leatherdyke.cc

Hjemme hos os – en historie om at vokse op i et kvinde- og kropsfjendsk hjem

Hjemme hos os – en historie om at vokse op i et kvinde- og kropsfjendsk hjemHjemme hos os kunne min mor ikke sige ”bryster”. Hun sagde, ja hun nærmest hviskede, i stedet ordet ”byster”.

 

Hun kunne hellere ikke siger ”luder”, men hun brugte gerne ordet ”lud” (sagt med hønserøvsmund, himlende øjne og en hvislende stemme), om alle de kvinder, der klædte sig udfordrende, hvilket i hendes optik var noget med make-up og bare en anelse udsyn til de såkaldte ”byster” eller røve, der kom i fokus. Min far derimod yndede udrykket ”melsække”, og han kommenterede lystigt, og med et saligt smil om munden, kvinder med store bryster – hvorimod de små bryster slet ikke blev nævnt.

 

Hjemme hos os havde vi hellere ikke “menstruation” men “mens” – og igen skal ordet hviskes. Det var noget bøvl. Jeg husker tydeligt dengang, jeg endeligt fik fremstammet, at jeg nu havde fået menstruation, at hendes eneste kommentar var: ”Nå, skal du nu også til at døje med det.” Som om det var en straf. Min fars eneste kommentar til den del af kvindelivet var brugen af hygiejnebind, som han konsekvent kaldte for ”futsko”.

 

Og jeg kan blive ved: Kræft blev til et hvisket ”cancer”. Lort blev til ”lave”. Og hvor min mor havde kliniske og/eller hviskeord, så havde min far – måske for at få en eller anden balance i tingene – det stik modsatte: Han skulle bæ, skide og havde sågar både røvhul og hæmorider.

 

Men et er krop, noget andet er kønsorganer. De fandtes så til gengæld slet ikke. I hvert ikke i vores familie. Og ingen af mine forældre har nogensinde benævnt hverken mine eller resten af familiens kønsorganer. Kønsorganer tilhørte andre mennesker, og en sjælden gang kunne min far komme med en kommentar om en ”javertus”, hvis en fremmed mand stod og tissede. Min mor kunne, hvis det havde et klinisk formål, en sjælden gang få ordet tissekone eller tissemand over sine læber.

Så vi havde ingen krop – eller den vi havde, var enten forbundet med skyld og skam og gik fra hoved til hals, eller også var den en klinisk genstand, der kunne blive syg og få diagnoser. Og ellers være til besvær det meste af tiden. Eller også var en krop én, der blev grinet af. Var det en kvindekrop, så lå den i den grad under mandens.

 

Min mor var syg det meste af sit liv. Men på nær en enkelt klinisk diagnose og så brystkræften, som hun døde af, fandt lægerne aldrig helt ud af, hvad hun fejlede. Måske fejlede hun i virkeligheden ingenting, men var skræmt fra vid og sans over at have en krop, som ikke altid var under kontrol, og som havde behov og både kunne være seksuel, vred m.m. Måske valgte hun i virkeligheden, at lukke ned for sig selv, sine lyster og behov og sin kvindelighed. Måske var det benægtelse, der i sidste ende gjorde hende syg.

 

Alt det er jeg vokset op i. Men samtidig var der udefra et kvindeoprør på vej. Et oprør som min far hånede, og som min mor lod som om ikke eksisterede. Kun når der foregik noget meget grænseoverskridende og eksperimentelt, kom hun på banen, og sammen med min far, rystede de på hovedet over moderne kvinders dumhed og skabagtighed.

 

Hvad de ikke vidste var, at jeg fulgte med på sidelinjen, hvorfra jeg i smug iagttog de bare bryster, sangene og fællesskaber. Og jeg ønskede sådan, at en eller anden rødstrømpe ville adoptere mig og tage mig med på kvindelejr. At lade mig spille musik og danse rundt uden tøj på. Det måtte da være livet. Især når jeg altid fik skæld ud, hvis jeg i et øjebliks kådhed slap kontrollen, legede vildt og slog hul på mine bukser – for så var fanden løs.

 

Først i teenage-alderen begyndte jeg bevidst at turde nærme mig den del, og jeg læste og læste om de kvinder. Om deres seksualitet. Deres frustrationer. Deres vrede. Deres visioner. Deres fællesskab og deres glæde. Og jeg var så heldig at blive barnepige hos en enlig mor, der var engageret i kvindesagen, og som havde reolerne fulde af bøger og musik af og om kvinder. Og jeg slugte grådigt Dea Trier Mørk, Vita Andersen, Erica Jong, Fay Weldon og alle de andre. Ligesom jeg lærte slagsangene udenad. Men det foregik stadigvæk i mit eget lille private univers, og jeg fortalte ingen om det.

 

Selvfølgelig blev og var jeg splittet. For det var to uforenelige og vidt forskellige kvindesyn, og jeg vidste, at valgte jeg det nye og spændende, og det, der føltes mest rigtigt, ville jeg blive hånet og skubbet væk fra min familie. Det var jeg slet ikke klar til. For hvor skulle jeg så gå hen?

 

Set i bagspejlet tror jeg ikke, min mor nogensinde sluttede fred med sit køn. Forstået på den måde; at hun var stolt af og glad for at være kvinde. Til gengæld tror jeg, at hun opnåede en form for fred, ved at acceptere, at kvinden var offeret, men at der i offerrollen også lå en styrke. At hun på grund af sin kontrol fik bildt sig selv ind, at hun var den stærkeste. Og mænd på grund af deres deres drifter var mere dyriske og derfor dummere. Så ved at tilsidesætte sig selv og sine behov, endte hun som en martyr, der via skyld og skam manipulerede rundt med hele familien.

 

Selv i dag kan hun dukke op inde i mit hoved og give mig det gule kort, hvis jeg har været for sjov, for løssluppen, for liderlig og for vred. Har jeg været rigtig slem, så får jeg det røde kort og bliver sendt til tælling i skammen og skyldens hule. Så kan jeg ligge der i et par dage og tænke over alt det forkerte, jeg har gjort – og over alle de mænd, jeg har fordrejet hovederne på, og alle de kvinder, jeg har trådt over tæerne. Og hele min krop sitrer af angst, og jeg ryger direkte ned i min krybdyrshjerne, hvor jeg enten kan flygte, kæmpe eller lege død. For jeg har syndet og nu kommer straffen. Udstødelsen og ensomheden. Men når skammen og skylden er allerværst, og jeg er sikker på at verden forlader mig, så har jeg heldigvis mine heltinder fra dengang og nu, som jeg kan finde frem og ty til.

 

Jeg kan ikke takke alle de kvinder, der gik foran mig, nok, og jeg er dybt taknemmelig for, at de i ligestillingens navn har råbt, knaldet og løbet panden imod en mur tusindvis af gange. At de, med deres mod og eksperimenteren med sig selv, deres meninger og deres seksualitet, var med til at rykke ved den stereotype kvindeopfattelse og begyndte at markere sig i verden, som andet end mor og hustru. Ved at læse de kvinders beretninger og synge deres sange, kunne, og kan jeg stadigvæk, spejle mig selv og finde det mod, der skulle og skal til for at frigøre mig fra mine forældres traditionelle og næsten kvindefjendske livssyn.

 

Derfor bliver jeg også så ked af det, når jeg ser og hører kvinder, der nærmest håner feminismen og påstår, at vi har opnået ligestilling. Et er, at mænd der håner os kan føle sig truet, de har trods alt siddet lunt og trygt på magten i mange år. Ikke at det er okay, men det er da til at forstå. Men når kvinder vender feminismen ryggen, så synes jeg, de pisser på det kæmpe arbejde, deres/vores forkvinder har gjort for deres skyld. For uden dem havde vi ikke opnået hverken stemmeret, forældre-ret, uddannelses-ret, god løn og retten til vores krop. Vores formødre har betalt en kæmpe pris for vores skyld. Og det har vi sgu værsgo at sætte pris på.

 

Og nej, vi er ikke i mål endnu. For selvom vi har opnået meget, så er det i et historisk perspektiv så nyt, at værner vi ikke om det, så risikerer vi, at det forsvinder igen. For det er desværre ingen selvfølge.

 

1 kommentar

  1. Fantastisk post. Tak for det, og tak til alle de kvinder som har kæmpet for os, vi bliver ved! Sikke en barndom du har haft, spændende at læse om.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv