leatherdyke.cc

Man siger, der er forskellige verdener på sociale medier. Du bliver en del af én bestemt verden på baggrund af dine interesser, politiske overbevisning, hvor du kommer fra og hvad du laver.

 

Det sker uden, at man nødvendigvis tænker over det. Du ender bare i det efterhånden famøse ekkokammer, hvor alle omkring dig udtrykker mere eller mindre det samme, som du tænker og mener. Det er en generel tendens i dag – ligegyldigt om det handler om generel politik eller specifikt om feminisme: Vi taler med dem, vi er enige med, og vi læser meninger fra dem, der ligner os selv.

 

Jeg brugte en del tid på at overveje, hvad jeg skulle skrive i mit første indlæg her på F-frekvensen. Jeg har altid været fascineret af Dansk Kvindesamfunds arbejde og har vidst, at jeg var feminist fra det øjeblik jeg først opdagede, at der ikke er lighed mellem kønnene. Men så snart den første begejstring for at skulle blogge havde lagt sig, blev jeg bekymret. Mit indlæg ville blive delt på Dansk Kvindesamfunds sociale medier. Måske ville nogen endda dele indlægget herfra, og sådan ville der pludselig være adskillige kommentarspor på internettet dedikeret til mine ord, min mening, men ikke nødvendigvis i min sædvanlige, trygge internetboble, hvor alle ved, hvad ciskønnet betyder, og vi alle sammen er craft beer- og quinoa-socialister. Man kommer ud af træning, og jeg er kommet ud af træning i at tale med folk med andre meninger og baggrunde. Og det er vigtigt og fuldstændigt essentielt, at vi begynder at øve os igen.

 

Problemet med ligestillingsdebatten er, at vi sjældent deltager i den samme samtale. Vi har ikke det samme udgangspunkt, den samme forståelse og de samme definitioner. Vi ender i stedet med at tale forbi hinanden. For hvad taler vi egentlig om? Har vi den samme opfattelse og viden om emnet? Er vi villige til at høre på den anden sides argumenter? Det virker som om, at ligestillingsdebatten i dagens Danmark kan tages af hvem som helst. Man behøver ikke nogen forudgående viden eller erfaring som grundlag for ens argumenter er.

 

Hvis du føler, at det er biologisk bestemt, at kvinder er mere omsorgsfulde end mænd, jamen, så er det da helt uvæsentligt, at forskning for længst har modbevist det. Hvis du før har oplevet, at en kvinde, som identificerer sig som feminist, har sagt, at hun hader mænd, jamen, så må det betyde, at hele konceptet feminisme handler om mandehad. En idé og et argument, som i sig selv er fantastisk, fordi det, som i så mange andre situationer i samfundet, går ud fra, at kvinder altid skal ses i forhold til mænd.

 

Sidste gang jeg blev oprigtigt forarget over denne manglende fokus på fakta og viden, var da jeg læste et stort interview i Politiken med ligestillingsminister Karen Ellemann (V) fra lørdag den 31. december 2016. Imod slutningen af interviewet giver journalist Milla Mølgaard ministeren en t-shirt med teksten “Feminist – Any person who believes in the social, politial and economic equality of all genders”.

 

Karen Ellemann, Danmarks ligestillingsminister, svarer “Okay. Er det sådan, man definerer det? (…) Jamen, okay, hvis det er sådan, så er jeg også feminist. Og stolt af at være det. (…) Ja, man har jo altid lov at blive klogere.” Selvfølgelig er der et vist niveau af gimmick over udvekslingen, men det grundlæggende er, at personen med ansvar for ligestillingen i Danmark skulle have forklaret, hvad definitionen på feminisme er. Hele interviewet er fokuseret på Karen Ellemanns – og resten af Venstres – liberalisme og mangel på forståelse for feminisme generelt. Hvis man ikke behøver en viden om ligestillingskampen og definitionen af den politiske bevægelse bag ligestilling bør man så have det højeste embede inden for feltet? Tilsyneladende gør det ingen forskel i dag, og det er brænde på den uoplyste ligestillingsdebats bål.

 

Men Karen Ellemann har ret i en ting: Man har altid lov at blive klogere. Men nogle gange kan man føle, at det bliver sværere og sværere, fordi man rent faktisk ikke møder dem, man kunne blive klogere af. Og der mener jeg ikke kun, at folk “imod” feminisme kan lære af os feminister, men at vi også kan lære af dem. Måske bliver vi ikke enige, men så har du måske lært et nyt argument eller et nyt synspunkt at kende. Og måske har du fået vist din modpart, at ligestilling og feminisme bygger på viden, forskning og erfaring, og at de har meget at lære.

 

En af de største misforståelser grupper imellem er, når folk taler imod feminisme ved at sige, at bevægelserne burde tale om mænds problemer med selvmord, korte eller ingen uddannelser, og hvordan nogle mænd generelt falder bagefter i samfundet.

 

Med min forståelse af feminisme, hvor jeg er tilhænger af social, politisk og økonomisk ligestilling mellem alle køn, kommer mænd også ind i billedet. Først og fremmest i forhold til mænds rolle i patriarkatet, som grundlæggende er det, jeg bekæmper og er imod. Men patriarkatet skader ikke kun kvinder – det skader også de mænd, som ikke har magten. Det skader mænd på en anderledes måde end kvinder, og det skader dem anderledes alt efter etnicitet, seksualitet og eventuelle handicaps.

 

Fuldstændig ligesom hvide kvinder ikke oplever den samme type diskrimination som kvinder med en anden etnicitet. Det er dét, der er langt mere interessant at tale om: Hvad er det, vi alle sammen kæmper imod? Vi vil alle altid have forskellige udgangspunkter og ting, vi fokuserer på, men i stedet for at kæmpe imod hinanden om hvem, der har det værst, kunne vi prøve at finde ud af, om vi faktisk kæmper imod det samme.

 

Det er provokerende og ofte irriterende at skulle tale med folk med andre holdninger end én selv – specielt, fordi vi er blevet vant til ikke at behøve at gøre det, og det er så dejligt nemt at lade være. Men hvis vi som politisk aktive og interesserede nogensinde vil ændre noget som helst, bliver vi nødt til at finde en måde at prikke hul på vores boble og møde dem udenfor.

 

Vi skal forsøge at tale sammen på tværs af forskellige verdener. Det starter med, at vi forsøger at blive enige om, hvad vi taler om. Bagefter er vi forhåbentlig tættere på at se, at vi i virkeligheden alle lever i den samme verden.

 

photo credit: duncan street art, New York via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Emilie Kristensen

Jeg er udenlandsdansker oprindeligt fra Nordens Paris (Aalborg). Jeg har boet i Glasgow siden september 2013. Til daglig arbejder jeg inden for velgørenhedssektoren med kommunikation og fundraising. Jeg har været feminist, så længe jeg kan huske. Særligt igennem ophold i Irland og USA og nu med bopæl i Skotland er jeg med tiden blevet mere og mere fokuseret på den sociale ulighed som patriarkatet bringer med sig, og det synes jeg, at vi alle sammen skulle tale noget mere om.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv