremærket længerevarende barselsperiode til fædrene, mens 2017 bliver året, hvor det bliver lov, at vi danske kvinder på alle områder er ligeværdige med vores medbrødre. At ligeløn fra nu af vil være en naturlig selvfølgelighed. At de såkaldte ’kvindejob’ lønmæssigt gives lige så megen betydning som de såkaldte ’mandejob’. Når Island kan gøre det, hvorfor kan Danmark så ikke?

 

Det kan godt være, at velfærdsstaten har sejret sig selv ihjel, men ligestillingskampen for begge køn er langt fra overstået.

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

 

Billedet er lånt her.

 

Gitte Lindorff Hansen

Først i 30’erne, som har taget en cand.mag. i litteraturhistorie og nu er i gang med finde ud af, hvad den kan bruges til. Jeg kan rigtig godt lide at læse både skøn- og faglitteratur. Jeg interesser mig for kønsroller, ligestilling, sprogbrug, historie og så meget mere.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv