leatherdyke.cc

Da jeg gik i gymnasiet, var der en bestemt biologitime, som jeg godt kan lide at tænkte tilbage på fra tid til anden. Ikke så meget på grund af selve undervisningen, men fordi jeg sad nede i det ene hjørne og snakkede med nogle veninder om en fest, som lå lige ude i horisonten. Vi var unge, så vi glædede os da selvfølgelig, og inden festen skulle vi mødes hjemme hos en tredje veninde.

 

Så vidt jeg husker, så ville vi blive seks stykker – fem veninder og jeg. Til denne samtale i biologitimen fortalte den ene veninde, at hendes kæreste ikke kom til forfesten. Han ville ikke være den eneste fyr, som hun sagde. Jeg fremhævede, at jeg jo kom, hvortil hun svarede, at jeg selvfølgelig også var en fyr, men jeg gjaldt vist ikke helt.

 

En anden sjov ting som jeg godt kan lide at fremhæve, er disse venner som jeg har. De fortæller mig regelmæssigt til forskellige anledninger, hvor heldig jeg er, fordi jeg er bøsse. Så er det nemlig ok, at jeg fx bestiller de farverige, lækre drinks i byen, fordi de må holde sig til deres øl, da det ellers ville se for feminint ud.

 

En tredje sjov ting er, når jeg snakker med mine veninder, og lytter til hvordan de undskylder, at de er drengepiger. ”Det er jo ikke ligeså charmerende, som de piger, der kan finde ud af at være rigtige piger”, som en af mine veninder engang forklarede mig.

 

Disse tre anekdoter har én ting til fælles, og det er derfor, at jeg så godt kan lide dem. De viser nemlig, at køn ikke bare er køn. Mit ydre er måske ikke til diskussion – jeg er født dreng, jeg har de mandlige kønsdele, og jeg har et XY. Pakken er der enighed om og styr på, men nu kommer så, hvad indholdet af pakken skal være? Hvordan skal jeg opføre mig, hvad skal jeg være interesseret i, hvordan skal jeg træne min krop, hvor løse må mine håndled være, hvor meget FIFA må jeg spille, hvilke indtryk må jeg give andre om mig, og hvilke sider skal jeg holde for mig selv? Den er straks sværere.

 

Som de to første anekdoter viser, så lever jeg ikke selv op til fællesskabets forventninger og normer. Jeg er måske en mand, men jeg er ikke en rigtig mand. På samme måder er drengepiger måske piger, men de er ikke rigtige piger, og sådan kunne man blive ved.

 

I et af mine filosofiske hjørner kom jeg frem til, at man kunne dele det op i to køn: det biologiske og det kulturelle. Der findes et biologisk køn, som vi er skabt i, da vi bliver født som dette køn. Det er vores udseende; det er pakken. Derudover er der vores kulturelle køn, som er det køn, som vi selv skaber. Det er vores indre; det er indholdet i pakken.

 

At få disse to køn til at harmonere med hinanden, med vores egen selvopfattelse og med fællesskabets normer er en prøvelse i sig selv, og derfor er det bare mere forvirrende, at den siddende regering har skabt et tredje køn; det juridiske.

 

Det juridiske køn er overordnet set det køn, som repræsenterer dig i samfundets organisering. Det er dine officielle papirer, det er kønnet i dit pas, og helt essentielt er det dit CPR-nummer. Før i tiden fulgte det juridiske køn det biologiske – jeg er født som en dreng, derfor får jeg et CPR-nummer med et ulige tal til sidst, og ønsker jeg at ændre dette, så skal jeg ændre mit biologiske køn. Nu har regeringen gjort det muligt for selv at definere det juridiske køn ved, at man ikke længere skal skifte biologisk køn i processen.

 

Det har fået nogle mennesker op af stolene. En af dem er Henning Hansen, som havde et debatindlæg i Kristeligt Dagblad d. 16. september. Under overskriften: ”juridisk far og biologisk mor: vores børn bliver en forvirret slægt” kunne man bl.a. læse følgende citat:

 

”Jeg spørger nu: Mon det vil være gavnligt for barnet at opleve en mor, som samtidig er dets far? Vil det være naturligt, at barnet kan få en medmor, hvor der er tale om et lesbisk par? Svaret burde være givet på forhånd, men ak nej. Intet hensyn til det barn, som har krav på at kunne identificere sig med en biologisk mor og en biologisk far. Hvem skal barnet sige mor og far til? Far er jo samtidig mor. ”

 

Hvis vi skal følge mine tanker ovenover, så er dette citat ret interessant. Lovforslaget kom for at hjælpe de transkønnede, som følte sig fanget af proceduren før. Dette faktum har Henning Hansen dog ikke med i sit debatindlæg – han snakker i stedet om individets forældreevne og naturligheden bag det. Han snakker om det kulturelle køn og det biologiske. Og denne sammenblanding synes jeg er en skam.

 

Det biologiske køn er blevet givet fra fødslen. Det kan ændres med en operation, men derudover er det køn ikke til nogen diskussion. Så det er malplaceret, når Henning Hansen snakker om naturlighed i sammenhænge, som ikke har noget med naturen og biologien at gøre. Derimod er det kulturelle køn til stor debat, og det synes jeg er sundt.

 

Mennesket er et individuelt og socialt væsen på samme tid. Derfor skal det kulturelle køn harmonere med resten af individets identitet, men det skal også harmonere med fællesskabets normer og værdier. Og da de sidste ting er noget, som har ændret sig og kan gøre det igen, så er en debat om, hvordan man kulturelt er det ene eller det andet køn altid relevant. Problemet er dog, når man trækker den debat ind i et område, som ikke har noget med det kulturelle og individuelle at gøre.

 

Jeg beskrev tidligere, hvordan jeg ser det juridiske køn, og det juridiske køn er ligesom det kulturelle køn relevant at diskutere, da det skal afspejle det samfund, som vi lever i. Derfor er det en spændende diskussion, om man skal kunne i teorien være tre køn på en gang, eller om det juridiske og biologiske fortsat skal køre parløb. Det juridiske køn har dog intet at gøre med individets forældreevne.

 

Det ideelle samfund må være et samfund, som giver mulighed for, at individet kan udtrykke den kønsidentitet, som passer individet i alle dets former – biologisk, kulturelt og nu også juridisk. Det udelukker ikke normer og værdier fra fællesskabet som værende en form for rammer, som individet kan udfolde sig i. Det er bare vigtigt, at disse normer og værdier er tidssvarende og ikke for snævre. Derfor roser jeg kønsdebatter velkommen, men vi bliver nødt til at være opmærksomme på, hvilken kønsidentitet vi diskuterer, hvis debatten ikke skal være navlepilleri.

 

Nu er der måske en god mulighed for, at jeg kun har forvirret læserne af dette indlæg endnu mere. Men første skridt i en progressiv debat er at finde ud af, hvor man selv står. Så spørgsmålet er simpelt: Hvilke køn er du?

 

 

photo credit: Mike Slichenmyer via photopin cc

 

 

Gustav Sindberg

Siden 2014 har jeg studeret psykologi på Aalborg Universitet og min fritid bruges på venner, familie og lidt politisk arbejde. Tidligere har jeg lavet frivilligt arbejde i Radikal Ungdom, LGBT Ungdom, lokalavisen og Ung Dialog, hvor jeg snakkede om sex og kærlighed i udskolingen. Debatten om køn, ligestilling og seksualitet har været en fast del af mine interesser, så længe jeg kan huske og har været en central del af min hverdag - lige fra da jeg sprang ud, til jeg skrev om tyske kønsroller i gymnasiet.

1 kommentar

  1. Det du fandt frem til i dit filosofiske hjørne, kan du også læse om hos Judith Butler. Hun kalder det bare biologisk- og socialt køn. Meget spændende læsning 🙂

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv