leatherdyke.cc

I filmens verden har man taget forestillinger om kvindekønnet under (u)kærlig behandling. Det har typisk fundet sted, i det man kunne kalde for ”dramafilm” og i socialrealistiske skildringer af eksempelvis kvinders underlegenhed i et mandsdomineret samfund. Det er kønskritiske film der åbent og direkte kritiserer de alt for fasttømrede kønsroller. Dog er en mere subtil og indirekte kønskritik også at finde i horrorfilm. Hvad har uhygge, blod, løsrevne tarme og psykotiske mordere med kønskritik at gøre? Læs med her. Det tilrådes under læsningen at låse alle døre, lukke alle vinduer og have en køkkenkniv i hånden.

 

Der findes fiktionsfilm, der direkte og åbenlyst beskæftiger sig med spørgsmålet om køn, særligt forestillinger om kvindekønnet. Et eksempel er ”Boy Don’t Cry” (1999), der fortæller historien om den biologisk fødte kvinde, der lever sit liv som en mand, med fatale konsekvenser til følge. Et andet eksempel er ”North Country” (2005), hvor spørgsmålet om sexchikane mod kvinder bliver taget under behandling. Et mere farverigt eksempel er ”I Shot Andy Warhol” (1996), der fiktionaliserer den radikale feminist og forfatter Valerie Solanas’ attentat mod kunstneren Andy Warhol. Solanas var, som filmen også skildrer, desuden berømt og berygtet for hendes stærkt anti-mandlige holdning. Listen med eksempler kunne blive ved; det skorter derfor ikke på film, der eksplicit beskæftiger sig med kvinders kønsroller.

 

Horror og slasher

De færreste ville tilskrive horrorfilm en intention om at udfordre fasttømrede kønsroller, men det er ikke desto mindre det, filmteoretikeren Carol Clover argumenterer for, at filmgenren gør. Særligt ”slasherfilmen”, der er en undergenre af den overordene genredefinition ”horror”, har fanget teoretikerens opmærksomhed.

 

Filmklassikere som Texas Chainsaw Massacre” (1974), ”Halloween” (1978), ”Friday the Thirteenth” (1980) og ”Friday the Thirteenth Part II” (1981) tilskrives normalt undergenrebetegnelsen ”slasher”, og regnes for at være de første rigtige slasherfilm. Film som blandt andet ”Psycho” (1960) og ”The Birds” (1963) ses som nogle af forløberne for genren. Der findes selvfølgelig også nyere eksempler på slasherfilm, såsom ”Wrong Turn” (2003), ”Trick r’ Treat” (2007), ”The Devils Rejects” (2005) og ”Hatchet” (2006), foruden de utallige remakes og reboots af blandt andet ”Texas Chainsaw Massacre” (2003, 2006, 2013) og ”Halloween” (2007, 2009).

 

Karakteristisk for slasherfilmen er grundhistorien om en morder\mordere (i langt de fleste tilfælde en mand\mænd, for det meste maskeret), der jagter og dræber en gruppe af (typisk unge) ofre. Morderen gør ikke brug af pistoler, rifler eller andre skydevåben, men udelukkende knive, motorsave, slagvåben eller lignende. Deraf betegnelsen ”slasher”. Der er variation med hensyn til, hvor mordene finder sted: Enten sker de et, for ofrene, fremmed og ukendt sted, eller i hjemlige og kendte omgivelser, hvor det genkendelige antager en fremmed og truende form. Fælles for de to typer steder er, at ofrene ikke føler sig trygge. Stederne kan i starten forekomme harmløse, men viser sig senere at være livstruende. Volden i filmene er typisk meget eksplicit, omend volden i en af de genredefinerende slasherfilm, ”Texas Chainsaw Massacre”, ikke er ekspliciteret, men snarere antydet. Der er blod i spandevis, men motorsavens penetration af kødet ses ikke direkte. Med den gradvise udvikling af makeup-teknikker og computeranimationer er volden i slasherfilm blevet mere og mere ekspliciteret, fordi det er blevet muligt at illustrere volden mere realistisk\overdrevent.

 

The Final Girl

Hvad har sådanne film så med kønskritik at gøre? Filmteoretikeren Carol Clover populariserede med sin ”Men, Women and Chainsaws. Gender in Modern Horror Film” (1992) tesen om, at horrorfilm, i særdeleshed slasherfilm, kan analyseres igennem et kønspolitisk prisme. Ifølge Clover er en gennemgående figur i de tidlige og senere slasherfilm en såkaldt ”Final Girl”. Man skal her være opmærksom på, at Clover dermed ikke mener, at en Final Girl optræder alle slasherfilm, kun i nogle film. En Final Girl er én af de af morderen jagtede ofre. Det er hende, som altid ender med – i filmens afslutning – at enten: 1. Undslippe morderen ved at flygte ud i friheden, uden at myrde morderen, eller 2. Undslipper morderen ved selv at myrde ham. I ”Texas Chainsaw Massacre” udspiller scenarie nummer et sig, i efterfølgeren (”Texas Chainsaw Massacre 2” – 1986) scenarie nummer to. I etteren lykkes det med nød at næppe kvinden at undslippe den motorsavssvingende morder; samtidig triumferende, rasende og fortvivlet, med ansigtet vendt mod morderen, sidder hun på ladet af en bil og både griner og græder. I den efterfølgende film myrder kvinden morderen og holder derefter mordvåbenet – ironisk nok en motorsav – triumferende over hovedet. Det er til forskel fra etteren, hvor morderen i raseri og fortvivlelse over kvindens flugt, i en ikonisk scene svinger sin motorsav rundt om sig. I begge film er kvindens aktive modstand hendes redning: Kvinden tager sagen i egen hånd, redder sig selv og bliver filmens egentlige heltefigur.

 

Den sidste piges flydende kønsrolle

Final Girl-figuren går igen i senere slasherfilm, såsom førnævnte ”Halloween”, ”Friday the Thirteenth” (1980) og ”Friday the Thirteenth Part II”, hvor kvinden enten flygter eller dræber morderen, enten ved at gøre kreativt brug af sine omgivelser eller ved aktivt at kæmpe tilbage. Fælles for disse og de førnævnte film er at de mandlige ofre, og ikke kvinden, lider en krank skæbne. Det er modsat andre slasherfilm, hvor én eller flere mandlige ofre ender med enten at flygte eller dræber morderen. Det, der gør slasherfilmene med Final Girl-figuren så specielle, er at det er kvinden, der til sidst triumferer. De figurer der i filmene optræder som alfahanner, formår derfor ikke at nedkæmpe morderen. Derimod er det kvinden, der viser den styrke, og det overblik det kræver for enten at undvige eller dræbe morderen.

 

Hvad der ifølge Clover gør Final Girl-figuren så særlig, er hendes ”flydende” køn. Hun er biologisk set en kvinde, men besidder det som traditionelt betegnes som maskuline egenskaber: Styrke, overblik og teknisk\praktisk snilde. Samtidig er hun også skrigende og hysterisk, hvilket traditionelt set er blevet defineret som feminine egenskaber. I løbet af filmen svinger Final Girl-figuren derfor mellem de to kønsroller: Skiftevis flygter, skriger og angriber hun morderen. Hun er ikke fuldt ud feminin, ej heller fuldt ud maskulin. Hun er midt imellem og derfor en manifestation af begge traditionelle kønsroller. I nogle tilfælde er hun endda mere ”mand” end de andre mænd i filmene, som falder under morderens økse. Mere om det senere.

I denne type af slasherfilm bliver publikums identitetsmarkører derfor udfordret, idet den overlevende kvinde ikke kun er offer og helt, men også besidder traditionelt feminine og maskuline egenskaber. Traditionelt set tildeles kvindekroppen feminine egenskaber og den mandlige maskuline egenskaber; det er bare ikke tilfældet i slasherfilmene, her blandes de sammen og en kønsforvirring opstår.

 

Den kønsforvirrede morder

Samme kønsforvirring mener Clover også er til stede hos nogle af de mordere, som kvinderne er oppe imod. Det kommer tydeligst til udtryk i ”Texas Chainsaw Massacre”: ”Leatherface”, primus motor for de gentagne drab i filmen og derfor morder per excellence, bærer filmen igennem en ansigtsmaske (lavet af sine ofres ansigter), der i flere scener enten er sminket med læbestift eller skiftet ud med en kvindemaske. Ud over sin lejlighedsvise feminine fremtoning indtager ”Leatherface” også en traditionel, feminin social position i den dræberfamilie, som han er en del af; ”Leatherface” er underkuet, står for tilberedningen af ”maden”, skal gøre som han får besked på, og i én scene er han endda klædt ud som en stereotyp husmor med forklæde og kjole – som taget ud af 50- og 60’ernes reklameblade, med deres typiske fremstillinger af kvinden.

 

Samtidig med at ”Leatherface” besidder traditionelle maskuline egenskaber, som fysisk styrke (som symbolsk kommer klarest til udtryk i den motorsav, han bruger til at myrde sine ofre med – våbnet kan tolkes som et fallossymbol) og en funktion som jæger, besidder han også førnævnte feminine egenskaber. Også morderens kønsrolle er dermed flydende og det seende publikum bliver derved udfordret i deres forestillinger om en morder, der i andre slasher- og horrorfilm fremstilles som den rene inkarnation af alle traditionelt definerede mandlige egenskaber.

 

Samme kønsforvirring og kønsleg er også til stede i for eksempel ”Dressed to Kill” (1980), der fortæller historien om en myrdende transvestit. Hvis ikke morderne altså, i den type slasherfilm som Clover beskæftiger sig med, er kønsforvirrede eller transseksuelle, er de enten jomfruer, aseksuelle eller har et anstrengt forhold til deres kvindelige familiemedlemmer; det er elementer, der udfordrer den traditionelle forestilling om stærke, selvstændige og seksuelt aktive mænd med en fasttømret, maskulin identitet. Således erfarer publikum blandt andet i ”Friday the Thirteenth Part II”, at morderen i overdreven grad er tilknyttet sin afdøde mor, hvilket også kommer til udtryk i ”Texas Chainsaw Massacre 2” (hvor det yderligere kommer frem, at ”Leatherface” er jomfru). I den forrige film, ”Texas Chainsaw Massacre”, da den kvindelige hovedperson indirekte tilbyder morderfamilien seksuelle ydelser til gengæld for hendes frihed, parodierer morderne blot hendes skrig og jamren; de ved måske godt hvad sex er, men er tydeligvis ikke interesseret i det, for dem handler det kun om at dræbe.

 

Fallos, maskulinitet og symbolik

Hvad morderen og Final Girl-figuren i disse slasherfilm deler, er derfor dele af en maskulin og feminin identitet. Symbolsk kommer det til udtryk i begges brug af skarpe genstande til at myrde hinanden med; Clover tolker genstandene som fallossymboler, altså dele af en maskulin identitet, som både morderen og kvinden deler. Morderens i forvejen semi-feminine identitet, bliver yderligere tydeliggjort og påduttet igennem kvindens sejr over morderen: Med den skarpe genstand – fallos – kastrerer kvinden symbolsk morderen; det er den endegyldig fratagelse af hans i forvejen tvivlsomme maskulinitet. Det er den kønsdiffuse ”kvinde” der ”umandliggør” den lige så kønsdiffuse ”mand”.

 

Kønsleg i moderne slasherfilm

Der findes ifølge Clover, efter slasherfilmens reelle fremkomst i midt-70’erne, et hav af andre slasherfilm, hvor der er en kønsforvirrede morder og en Final Girl – og derfor også en kønskritik – til stede: ”A Nightmare on Elm Street” (1984), ”Slumber Party Massacre” (1982), ”Hell Motel” (1980), blot for at oprulle nogle få af de film som Clover nævner. En selvfølgelig svaghed ved Clovers bog er at den blev publiceret i 1992. En eventuel kønskritik i senere slasherfilm inddrager Clover derfor ikke. Dog kan der argumenteres for, at nutidige eksempler på slasherfilm også opererer med en Final Girl-figur. Hvem husker for eksempel ikke den kvindelig hovedperson i de voldsomt populære Scream-film (1996, 1997, 2000, 2011), der egenhændigt besejrer de mandlige mordere?

 

Skønheden ved Clovers kønspolitiske analysemodel er, at hun netop tillader sig at læse filmene kønspolitisk. Det er vovet og nogle gange langt ude; som når der går for meget Freudiansk symboliklæsning i den – hvilket visse steder ligefrem er vanvittig underholdende læsning. Det er en vild analyse, der er med til at ruske op i slasherfilmenes image. Ved første øjekast får man måske kun øje på uhygge, blod, løsrevne tarme og psykotiske mordere, men tillader man sig at lade kategorierne løbe vildt, hive sine teoretikere ned fra hylden og holde godt øje med den kjoleklædte morder og den hårde pige, kan filmene træde frem i et andet, spændende, men ikke mindre grotesk lys. Potentiel kultur- og kønskritik findes derfor ikke kun i reruns af indieklassikere i den nærmeste smalle biograf, men også på hylderne i Blockbuster.

 

Litteratur

Burfoot, Annette & Lord, Susan (ed.) (2006) – Killing Women. The Visual Culture of Gender and Violence, Wilfrid Laurier University Press

Clover, Carol J. (1992) – Men, Women and Chainsaws. Gender in Modern Horror Film, Princeton University Press

1 kommentar

  1. Jeg kan godt se hvordan Final girl kan være en kønskritik, eller i hvert fald vise en aktiv kvindefigur, men jeg kan ikke helt se hvordan en transvestitmorder er en form for kønskritik. Er den morderiske homoseksuelle/transvestit/genderbender ikke en klassisk figur som heldigvis er ved at dø ud? Jeg tror ikke helt jeg forstår hvad det er figuren giver ud over at mænd der ikke falder inden for normen åbenbart er morderiske. Måske har jeg ikke set nok af de gamle slasherfilm til at forstå det.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv