leatherdyke.cc

”Hvad skal jeg have på i morgen?” Det spørgsmål stiller jeg mig selv hver aften. Jeg har aldrig været én, der gik særlig meget op i, om jeg havde det rigtige tøj på. Jeg har op til flere gange bare valgt det, der var rent. Jeg kan godt lide tøj og sko. Rigtig godt endda. Men det har aldrig betydet noget for mig, hvordan andre så mig, og om de synes jeg, var ”rigtigt” klædt på. Og derfor har jeg altid haft et ret afslappet forhold til tøj og fremtoning. Indtil jeg begyndte på mit nuværende arbejde.

 

Jeg er ansat i en mellemstor virksomhed som Social Media Manager. Min stilling er en specialist stilling og ud over mine dag-til-dag opgaver, skal jeg blandt andet holde oplæg, kurser, deltage i møder med CEOs og andre topledere og generelt have gennemslagskraft og kunne overbevise om, at jeg netop er specialist inden for feltet. Faktum er, at jeg er en 25-årig kvinde, der arbejder med sociale medier. Ikke nok med, at jeg er ung og kvinde, så arbejder jeg også med noget, som for de fleste ikke giver særlig god mening, og derfor skal der måske noget gennemslagskraft til for at overbevise om vigtigheden af min position og kunnen (gudskelov er jeg i et job og hos en virksomhed, der forstår, hvorfor en Social Media Manager gavner hele foretagendet). Men det er vigtigt for min rolle, at jeg fremstår korrekt. At jeg bliver taget alvorligt. Og derfor er jeg begyndt at tænke rigtig meget på min påklædning og min fremtoning. Og her står jeg ofte over for det samme spørgsmål hver aften: ”Høje hæle eller ej?”

 

For et par måneder siden kunne man læse om 27-årige Nicola Thorp, der var ansat som vikarreceptionist hos det internationale revisorfirma PricewaterhouseCoopers (PwC). Men da hun mødte op på arbejde i flade sko – frem for højhælede sko – blev hun bedt om at gå hjem, da det var imod arbejdspladsens dresscode for kvinder. Eller faktisk, så blev hun bedt om at gå ud og købe sig et par højhælede sko med 5-10 cm hæl, og da hun nægtede, så blev hun bedt om at gå hjem. Bedt om, er nok så meget sagt. Men faktum er, at det skabte stor debat. For kan en virksomhed diktere en dresscode med så stramme regler? Og hvordan opstiller man dresscode for kønnene? Kvinder skal bære høje hæle, og mænd skal have slips på? Hvornår er man ”pæn” nok til sin arbejdsplads? Og er det i princippet ikke ligegyldigt, så længe man udfører sit arbejde ordentligt? Men hvorfor føler jeg så, at høje hæle gør mig mere præsentabel og seriøs at se på? Jeg ved, at jeg er god til mit arbejde, og jeg burde stole på, at mine evner er nok til, at jeg bliver taget seriøst, men alligevel nager spørgsmålet mig: ”Høje hæle eller ej?”

 

Dresscode på en arbejdsplads er ikke uhørt. Men den er som oftest uskrevet, og usagt. Er man f.eks. til en jobsamtale, så kan man lige lure hvordan andre på arbejdspladsen går klædt, så man har en idé herom, inden man starter i jobbet. Er det her en arbejdsplads, hvor man har sneakers og jeans på, eller er det en arbejdsplads, hvor jeans er skiftet ud med et par pæne bukser? Har man en stilling, hvor man enten er i direkte fysisk kontakt med kunder og samarbejdspartnere, er der ofte en konsensus om, at man tager sig ud fra sin bedste side, fordi man er virksomhedens ansigt udadtil. Og i mit job har jeg ofte ansigt-til-ansigt kontakt med nogle profiler, som selv dukker op i skjorter og høje hæle. Så burde jeg vel også?

 

I forbindelse med noget research til arbejdet, faldt jeg over en hjemmeside, hvor en kvindelig karrierecoach tilbyder kursus i det hun selv kalder ”Feminint Lederskab”. På trods af, at navnet i sig selv vækkede stor harme i mig, var jeg nødt til at læse mere om, hvad pokker det her kursus handlede om. Det handler kort og godt om, at kvinder skal være bedre til at udnytte deres feminine sider, de bløde værdier og den kvindelige intelligens og på den måde blive bedre ledere. Samtidig skal man dog passe på, at man ikke bliver for feminin, og dermed ikke bliver handlekraftig nok eller ikke får omsat inspiration til innovation. Men man skal heller ikke for meget over i den maskuline grøft. Så med kurset ”Feminint Lederskab” lærer du præcis, hvordan du opretholder den feminine balance. Nå ja, og så tilbydes der også et kursus i ”Det Hellige Skød”, som er: ”Et feminint forløb om erotisk intelligens, kærlighed, sensualitet, lederskab – og forbindelsen imellem dem.”

 

Okay, nok er jeg ny inden for erhvervslivet, men hvordan hænger sensualitet og erotisk intelligens sammen med lederskab? Og jeg tør vædde med, at der ikke findes et kursus til mænd, der handler om penislængde og lederskab. Hvis der gør, så del endelig et link.

 

Det er svært at være kvinde i erhvervslivet, det synes jeg altså. Og vi kan ofte læse om, hvordan kvinder ikke får samme løn som mænd der udfører det samme stykke arbejde, at der ikke er ligeså mange kvindelige topledere som mandlige og glasloftet lever stadig i bedste velgående – men hvad kan jeg gøre, for at bidrage til mere ligestilling inden for erhvervslivet? Burde jeg stoppe med at gå med høje hæle, og bare være en bosslady i et par Nike Air? Burde jeg være ligeglad og være iført lige, hvad det passer mig på fødderne og bare arbejde derudaf og være en bosslady på baggrund af det arbejde jeg udfører?

 

I den her måned har jeg gået mere med høje hæle end nogensinde før. Jeg har ofte tidligere undladt det, fordi jeg i mange år har haft svært ved at føle mig tilpas med min egen højde. Nu er jeg blevet komfortabel med min højde (det tog også kun ca. 10 år), og jeg er blevet rigtig glad for et par høje hæle. Og når det kommer til mit arbejde og min fremtoning, så giver høje hæle mig lige et ekstra selvtillidsboost. Jeg kan mærke, at de høje hæle giver mig følelsen af at fremstå mere seriøs.

 

Når jeg aftenen før en arbejdsdag sidder og tænker: ”Hvad skal jeg have på i morgen?”, så tænker jeg over, hvad det er, min dag byder på. Har jeg nogle vigtige møder? I så fald, hvem er de møder med? Eller skal jeg ”bare” sidde på min pind hele dagen? Min arbejdsplads beder mig ikke om at gå hjem, hvis jeg har flade sko på – det ved jeg, for jeg har haft flade sko på. Og der er ingen forventninger om, at jeg har pencil-nederdel, høje hæle og skjorte på.

 

Eksisterer høje hæle ”dresscoden” bare i mit hoved? Er jeg i virkeligheden skadet af det samfund, vi lever i, der dikterer, at kvinder skal se ud på en bestemt måde for at blive taget seriøst? Måske. Måske er det, fordi min mor altid i sin 40-årige karriere på samme arbejdsplads har båret høje hæle hver evig eneste dag. Det er et valg, hun har taget, og for mig har hun altid udstrålet selvsikkerhed, vilje og beslutsomhed. Men min mor er også en rigtig bosslady generelt, hvad enten hun går på arbejde i høje hæle, eller hun render rundt i Netto i klipklappere eller, når hun iført sneakers støtter mig og samler mig op, når livet er svært. Min mor er både mor, mormor, kone, søster og en stærk klippe for mange i min familie, og dét er ret bosslady – hvad enten hun er alle de her ting iført høje hæle eller ej.

 

Og måske er mit forhold til høje hæle mit forsøg på at være ligeså bosslady som min mor? For mine høje hæle kan få mig til at stige lidt i selvsikkerheds-graderne. Men jeg kan godt sige jer… Der er ikke nogen, der skal bestemme, om jeg skal tage dem på eller ej. Det er mit frie valg.

 

photo credit: Cannes 027 via photopin (license)

 

Amalie Valentin

25 år gammel og cand.mag i Æstetik og kultur, bosat i Aarhus. Jeg har i min studietid skrevet om alt fra det mandlige blik og objektificering, til Pussy Riot og feministisk kunst. Min interesse for feminisme er meget bred, men jeg har nok lidt en forkærlighed for køn og seksualitet. Derudover er jeg tosset med gin, hiphop/r'n'b og Beyoncé.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv