leatherdyke.cc

Én af de største klicheer blandt velmenende mænd der elsker kvinder er, at kvinder ikke skal sulte sig selv i et forsøg på at efterstræbe det syletynde modelideal, for mænd vil alligevel helst have kvinder med former.

 

Indledningsvis kan man jo kritisere udsagnet for at være håbløst abstrakt. Hvilke former er det præcis, vi taler om? Er det formen på min topmave, på de lår der gnider mod hinanden, når jeg går, eller formen på den lille fedtpude der krænger sig ud over linningen af mine jeans? Var det formen på mine ribben, dengang de var tydelige under min hud? Eller er det formen på mine bryster, efter de ekstra 10 kg har pumpet dem op fra en lille B-skål til en solid D?

 

Mænd tager i et anfald af misforstået omsorg endnu engang ejerskab over den kvindelige krop ved at bruge den ”kurvede” kvinde som symbol på egen maskulinitet. ”Rigtige mænd” vil have ”rigtige kvinder”. Dette ses både i romantiseringen af det efterhånden fortærskede 50’er-kvindeideal, personificeret i Mad Mens Joan Holloway, og i den aktuelle danskhallbølge, hvor ”big booty bitches” hyldes for deres evne til at ryste røven på en for mændene seksuelt ophidsende facon. Og det er alt sammen meget fint. Det er dejligt, at der er mænd, der godt kan lide store bryster og brede røve og bløde maver. Men kære mand. Din kærlighedserklæring til min booty er på flere måder dybt problematisk.

 

For det første opsættes igen et antagonistisk forhold mellem to kropstyper: tyk og tynd. Enten er man på det ene hold, eller også er man på det andet. Typisk vil man(d) fremhæve den kurvede kvindekrop på bekostning af tynde kvinder ”uden former”, der nedgøres som ukvindelige. Samtidig fremhæves de ”kurvede” – tykke, runde, whatever – kvinder nærmest udelukkende for deres kropstype, hvorimod tynde kvinder trods alt nogle gange kan være andre ting end bare tynde. Man kan ikke tillade sig at vise et billede af en kurvet kvinde, uden at understrege at man i øvrigt synes, det er sexet, at hun er kurvet. At hun tør være kurvet. På denne måde hyperseksualiseres og fetisheres den kurvede kvindekrop, samtidig med at det ekstra fedtlag fastholdes som noget unormalt og derfor pirrende og syndigt. Den kurvede kvinde er mandebladets flødeskumskage: Lidt forbudt, men åh-så-fristende. Vi kan godt smovse i én nu og da ved særlige lejligheder, men vi er alle sammen klar over, at det selvfølgelig ikke kan blive normen. Deri ligger også underforstået, at mandens accept af kvindens former betinges af, at han finder kvinden seksuelt tiltrækkende. Mænd synes kvinder med kurver er sexede, men en usexet kvinde har ikke kurver – hun er bare fed.

 

For det andet reproducerer det velmente budskab, at mænd foretrækker kvinder med former, blot den diskurs at kvindens krop først og fremmest tilhører den heteroseksuelle mand. Kvinder skal ikke lade være med at sulte sig selv, fordi det er usundt, selvdestruktivt og hæmmende i forhold til at opretholde en normal hverdag, men fordi mænd rent æstetisk ikke bryder sig om kvinder, der er for tynde.

 

Kære mand. Jeg er fløjtende ligeglad med, hvad du kan lide. Der er et utal af grunde til, at kvinder ikke skal sulte sig, men mandens æstetiske præferencer bliver aldrig én af dem. Kvinder sulter ikke kun sig selv for at fremstå attraktive over for mænd, og kvinder skal aldrig hverken tabe sig eller tage på for at tilfredsstille mænd. Kære mand. Du er så forfængelig, at du sikkert tror, min spiseforstyrrelse handler om dig, men det kurerer ikke min bulimi, at du finder mig mere seksuelt tiltrækkende i en størrelse 40 end i en 34. Kære mand. Det er min krop, mine former, min fede røv og mine synlige ribben, og jeg bestemmer selv, hvor store mine fedtdepoter skal være. Det glæder mig, at min numse appellerer til dig, men du behøver ikke godkende min krop for mig. Tak.

Mikka Tecza

22-årig blondine med adresse på Nørrebro og en bachelorgrad fra RUC. Diskuterer hverdagssexisme, the male gaze, magtkampe i almindelighed og sociale spil i særdeleshed.

10 kommentarer

  1. Jeg synes det er et interessant perspektiv at former = en rigtig kvinde. Ja Dove-reklamerne er dejlige, men kvinder som er tynde af den ene eller den anden årsag er vel lige så meget kvinde, som alle andre?

  2. Jeg tager mig 100procent af hvad MIN mand synes om min krop…At være i balance med sig selv er det allervigtigste.men at føle sig lækker og sexet for sin egen skyld holder ikke så længe når musikken gerne skulle spille!!

  3. Virkelig godt indlæg! Det har altid undret mig, at (nogle) mænd mener, de er i en position, hvor de har ret/pligt til at vurdere og godkende andre menneskers kroppe! Hvorfor hulen er det så “naturligt”, at kvinden altid skal være objektet og manden subjektet, hvis lod det er at bedømme, om hun “er god nok”. Det er en virkelig syg mekanisme i vores samfund! Føj!

  4. Super godt indlæg! Kvinder har ret til forskellighed.
    Det er fint nok, når den enkelte mand og den enkelte kvinde gør sig lækre for hinanden, men du har ret i, at en kliché, som den du skriver om, er utidig og på finurlig vis virker ydmygende

  5. Fedt indlæg, og det er helt klart en debat der er brug for i dagens samfund hvor kvinden ofte bliver betragtet som et sexobjekt, arbejdsnarkoman eller humos (som jeg ser det).
    Men hvor er det andre vinkler? Det bliver for ensporet det her kun set fra denne vinkel. Mange af de kvinder som spejler sig i mænd og deres meninger, bunder det ikke i lav selvtillid/selvværd? Kvinder er kvinder! Om de er flade som et strygbræt, eller har en røv som en ladeport, så er man vel en rigtig kvinde.. hvis man er kvinde?
    Derudover synes jeg at fedmen spiller en stor rolle. Jeg synes det er fedt med kvinder med former. (Især dem som kan finde ud af at klæde sig på efter dem!) Men grænsen mellem at have flotte og store former, og være direkte tyk kan altså være hårfin.
    Derudover klæder kvinder sig vel på/går op i deres krop for deres egen skyld? Og for andre kvinders skyld? Vi er et samfund som dømmer en på tøjet: Hvis du ligner en bums (og måske heller ikke har været i bad et stykke tid) har man ikke lyst til at komme i kontakt med folk, eller ansætte dem i et firma! Som jeg ser det, er man nødt til at være lækker (som må man selv definere det) i samfundet. At mænd måske kigger efter en, er bare en bonus.
    .. og nu kom jeg vidst lidt væk fra emnet. Ups 🙂

  6. Hvis man havde taget hadebrillerne af kunne der være skrevet et godt indlæg som blot undersøgte og forklarede hvorfor komplimenter og des lige nødvendigvis ikke fungerer efter hensigten. Desværre er hele indlægget et angreb på (alle) mænd, der vover at have en ærlig mening om kvinder. I det hele taget er indlægget skrevet i en barnlig og hadsk tone, som jeg finder ret upassende. Hvorfor skal alting være så aggressivt? Er det bare sådan bloggere gerne vil fremstå?

  7. Pingback: FANTASTISKE ORD | SilleWho?

  8. Pingback: What do men want? | Its a womans world

  9. Wow. Det må jeg fandme sige.
    Læste lige indlægget på opfordring fra SilleWho? og jeg er helt solgt. Hold k*** hvor er det bare skrevet flot og du rammer lige hovedet på sømmet.
    Thumbs up. Jeg er en kvinde med kurver, og jeg har det ganske fint.

  10. Jeg er fanget af din tanke, men i virkeligheden tror jeg de fleste kvinder ser godt ud for hinanden i stedet for deres mand. Jeg bekymrer mig mere om hvad “piger” tænker end min kæreste. Altså i grove træk. Men vi er jo forskellige. Modeverdenen kan lide tynde piger, nogle mænd kan lide “kurvede” piger og så kan vi lide så meget andet. Vi må lære, at en krop er en krop, bum. Hallelujah vi er alle smukke og alt det. Jeg tror, hvis alle kvinder begyndte at tænke mere på større ting end deres selvværd el. krop så ville vi udrette en stor del. Man burde være født med en accept for ens krop, det burde være en selvfølge at man elsker sin krop – ikke en undtagelse.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv