leatherdyke.cc

Mine veninders Facebook-profiler bugner af børnebilleder og statusopdateringer om graviditeter, og det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang. Hvordan ønsker jeg mig, at mit fremtidige liv skal blive? Skal jeg overhovedet have børn? Måske. Men som rammerne er for barsel lige nu, så er det ikke mit moderinstinkt, der blinker, men alle mine advarselslamper.

 

Da planerne om øremærket barsel blev droppet i september 2013, så blev debatten også taget af avisernes forsider. Det var en mediedille, som alle for en stund skamred, og nu er der så andre emner, der for en stund er vigtige. Men problemet er ikke forsvundet. Det er evigt aktuelt.

 

Jeg er studerende, og jeg kan lide det. Livet på læsesalen og næsen i bøgerne er ideelt for mig. Men ligesom de fleste af mine kvindelige medstuderende, så er jeg heller ikke blind for forhindringerne forude, når mit studiekort til KUA ikke virker mere. Som ung kvinde, der snart skal ud på arbejdsmarkedet, er det ikke kun nødvendigt med et flot CV og masser af erhvervsarbejde. Nej, vigtigst af alt er behovet for en babystrategi. I min studiegruppe på uni bliver emnet i hvert fald flittigt diskuteret, og den hyppigst omtalte løsning er at ’få det klaret’ under studietiden. Så får man ekstra SU, og barslen er klaret, når man skal til at søge ’voksenjob’. Argumentet lyder, at man så kan konkurrere på lige fod med ens mandlige studiekammerater. Men hvornår blev børn en forhindring, der bare skulle overvindes? Og hvordan kom jeg som ung kvinde til at hænge på det ansvar stort set alene?

 

Jeg føler mig ærlig talt forrådt og bitter. Det er mig og min generation af unge kvinder, der høster de mugne frugter af forliste løfter. Fra politisk side lades der hånt om de mange håbefulde og kloge kvinder, der måske hellere vil fokusere på uddannelse og karriere, men i stedet tvinges til at tage stilling til baby og bleer. For der er en forventning om, at de tager barslen – en forventning om, at fællesbarsel i virkeligheden er kvindebarsel.

 

Og så tøver arbejdsgiverne. Og hvorfor skulle de også ansætte en ung kvinde med struttende babymodne bryster? Det kan jo ende med at blive en kæmpe økonomisk byrde. Statistikken taler sit eget tydelige sprog: knap 300 dages spildte udgifter, hvis man ansætter en kvinde, mod en måneds tid til en mand. I takt med, at maven vokser, kommer mønterne til at trille ud i afløbet. Så ja – så forstår jeg godt argumentet. Men det er ikke desto mindre dybt diskriminerende.

 

Og det skræmmer mig, at betingelserne ikke er lige. Arbejdsmarkedet er trængt blandt de nyuddannede, og der er rift om jobbene. Men den ulige fordeling af barsel er en forhindring for unge kvinder, der risikerer at blive frasorteret netop, når deres karriere burde tage fart.

 

Det er ikke retfærdigt, og jeg har ikke lyst til at blive en del af statistikken, der viser, at kvinder har monopol på barsel og bliver sat bagerst i jobkøen. Der trænger altså til at blive gjort gevaldigt rent i kvindernes startfelt, og det er her, politikerne er nødt til at give en hjælpende hånd med at fordele forhindringerne ligeligt i startfeltet, inden de pifter i afgangsfløjten.

 

Det kan ikke være hverken arbejdsgivere eller de enkelte familier, der skal udstikke rammerne for barsel. Det er for uholdbart at tro, at det på den måde bliver retfærdigt. Det er politikernes ansvar. Den nuværende laissez faire-indstilling til barsel har konkrete konsekvenser for ligestillingen i Danmark, og det er nødvendigt med en bedre barselsfordeling. Det er ikke okay, at barsel og børnepasning skal stå i vejen for kvinders muligheder for karriere, løn og pension. Og når de på Borgen allerede bestemmer, hvordan og hvad vi spiser ved middagsbordet, så synes jeg, at det er oplagt, at de også slår et slag for hvem, der er hjemme til at sidde med ved det bord.

 

Jeg forstår ikke argumentet med, at det er den enkelte familie, der skal bestemme fordelingen af barselsdage. At det er et individuelt valg, som staten ikke skal blande sig i. For er dette frie valg i virkeligheden frit? Og frit for hvem? Som jeg ser det, så bliver mange unge kvinder fældet for livet af denne pseudofrihed. Jeg synes, at det er uacceptabelt og uholdbart at forvente, at den enkelte familie ”bare lige” selv retter op på de ulige forhold. For mig at se, så er det ikke et personligt anliggende, men tværtimod et strukturelt problem som et moderne dansk samfund bør rette op på gennem lovgivning. Så måske er det ikke frihed og lige muligheder, der partout skal værnes om, men snarere frigørelse og lige resultater.

 

photo credit: Ben McLeod via photopin cc

 

Trine Maehl

Jeg har en bachelor i dansk og læser nu engelsk på Københavns Universitet. Jeg er studentermedhjælper på Sprogforandringscentret på KU og korrekturlæser på Altinget, og så er jeg frivillig på Indvandrer Kvindecentret på Nørrebro.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv