leatherdyke.cc

Hvad vi har lært af #metoo

Amanda Schwarz-Nielsen står bag de tre satiriske striber om, hvad vi har lært af #metoo. Vi har interviewet hende omkring hendes bevæggrunde for at tegne striberne, og hvad der har motiveret – og provokeret hende i debatten.

 

Hvorfor en tegneseriestribe om #metoo – og hvorfor lige disse tre lektioner?

Da #metoo havde kørt i et par måneder, mærkede jeg en stigende frustration hos mig selv. Så jeg fik behov for at sparke lidt tilbage, give modstand, og det blev så til tre tegninger med tre lektioner.

 

Jeg startede dog ikke med at være frustreret. Faktisk forventede jeg ikke det store af #metoo i begyndelsen. Jeg syntes, at de folk der stod frem var pisse modige, men jeg tænkte egentlig, at det nok hurtigt går i sig selv som en eller anden internettrend. For overgreb og lignende er jo noget, som feminister til alle tider har forsøgt at råbe op om. Og det er noget, der sjældent får overskrifter, og hvis det gør, så dør debatten hurtigt – og folk fortsætter med at nedtone problemerne omkring seksuelle eller fysiske overgreb. Så: hvorfor skulle #metoo være anderledes?

 

Men det har været anderledes. Da #metoo for alvor rullede blev jeg først overrasket, glad og lettet. Jeg tror, at mange følte, at nogle ting endelig blev sagt, og at man ikke var ”alene”. Men måske lige præcis på grund af den usædvanlige medvind bevægelsen fik – at det faktisk blev taget seriøst – kom der måske et ekstra hårdt backslash. Der var nogle uger, hvor kritik og had bare havlede ned over bevægelsen. Det gik mig virkelig på – der var næsten en gængs konsensus om, at #metoo var for meget. Det dårlige blev pustet op, ting blev fordrejet, og folk diskuterede kun det sensationelle. Så jeg følte, at vi som feminister måtte vinde debatten tilbage.

 

Så derfor lavede jeg en tegneseriestribe om #metoo. Også fordi jeg selv fik ekstra behov for at læse og høre fra feminister, der gik til genmæle. Og det gjorde mange, og det hjalp mig, og det ville jeg også give et lille bidrag til, selvom jeg egentlig sjældent på den måde ”ytrer mig”. Jeg ville også gerne gøre det på en måde, hvor man så det lidt tragiskkomiske i det hele. Hvor fjollet det hele er, så vi kan grine af modvinden og derigennem blive stærkere. Jeg er ret vild med sjove feminister, som bruger humoren aktivt. Heldigvis synes jeg, at der kommer flere og flere skidesjove feminister som Sanne Søndergaard og Sofie Hagen – og mange flere.

 

Tegneseriestriberne udviklede sig til tre lektioner. Der kunne godt komme flere. Men idéen var at udstille, hvordan der var opstået en særlig debatkultur omkring #metoo. Især gennem medierne. Og da jeg selv har et ben i mediebranchen, var det oplagt at tage fat i dem som ramme for tegneseriestriberne. Eksempelvis er der i medierne opstået uskrevne debatregler som at ordet ”krænke” har skiftet fortegn, så det pludselig er den, der bliver krænket, der er problemet. Mine tegneserielektioner skulle give nogle ”retningslinjer” i dette debathelvede. Hvis bare én feminist derude har trukket på smilebåndet, har det været det værd.

 

Hvad har særligt motiveret/provokeret dig i debatten?

Det er et rigtig fedt spørgsmål, fordi det kobler både motivation og provokation. Og det er jo lige det: først blev jeg provokeret, og så blev jeg motiveret.

 

Som sagt var jeg irriteret over den særlige debatkultur omkring #metoo i medierne. Ingen gad rigtig at gå i dybden og for eksempel undersøge, hvorfor krænkelserne sker. Eller undersøge seriøse bud på at komme problemet til livs (udover selvfølgelig, at kvinder skal lære at sige fra. Det blev sagt way too much, men uden at nogen rigtig uddybede, hvad det betyder). Og i stedet for at bringe viden og information i spil, så synes jeg, at nogle medier gik på rov efter opmærksomhed og Facebook-kommentarer ved at skabe fronter og bare provokere. Så jeg fik stort behov for at gøre et eller andet, der kunne udstille, hvordan debatten igen og igen bliver afkoblet eller kører i ring. Eller udstille, hvordan jeg følte, at nogle journalister kun interviewede med det for øje, at få så grænseoverskridende og seksuelle detaljer ud af deres kilder som overhovedet muligt – uden omtanke for kilden selv.

 

Og midt imens, at debatkulturen omkring #metoo var allerlængst ude og skide, så synes jeg, at det også smittede af på, hvad folk gik rundt og sagde til hinanden. Der var en periode, hvor #metoo blev gjort til en slags joke. Noget, som man helst skulle tage ironisk afstand fra ved at gøre grin af bevægelsen. I forskellige sammenhænge hørte jeg folk råbe #metoo, hvis nogen for eksempel strejfede dem, som i en joke. Som i ”hihi – jeg er en hysterisk kvinde, der siger #metoo over bagateller”. Og det synes mange åbenbart var sjovt. Jeg tror nærmere, at det var et symptom på, hvor udskældt bevægelsen var blevet, og at man kunne score nogle billige point og anerkendende nik ved at gøre lidt nar. Og på den måde også etablere, at der er en gruppe mennesker, der ikke bør tages seriøst…

 

I samme periode blev det næsten i orden at sige ubehagelige eller dumme ting, som om at det var fakta. Jeg arbejdede for eksempel mens nogle prominente mænd fra mediebranchen havde en samtale tæt ved min plads. De talte ikke til mig, men så tæt på, at det de sagde åbenbart var helt ”ok” bare at sige sådan ud i lokalet. De sagde, at de kvindelige skuespillere, der stod frem med historier om krænkelser kun gjorde det, fordi de var talentløse og savnede opmærksomhed. Men jeg sagde ikke noget til dem.

 

Alle den slags hændelser gjorde mig pænt frustreret. Jeg følte, at der åbenbart er rigtig lang vej igen, og at dagsordenen var røget af sporet – og at vi som feminister måtte få den tilbage igen.

 

Hvad er det tegneseriemediet kan?

At jeg lige endte med at tegne var lidt en ”spur of the moment” beslutning. Jeg tegner normalt ikke tegneseriestriber, men maler eller skriver. Men til en fest talte jeg med en badass tegner, som havde de samme frustrationer over #metoo. Hun havde tænkt sig at tegne nogle striber om bevægelsen, og hun gav mig stor lyst til at gøre det samme. Jeg havde ikke de store ambitioner, for tegneseriestriber er ikke mit medie, men det fede ved at lave tegneseriestriber er, at man kan udtrykke en masse følelser med bare få streger. Og mange af de ting, jeg gerne ville udtrykke, var hændelser og scener – og den slags gør sig godt i tegnede billeder.

 

Samtidig er tegneseriemediet satirisk og oplagt at anvende, hvis man skal gøre grin med magten. Jeg mærker tit, at er en overvægt af kritik mod feminisme. At der er en udpræget mening om, at feminister er for meget. Når folk derfor har gjort grin med personer, der har stået frem med #metoo, har jeg følt, at de har støttet op om en allerede dominerende holdning. De har latterliggjort og ekskluderet det feministiske synspunkt, at det er på tide at gøre op med seksuelle krænkelser. Hvilket kun gør det endnu sværere at tale ud om – potentielt også for dem selv, hvis de skulle opleve noget grænseoverskridende. I alt den debat om #metoo har forbløffende få spurgt, hvorfor krænkelser er noget, folk i årevis har holdt for sig selv. Men det er blevet nemmere og nemmere at forstå, når man ser den store modvilje #metoo har måttet gennemgå.

 

Satire skal i stedet stille sig op mod den dominerende holdning, udfordre den og udstille den til latterliggørelse – ikke den anden vej rundt. For kun hvis vi kritiserer den dominerende dagsorden får vi plads til flere synspunkter, holdninger og erfaringer. Også de feministiske holdninger og de erfaringer, der kom til udtryk gennem #metoo. Og det er super farligt, hvis den slags holdninger og erfaringer ikke kommer til orde, hvilket i virkeligheden er det, vi har set med #metoo. Vi har set, at folk har holdt kæft i årevis. Så der er ingen vej uden om at udfordre den dominerende dagsorden – og her kan humor og satire være stærke virkemidler.

Amanda Schwarz-Nielsen

Amanda er cand.scient.pol., freelancejournalist og billedkunstner. Amanda har blandt andet bidraget til magasinet HYSTERIA og Kort om Køn. Hun har tidligere været frivillig i Dansk Kvindesamfund.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv