leatherdyke.cc

De seneste mange uger har der været mange skriverier om punkgruppen Pussy Riot, som er blevet anholdt efter en Putinkritisk koncert i en kirke i Rusland.

 

Officielt med anklager om hooliganisme, men i virkeligheden nok snarere, fordi de turde åbne munden mod én af landets mest magtfulde mænd.

 

Men udover, at de er imod Putin, er der ikke særlig mange, der ved noget om dem. Og det er en skam, for de er faktisk ret seje. Pussy Riot er nemlig ikke bare et band – det er en protestform.

 

Bandet er erklæret feministisk, og de kæmper ikke bare mod systemet men for kvinderettigheder og LGBT-rettigheder.

 

Der er ingen, der ved, hvem der er med i Pussy Riot. Alle bandmedlemmerne er totalt anonymiserede. De bruger dæknavne, og de er altid maskerede med farvede elefanthuer. Jævnligt bytter de tøj og navne fra optræden til optræden, ligesom det heller ikke altid er de samme piger, der står på scenen. Det eneste vi ved om menneskerne bag skihuerne er, at de alle er kvinder, gennemsnitsalderen er 25 år og mange af dem har læst på universitetet.

 

Anonymiteten er ifølge kvinderne selv vigtig, fordi det fjerner fokus fra enkeltpersoner og holder spotlyset på sagen. Det symboliserer også, at Pussy Riot kunne bestå af enhver kvinde i Rusland. Bandet, som består af omkring 30 forskellige unge kvinder, laver protester i form af spontane punktkoncerter, hvor de får skrålet så meget politisk kritik ud som de kan nå, før politiet kommer og fjerner dem. Undervejs har andre medlemmer af bandet videooptaget koncerten og lagt den ud på nettet. Gadekoncerterne og videoerne, som deles via sociale medier, er begge vigtige og supplerer hinanden.

 

De fleste af medlemmerne mødte hinanden til en månedlig ulovlig demonstration, der krævede at en aflyst pride-parade skulle afholdes. De følte, at der var behov for en ny type protester og startede derfor Pussy Riot, da de var nået til den erkendelse, at ”for at forandre noget, inklusiv hele sfæren omkring kvinderettigheder, er det ikke nok at gå til Putin og bede pænt om det.” ”Protesternes udtryk er nødt til at udvikle sig. Vi havde én form for protest, men vi har brug for mange forskellige.”

 

Bandet har lavet surprise-optrædener, fx i metroer og på gaderne. I ét tilfælde, da et af bandmedlemmerne sad fængslet, klatrede tre andre op på taget af en nabobygning til fængslet og lavede en koncert imod politisk fængsling.

 

Af temaer, der er vigtige for bandet, nævner et af medlemmerne, ”Erafirma”, køn og LGBT-rettigheder, problemerne med den maskuline konformitet og mændenes dominans på alle planer i den offentlige debat (i Rusland).

 

Men det er ikke bare kvinder eller LGBT-personers rettigheder, den er gal med i Rusland. Ifølge Pussy Riot er hele systemet ”råddent og i stykker.” De går ind for en revolution, og har blandt andet vist det med sangen “Egyptian air is good for the lungs / Do Tahrir on Red Square!”

 

De mener, det er kvinderne, der bør tage ansvar for en sådan revolution: “The revolution should be done by women,” udtaler ”Garazhda” fra Pussy Riot. Både fordi politiet ikke slår så hårdt ned på kvinder som på mænd, men også fordi “There’s a deep tradition in Russia of gender and revolution – we’ve had amazing women revolutionaries.”

 

Navnet Pussy Riot er en reaktion på diskursen omkring netop det kvindelige kønsorgan. I offentligheden beskrives det som passivt, modtagende og formløst. Det stik modsatte af at være i stand til at starte et oprør. At sætte de to ord sammen giver et modspil til de, der konstant prøver at definere kvinder, vise dem deres rette plads og diktere, hvordan de burde opføre sig.

 

Efter koncerten i kirken, er de blevet berømte over det meste af verden. Putins magt(misbrug) er endnu engang blevet sat på dagsordenen i den vestlige nyhedsstrøm.

 

I skrivende stund er de anholdte kvinder lige blevet kendt skyldige og står til to års fængsel. Eftersigende er to af kvinderne mødre til små børn.

 

Om aktionen er en succes, kan derfor diskuteres.

 

Jeg må også indrømme, at jeg ikke er særlig vild med musikken og jeg forstår ikke teksterne. Trods alt dette er jeg ret vild med Pussy Riot. Især er der tre ting, jeg synes vi i Danmark kan lære af dem:

 

1. De husker deres historie. At Pussy Riot husker på stærke kvinder, der har været med til at forme deres land er en ting, vi kunne blive bedre til i Danmark. Ikke så meget fordi vi skal hylde dem eller skabe en eller anden nationalromantisk drøm, men fordi de historier vi fortæller, er med til at forme vores syn på nutiden. De fleste af os vil på stående fod kunne nævne en del mænd, som har haft indflydelse på det danske samfund. Men hvor mange kvinder kan du nævne?

 

Når vi ikke kender til kvinder, der har haft stor indflydelse på samfundet, hvordan skal nutidens kvinder så få ideen til, at de har muligheden?

 

2. Pussy Riot har forstået nødvendigheden af nyskabelse. Vi kan godt lave demonstrationer, og det vil sikkert også have en effekt, men hvis vi virkelig vil slå igennem, har vi brug for nye muligheder. Hvis vi virkelig vil ud over rampen, må vi gøre ting, der ikke er set før. Som skaber opmærksomhed og som ikke er ladet med en hel masse fordomme. Ifølge Pussy Riot skal forskellige protestformer supplere hinanden for at give den maksimale effekt. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

 

3. Og så har Pussy Riot virkelig forstået, at promovere en sag, en idé og ikke bare enkelte sangere i et band. Det giver dem en enestående chance for at blive opfattet som det, de siger i øjeblikket og ikke lade en masse fordomme eller gamle historier om deres person forplumre billedet. Det sikrer også, at ideen kan leve videre, selv hvis et eller flere medlemmer forlader bandet. Og det giver, som de også selv påpeger, et indtryk af, at det kunne være alle kvinder i Rusland.

 

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv