leatherdyke.cc

Efter endnu en sommer hvor jeg jævnligt er blevet konfronteret med et fuldstændig håbløst, umenneskeligt og forkvaklet brystideal i form af enten forstørrede, indelukkede og opskruede bryster, kan jeg ikke lade være med at ønske at spole tilbage til dengang, hvor mine bryster bare var.

 

Da jeg var ung dengang i 70’erne, ejede jeg ikke skyggen af en bh. Jeg gik, som så mange andre og på trods af mine små bryster, som allerede dengang var meget påvirkelige over for tyngdekraften, topløs på stranden. Ligesom jeg med stor glæde dyrkede sport iført stram trikot.

 

Jeg tror ikke, jeg tænkte over det. Mine bryster var der bare, og det eneste minus ved dem var, når de engang imellem gjorde ondt, enten fordi de blev rystet op og ned, når jeg sad på ryggen af en hest, eller fordi en eller anden taske-rem sad og trykkede.

 

Selv da jeg begyndte at få kærester, tænkte jeg ikke over mine bryster. Eller jeg tænkte i hvert fald ikke, at det var eller kunne blive noget problem. At de skulle se ud på en bestemt måde. Og de kærester jeg havde, måtte hellere end gerne røre ved dem. For det var da dejligt. Og nyt.

 

Der var dog et par stykker af det modsatte køn, der kommenterende dem og fandt dem for små. Men selvom mit selvværd aldrig har været noget at råbe hurra for, og jeg det meste af mit liv har været dårlig til at sige ja og nej og vælge til og fra på de rigtige steder, så fik kommentarerne om, samt afvisningen af, mine bryster mig ikke til at ændre synet på dem. Altså som nogle der var mine og bare var der som en del af mig. Så kunne de ikke lide mine bryster, så måtte de finde en anden med nogle andre bryster.

 

Og jeg fortsatte ufortrødent med at gå topløs og uden bh, jeg og har haft masser af gode oplevelser med mine bryster.

 

Selv da jeg blev mor som 22-årig, gik jeg stadigvæk primært uden bh. I starten brugte jeg godt nok en amme-bh ved særlige lejligheder, da det – selv helt ude på landet tæt på marker og køer – var lidt uappetitlig og grænseoverskridende at lække mælk offentlig. Jeg gik også topløs på trods af, at tyngdekraften nu seriøst var begyndt at bestemme over min bryster. Men igen. Det var jo bare bryster.

 

Lige så stille, og helt uden jeg bed mærke i det, begyndte det at ændre sig. Og en dag havde jeg to bh’er i skabet, ligesom jeg var begyndt at bruge overdel, når jeg var på offentlige strande, hvor der fleste andre for længst havde valgt en lille fiks overdel eller at dække sig helt til med klude og saronger.

 

Sammen med udstyret voksede mine brysters betydning, og som 39 årig gik jeg min første push-up og kunne lave kavalergang og fake en b-skål. Og mine bryster fik igen en ny betydning. Fra bare at have været der og været usynlige for omverden og egentlig også mig selv, så blev de nu synlige og fik komplimenter og blikke fra det modsatte køn. Ny fornemmelse. Men også rart.

 

Men jeg hader stadigvæk bh’er. Hader de strammer, gnaver og trykker. Og jeg hader bikinioverdele med fyld, der, når man kommer op efter en badetur, har suget flere liter vand, og man står der og prøver at se cool ud, mens man med en kæk bevægelse forsøger at vride vandet ud af de bryster, der ikke er der. Jeg hader også de hvide streger og områder, man får, fordi der ikke kan komme sol, der hvor overdelen er. Og selvom jeg gør alt for at gøre overdelen så minimal som muligt, flytte stropper, binde op og løsne, når jeg ligger på maven, så virker det ikke det. Samtidig er det heller ikke særligt lækkert at have brysterne indespærret i vådt skumgummi, der på et eller andet tidspunkt også er blevet fyldt med sand.

 

Kan jeg komme til det, tager jeg stadigvæk overdelen af. Og jeg leder bevidst efter en lille offentlig plet, hvor der er knap så befolket, eller hvor der bare er én, der heller ikke har overdel på – så kan jeg nemlig være både solidarisk og samtidig slippe for overdelen.

 

For på trods af, at jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre synes om mine bryster, bryder jeg mig af uvisse grunde ikke om at vise dem offentligt på en strand, hvor de helt almindelige kvinder dækker sig til, mens dem med silikone og push-ups og den perfekte krop spankulerer rundt og gør verden opmærksom på deres fortrin.

 

På en måde er det dybt tragisk, at vores bryster har fået den status og den opmærksomhed. Det er tragisk at unge piger ikke længere kan lide at bade og vise sig nøgne sammen med andre af samme køn, fordi de er bange for, at deres bryster og krop bliver vurderet og fundet for lette. For både brysterne og pigerne ligner jo langtfra idealet. De er jo bare helt almindelige.

 

Og flere og flere – både unge og ældre kvinder med fuldstændige normale og sunde bryster – lægger sig under kniven, og brysterne kan næsten ikke blive store nok, spændstige nok. Ja man kan sågar købe bryster på tilbud eller vinde et par. Og det skulle ikke undre mig, at man også giver dem i konfirmationsgave, bryllupsgave eller som trøstegave efter en skilsmisse. For er brysterne på plads, så kan man åbenbart klare det hele, og verden ligger åben.

 

Har man ikke råd til en operation, eller var man ikke den heldige vinder, så kan man altid fake og tage 3 bh’er med forskellige slags fyld og støtte oven på hinanden. Problemet er bare, at har man ingen fast kæreste, så er det knap så fedt at skulle konfrontere både ham og sig selv med virkeligheden. For hvor sjovt er det lige at fortælle drømmefyren, at man har snydt. Det eneste, der kan retfærdiggøre den handling og råde bod på pinligheden, er, at han også har snydt med eksempelvis en tennissok.

 

Jeg ved ikke, hvad der skal til, og om det overhovedet er det vi/de ønsker. Men jeg ville ønske, at vores bryster bare kunne få lov til at være det, de nu engang er. En skøn del af vores krop, der både kan give føde til vores børn og være genstand for berøring og nydelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

Rikke Zaar

Jeg er opvokset i 60'erne og 70'erne i et meget middelmådigt, følelseskoldt og kropsfjendsk hjem. Vi var to piger, og det lå i luften, at vi ikke kunne blive til noget – andet end et vedhæng til manden og et job inden for de bløde fag. Af uvisse grunde fik jeg både et protest-gen og et humanist-gen i dåbsgave. Heldigvis. Selv om det har været og er hårdt arbejde, er jeg er langt fra at være i mål - men jeg opgiver aldrig kampen for, at jeg selv og andre kan få lov til at udfolde og udvikle os, som dem vi er.

2 kommentarer

  1. Det er desværre allerede relativt almindeligt at give sine børn nye bryster i kon/nonfirmationsgave.

    Skide god blog, jeg håber tingene en dag tager en vending tilbage til en naturlig opfattelse af sin krop og dens træk.

  2. Tak for historien. Forhåbentlig er der en tendens i gang, hvor vi også bare kan være dem, vi er! Hilsen fra en heldig mand med en dejlig kone uden piercinger eller tatoveringer, men med dejlige, naturlige bryster.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv