leatherdyke.cc

For nylig læste jeg en klumme i Friktion om det at værdsætte den flerstemmige feminisme i stedet for konstant at søge efter endimensionalitet. Klummens forfatter argumenterede blandt andet for, at feminismens meget forskellige indgangsvinkler, udgangspunkter og holdninger er en styrke frem for en svaghed, og at netop dialogen om vores uenigheder er vigtig og frugtbar. Vi ser feminismen gennem mange forskellige briller og har en bred palet af udgangspunkter – etnicitet, seksualitet, krop, politisk ståsted og meget mere. En forskellighed som gør feminismen til et bredt og rummeligt fællesskab og værktøj. Eller hvad?

 

Op til Kvindernes Internationale Kampdag i år glødede en debat på Foreningen Danners Facebookevent, der omhandlede emnet ”Hvem har ret til at være feminist?”. Her skulle der være fokus på det at være henholdsvis mandlig, transkønnet og brun feminist. Tre kategorier, som ikke er dominerende i dansk feminisme. På eventet udtrykte en af de deltagende sin undren over hudfarvens vigtighed i debatten og heraf en følelse af eksklusion på grund af sin (lyse) hudfarve. Hun ytrede frustration over altid at blive defineret ud fra denne. Hun følte sig udelukket fra debatten om brun feminisme grundet sin hvide hud – en udelukkelse hun ikke følte var retmæssig. Hun skrev en kommentar på siden for arrangementet, da hun følte behov for at stille spørgsmålstegn ved, hvad der for hende føltes som uretmæssig forskelsbehandling.

 

Hendes kommentar på Facebookeventet affødte en shitstorm af dimensioner. Hendes ytring affødte kommentarer som henviste til, at hun grundet sin holdning var selve roden til problemet, at den brune kvinde overses i feminismen. Kommentarsporet eskalerede og i løbet af kort tid havde flere af mine egne Facebookkontakter delt screenshots af kommentaren og kommenteret på nedladende og udstillende vis. Et stort antal mennesker følte sig voldsomt provokeret af hendes kommentar og tonen blev hurtig barsk. Foreningen Danner følte sig ikke blot nødsaget til at slette enkelte kommentarer, men valgte efter lidt tid at slette hele tråden samt opfordre til en venlig og konstruktiv dialog. De opfordrede de involverede debattører til at deltage i debatarrangementet den 8. marts og henviste til en bedre opførsel på dagen. Jeg sad tilbage med en tanke om, hvorvidt hende der blev sablet ned overhovedet havde lyst til/mod på at deltage i dette event nu? Man kan hurtigt forestille sig arrangementet munde ud i en regulær heksejagt.

 

Selvom jeg ikke nødvendigvis føler mig enig i den konkrete debattørs holdninger eller i hendes følelse af eksklusion, giver det mig ikke ret til at afvise hendes kommentar som forkert og ugyldig. Jeg synes, at hendes holdninger bør kunne rummes og skabe en konstruktiv debat. Hun bør have lov at ytre sig og uenige debattører burde starte dialogen med undring frem for med bevidst misforståelse og had. I stedet for at imødekomme hendes kommentar med nysgerrighed, blev hun beskyldt for ikke at være bevidst om sine egne hvide privilegier. I stedet for at få lov til at give sin mening til kende blev hun kaldt skældsord som racist og hængt ud. Hvad hendes konkrete formål med kommentaren var, ved jeg af gode grunde ikke, men dialogen blev i hvert fald hurtigt lukket. Det var helt klart, at hun følte noget helt forkert og handlede endnu værre ved at udtale sig om det.

 

Efter at have læst nogle af de mange vrede kommentarer og videredelinger sad jeg tilbage med en følelse af dansk feminisme som værende elitær, hvor der ikke altid er plads til undren og debat, men hvor folk hænges ud for at ytre sig – med mindre man har den ”rigtige” holdning altså. En rigtig ubehagelig og skadelig tendens, som jeg tror, de fleste feminister føler, at de har været konfronteret med på et eller andet tidspunkt. Forskellen er bare, at det i dette tilfælde sker inden for feminismens eget fællesskab: Der reguleres og udskammes så snart, der ytres noget ”forkert”. Hvis vi bliver bange for at stille spørgsmålstegn ved de ting, vi føler er forkerte, hvor langt kommer vi så? Er det ikke netop en følelse af uretfærdig forskelsbehandling eller eksklusion, der er grundstenen i feminisme? Og hvem afgør, hvornår det er rigtigt at føle sig forskelsbehandlet, og hvornår man har ret til at debattere?

 

Den seneste tid har flere markante feministiske debattører trukket sig fra sociale medier, fordi modstanden imod dem er for overvældende og skræmmende. Tonen i dialogen med mennesker med antifeministiske holdninger er blevet så hård og hadsk, at flere feminister har følt sig nødsaget til simpelthen at holde op med at debattere offentligt. Og da jeg så læste nogle af de negative og meget lidt konstruktive kommentarer, som den førnævnte debattør fik smidt efter sig i kommentartråden, føler jeg ikke, at den interne feministiske dialog er meget mere konstruktiv. Dansk feminisme skal gøre sig umage for at fastholde rummelighed og bevare konstruktiv dialog. For hvis feminismen censureres og gøres så snæver, som jeg mener, vi bevæger os hen imod, så står vi stadigt svagere.

 

Fællesskab og solidaritet er nogle af de elementer, jeg mener er essentielle at bevare fra tidligere bølger af feminismen. For hvad er det, vi vil med feminismen? Arbejde for et fællesfeministisk projekt, som har plads til forskellige holdninger og modarbejde undertrykkelse og forskelsbehandling? Eller konkurrere om, hvem der er mest korrekt feminist og i processen stoppe en måske frugtbar dialog, inden den begynder? Som der så klogt står i føromtalte klumme i Friktion:

 

”Man bliver ikke mindre feminist af at være uenig med andre feminister”.

 

Tværtimod styrker det debatten og nuanceringen i dansk feminisme.

 

Sofie Andkjær

Sofie Andkjær er bosat i København og cand.mag. i kultur og formidling. Interesseret i den enorme betydning det biologiske køn tillægges i samfundet. Optaget af ligeværd og lige muligheder, uanset køn, etnicitet og seksualitet.

2 kommentarer

  1. Tak for et sagligt og tiltrængt indlæg! Du rammer fuldstændig plet – nogle gange virker det som om den feministiske bevægelse er ved at implodere, sådan som tonen kan være internt. Det virker af og til som om at nogle feminister mener, at det er ok at bruge de samme våben (shaming, nedladenhed, mundkurv osv) som feminismen netop prøver at gøre op med. Det er ikke bare dobbeltmoralsk, det undergraver også hele den feministiske virksomhed.

  2. Skal jeg forstå det således, at en hvid ciskvinde med høj uddannelse (klasseprivilegier) begræder at hun ikke længere er subjekt for kampen, sådan som hun har været de sidste 100 år?

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv