leatherdyke.cc

I en børnehave på Vesterbro skal en lille dreng hentes af sin far. Han har fået flyverdragt på og skal til at ud af døren. Hans bedste ven kommer for at sige farvel, og de kysser hinanden på munden.

 

Faren: “Hov hov. Drenge kysser ikke hinanden. Det er meget sjovere at kysse på pigerne, ik!”

 

Pædagog: “Men man kan også godt kysse sine gode venner – det gør jeg altså også nogen gange.”

 

Faren: “Nej, hvor er hun fjollet, hva’ drenge. Det er da helt forkert. Men (henvendt til pædagogen) det er det til gengæld ikke, når det er to piger, der kysser. Hvornår må jeg egentlig se dig og din NYE kæreste uden for skabet?”

 

Pædagogen: “Wow – det der var virkelig ikke okay.” – og går ud af garderoben.

 

Faren: “Hey! Kan du ikke tåle en joke?!”

 

Jeg kender den pågældende pædagog og ved, at hun sagtens kan tåle en joke. Og selvfølgelig skal den politiske korrekthed aldrig derud, hvor humor bliver et no-go. Men humoristisk ligestilling forudsætter et ligevægtigt forhold mellem den humorisende og den humoriserede, som der ikke er til stede i garderoben på Vesterbro. Da pædagogen fortalte mig historien, beskrev hun en følelse af at være blevet krænket på en måde, som hun ikke kunne identificere eller føle sig berettiget til, i det omfang hun gjorde. For hun kunne da godt tåle en joke, og det ligner hende ikke at vende den anden kind til, når hun bliver provokeret. Så hvorfor kunne hun ikke svare igen? Og hvorfor forlod hun garderoben?

 

Jeg har efterhånden hørt en del lignende situationer beskrevet fra mine ellers ret rapkæftede venner: Der falder en dårlig joke rettet mod ens seksualitet (eller kønsidentitet), og selvom de arbejder aktivistisk med kønspolitik, og vi sammen bruger mange rødvinsnætter på at diskutere emnet, bliver de mundlamme. Jeg gør det også selv. Og en del af forklaringen er, at jeg i situationen bliver bevidst om min egen position som en del af en seksuel minoritet. Et forsøg på forklaring følger.

 

Det er ikke negativt at være en del af en minoritet – jeg har i et tidligere indlæg forsøgt at uddybe hvilke privilegerede indsigter en minoritetsposition kan give. Det er heller ikke negativt at være en del af majoriteten, og man indtager som menneske i et moderne samfund begge positioner i forskellige situationer og relationer.

 

Hvad jeg derimod ser som negativt er ikke at være sig bevidst om det ansvar, der særligt knytter sig til majoritetens position. For om man vil det eller ej, har man som majoritet privilegier minoriteten ikke har. I nogle tilfælde er det åbenlyse privilegier, som man kan tage og føle på – i andre tilfælde er det en følt uretfærdighed, man ikke kan sætte fingeren på, men som sproget afslører. Scenen fra garderoben på Vesterbro er et udtryk for sidstnævnte.

 

Et eksempel på denne skjulte uretfærdighed som sproget afslører er, at homoseksuelle “springer ud”, når de taler om deres seksualitet eller partner, mens en heteroseksuel blot, sjovt nok, taler om sin seksualitet eller partner. Efter “udspringningen” har fundet sted, har den heteroseksuelle del af samtalen magten til enten at acceptere eller ikke-acceptere (“Nå, jamen, jeg kender rigtig mange homoseksuelle, og de er viiiildt søde og sjove,” eller “Ad, kan du så godt li’ at få den i røven?”). Her har den heteroseksuelle majoritet retten til at inkludere eller ekskludere minoriteten, som på ingen måde har samme mulighed (“Nå, men jeg er faktisk ret åben over for heteroseksuelle. Jeg kender selv en del,”).

 

Og netop heri ligger den udfordring, som det er at lave minoritetspolitisk arbejde. For selvom man svinger lige så tosset med alle de regnbueflag, man kommer i nærheden af, så nytter det ikke noget før, at den heteroseksuelle majoritet bemærker, at man står og er lidt vred ovre i hjørnet af Rådhuspladsen.

 

Vejen frem for minoriteter er derfor at gøre opmærksom på sin situation og håbe på, at majoriteten påtager sig sit ansvar og benytter sin magt til inklusion – og ikke eksklusion. Udfordringen ligger i at overbevise en privilegeret gruppe om, at der skal gøres plads til en anden gruppe – måske endda uden at få andet igen end et “tak for anerkendelsen”. Men det er netop det, som jeg mener, er, hvad majoriteten altid har et ansvar for at gøre.

 

Et primeksempel på hvordan ansvarligheden fungerer i praksis, er White Ribbon projektet (læs mere her: http://www.whiteribbon.ca), hvor mænd opfordres til at bære et hvidt bånd som protestsymbol mod andre mænd der er voldelige overfor kvinder. Tanken bag er at voldsramte kvinder kan protestere lige så tosset de vil og ikke-voldsramte kvinder (hvornår blev det en kategori?) kan bakke endnu mere tosset op og det vil skabe opmærksomhed om et problem.

 

Men problemet bliver ikke løst før den krænkende gruppe selv tager et ansvar. Og her opstår endnu en udfordring. For det er ikke alle mænd der slår kvinder. Men det er alle mænd, der har et ansvar for ikke at slå kvinder. Ligesom det langt fra er alle heteroseksuelle der er homofober, men det er alle heteroseksuelle der har et ansvar for ikke at være homofober.

 

Man kunne også droppe de besnærende og binære betegnelser og sige, at i alle relationer mennesker imellem, har det individ med magten (det være sig fysisk, politisk, økonomisk) ansvaret for ikke at bruge sin magtposition mod det menneske, der står over for. Og er man en del af en gruppe, vil jeg mene, at samme ansvar gælder for hele gruppen.

 

For mig handler kampen om seksuel og kønspolitisk ligestilling ikke længere blot om tolerance og accept. Det handler om reel ligestilling. Og med reel ligestilling mener jeg en ændring i de magtstukturer, der ikke kan måles med tal og ikke læses i lovgivningen, men som kan høres i den måde vi taler til hinanden på.

 

Hvilket leder tilbage til garderoben på Vesterbro. For når faren taler til pædagogen som han gør, gør han sig selv til en menneske, der har ret til at lave grin med et andet menneskes position som minoritet. Og det på en sådan måde, at han udstiller hendes seksualitet på hendes arbejdsplads. Det synes jeg personligt ikke er sjovt.

 

Men, for at gå løsningsorienteret til værks, hvilke muligheder har pædagogen så for at forsvare sig selv? Jeg er mere end åben for forslag, men som jeg ser det, gør hun det eneste, der er at gøre: Hun gør opmærksom på, at hun føler sig krænket og så finder hun et andet og tryggere sted at være. Et sted hvorfra hun kan slikke sårene og minde sig selv om, at der ikke er hende, men faren der er til grin.

 

En mulig løsning kunne være at introducere en karakter mere til scenen, som har den samme magtposition som faren. Den anden kyssende drengs far ville være et oplagt bud. For ligesom de mænd, der vælger at tage en hvid sløjfe på i protest for kvinder, kan man som repræsentant for majoritetens magt udnytte sin position positivt. Man kan forsvare den krænkede på en måde som den krænkede aldrig selv ville kunne. Man har magten til at svare igen og, i bedste tilfælde, ændre en situation som den i garderoben fra noget ekskluderende til noget inkluderende.

 

Og her lander mit indlæg ved sin sørgelige konklusion: Den krænkede minoritets position er utaknemlig af helvede til. For når man har gjort opmærksom på sig selv og sine manglende rettigheder kan man ikke gøre andet end at håbe på at blive hørt og taget alvorligt. Og det i sådan en grad, at andre mennesker kan se værdi i at gøre et stykke arbejde, der ikke tjener dem selv, men tjener en almen medmenneskelighed.

 

10 kommentarer

  1. Jeg fatter simpelthen ikke, at der stadig kan være en diskussion om hvorvidt det er klamt eller ej (eller for den sags skyld bare “ok”), at få den i røven eller snave med en af samme køn, i forhold til at ligge og mase en eller anden dame med lyset slukket og Soft FM på radioen (det er faktisk væsentligt mere utiltalende).
    Måske er mit synspunkt ikke specielt generelt for mænd i den danske befolkning, da jeg egentlig synes det er enormt underholdene, på trods af, at jeg er en ellers forholdsvist heteroseksuel mand, at der sker lidt af hvert i den afdeling, om det er en dildo, hænder eller en pik, og det har jeg aldrig lagt skjul på. Sex er sex, er det godt er det godt.

    At den idiotiske far så synes det er fedt, at hans egen mærkelige usikkerhed overfor sit køn (eller hvad det nu handler om) skal føres videre til sin søn, er bare enormt deprimerende.
    Og den med at springe ud, who gives a shit? Hvis man er et ordentlig menneske betyder det vel hat, hvilken seksualitet, religion eller hudfarven, men nu render rundt med.

    Men jeg må ærligt og trist nok indrømme, at jeg faktisk ikke reagerer, når jeg hører dårlige jokes, nedsættende toner, det burde jeg, og forstår egentlig ikke hvorfor jeg ikke gør – jeg burde gøre det, om ikke andet ud af respekt for mine venner, hvor nogle af de bedste er homoseksuelle, MENNESKER, jeg ikke kan eller vil være foruden.
    Jeg tror bare, at jeg har givet op, at jeg ikke gider diskussionen, at jeg tænker, at det ikke gør den store forskel, om jeg siger noget eller ej – at det er dem, der er til grin, som du fint skriver. Men man må jo starte et sted.
    Så jeg lover, at næste gang, jeg hører noget, vil jeg hæve stemmen, mig selv og rette min anseelige overkrop og prøve at spørge, hvor de holdninger og tanker egentlig kommer fra og hvad fanden vedkommende egentlig bilder sig ind.

    tak for inspiration.

  2. Og hvis personen ikke har den samme humor og kan ikke tåle lige præcis denne ‘joke’, hvorfor kan ‘jokeren’ så ikke anerkende det?
    Mennesker kan nemlig ikke lide at blive minded om ens dårlige sider, og derfor er det nemmere at kaste det over på den anden, som om det er den der “ikke kan tåle en joke” der er problemet, og ikke en selv… på den måde kan han fortsætte sin dag i den tro at han er et respektfuldt menneske – OG mere vigtigt med GOD humoristisk sans – og at det er hende der pædagogen der er kedelig og en drama-queen. Bum!

    • Så klart sagt Björgvin! Et generelt problem hvis man prøver at undsige sig noget, der føles krænkende eller sårende og så bliver mødt med den bemærkning, “at man ikke har nogen humor”!
      Og tak Emilie Pedersen-Nielsen for den gode tekst.

  3. Mikkel Storgaard Knudsen

    Ja, det er et rigtig godt indlæg, der ligesom sætter nogen meget vigtige begreber på en ellers meget ’sædvanlig’ interaktion (det ufrivillige udspring gennem sproget osv.)

    Big ups!

  4. Camilla Westersø Olsen

    Handler en del af det ikke også om, at det simpelthen er upassende at folk tillader sig at være så private ? Eksemplet er jo ikke humoristisk på nogen måde-det er kluntet og dumt, og faren er langt ude over sine beføjelser. Hvorfor siger han det; hvad vil han opnå udover at snage? De to har en professionel relation, som sagtens kan være personlig uden at blive privat; hans bankdame siger nok heller “skal der ikke snart en vuggestue mere ind i budgettet ; Lillemand skal da vel ikke være enebarn?

    Men når det er sagt, kommer man jo langt ved at være den store eller den endnu sjovere; og gerne lidt grove i mim optik-men det er altid nemt at være bagklog, i situationen bliver man ofte paf.
    “vi plejer at skille voksenforhold og børneforhold ad her i børnehaven; men du foretrækker vi blander det sammen”? -med et stort smil selvfølgelig-det hjælper altid at grine når folk er så klodsede at de falder halen.

    Det smarteste og vigtigste man kan gøre i min optik, er at fokusere på lighederne, så man ikke selv minoriterer sig; også og måske især, når de andre opfører sig upassende. Slagsbrødre stopper som regel ikke med at slås hvis folk bider på når de byder op til dans.

  5. Jeg synes, du har misset det vigtigste: Det er da primært de to drenge, der er blevet krænket. De har absolut ingen magtposition og den person, der i denne situation, kunne tale deres sag, vender sig bare om og forlader kampscenen ved første tegn på modstand.
    Lige i situationen var der måske ikke så meget andet at gøre, fordi pædagogen var blevet ramt, men sønnen af den ‘humoristiske’ far er ilde stedt, hvis der aldrig er nogen der forklarer den far om børneopdragelse. Og det gælder uanset hvilken seksualitet, sønnen har.
    Jeg synes, pædagogen burde tage et professionelt ansvar og spørge ind til faderens bevæggrund for at kritisere drengenes adfærd. Er faren mon overhovedet klar over, at han sårer dem?

  6. Vil nogen sparke den far hvor det gør ondt??

    Jeg synes det er langt over grænsen for sexchikane … jeg læser lidt “jeg kunne godt tænke mig at se dig kysse med din pige-kæreste…tøhøhø” i hans kommentar. Og jeg mener faktisk at det ville være ok hvis pædagogen havde fået sin børnehaveleder til at tage en meget, meget alvorlig snak med den pågældende forælder.

    Synes også det er trist at han så krampagtigt forsøger at overføre sine egne små hæmmede regler for hvem man må holde af og vise kærlighed til på sin stakkels søn. Meget trist. 🙁

  7. Signe Hermann

    Jeg forstår egentligt slet ikke, hvorfor nogens seksualitet kan være grinagtig. Jeg synes, at pædagogen klarede det ret fint, fordi hun både sagde fra “Det der er virkeligt ikke OK!”, og gik sin vej og dermed lagde (fysisk) afstand til ham den tåbelige far. Man behøver jo ikke svare igen med en rap replik hver gang folk er dumme at høre på. Hun prøvede endda at forklare, at folk kan kysse hinanden udedn at der ligger noget seksuelt i det (“man kan også kysse sine venner”), og det var faren, der absolut skulle gøre det til noget seksuelt. Jeg synes ikke, hun kunne have gjort det bedre, eller skulle have gjort det bedre. Det eneste, der kunne have været anderledes, var hvis en anden forælder eller pædagog havde sagt, at selvfølgeligt kan man kysse sine venner, hvis de ellers har lyst til at blive kysset. Diskussionen om bierne og blomsterne eller bierne og bierne eller blomsterne og blomsterne kan man tage, hvis det er nødvendigt, men det lader det ikke til, at det var i denne situation. Og så synes jeg i øvrigt også, at det er vigtigt at vi lærer vores børn, at der er mange forskellige måder at være på, og at det hele er ok (så længe man ikke skader eller sårer nogen)!

  8. Jeg er lidt blown away om det du skriver om det ulige i at homoseksuelle skal springe aktivt ud for at kunne indtage sin seksualitet offentligt, for det er aldrig før faldet mig ind, og nu hvor det står her sort på hvidt, så er det så utroligt indlysende. Tak for den.

    Jeg tænker også, at en af grundene til, at et snappy comeback udeblev fra din pædagogveninde, kan være det uventede i situationen, præcis som Camilla Westersø Olsen skriver – og det er da om noget uventet, at den situation ender i seksuelt innuendo.

    Fantastisk godt skrevet!

  9. Elisabeth Fabricius

    Godt brølt, løvinde!

    Vedrørende det med at springe ud, så er det sådan en hverdagsmyte, at man springer ud, og så er den ged barberet. At springe ud er jo noget man gøre hele tiden, især når ens arbejde bringer en i kontakt med mange mennesker – fordi den statistiske forventning er, at man er heteroseksuel, indtil man fortæller noget andet. Det holder aldrig op. Og det er pisseirriterende, for uanset hvilken respons man i sidste ende får, så er der et akavet øjeblik hvor man retter “ham” til “hende”, omtaler sin “kone” eller hvordan det nu falder, og hvor man er supereksponeret for noget, som ellers slet ikke kommer samtalen ved – nemlig ens seksuelle identitet – uden at kunne vide, hvilken værdi samtalepartneren tillægger denne afsløring. Ofte er det nemmere at lade være. Det er grunden til, at jeg stort set aldrig omtaler min ægtefælle ved køn overfor forældrene i min institution. I bund og grund har de jo hverken krav på eller brug for at vide det.

    Vedrørende situationen i garderoben, så er jeg rystet over at man kan opføre sig så primitivt og socialt upassende. Der er ingen tvivl om at han følte sig truet på et dybere plan, men det er fandme ingen indskyldning! Klart, at man kan blive mundlam i den situation, og det gode svar kommer altid først længe efter situationen. I mine øjne ville en passende retort til hans spørgsmål om at kunne tåle en joke være: “Du og jeg har overhovedet ikke en relation, der giver dig ret til at joke om mit privatliv. Men jeg vil gerne fortsætte den pædagogiske samtale om, hvorvidt det er i orden at venner kysser hinanden!” Det ville på en gang trække den nødvendige grænse OG fastholde fokus på drengene, der, som Brita påpeger, i den sidste ende er de virkelige tabere i situationen.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv