leatherdyke.cc

Jeg ville skrive et indlæg om seksualitet og klikkede gladeligt ind på “bloggen”, hvor seksualitet poppede op, men siden eksisterede ikke. Så jeg sprang op til kategorien lige ovenover med den i mine øjne noget gådefulde overskrift: “Objektivisering”.

 

Alle mine fordomme omkring Dansk Kvindesamfund blev straks aktiveret. For er det måske sådan, at seksualitet – eller de dele af seksualiteten, som Dansk Kvindesamfund vælger at diskutere, problematisere og politisere – underordnes temaet “Objektivisering”? Og hvilke dele af seksualiteten er der tale om? Ja, selvfølgelig prostitution og pornografi, som jo er kerneproblematikker for foreningen. Vi gemmer prostitution til næste gang jeg blogger og nøjes her med pornografien.

 

Min mistanke bestyrkes, da jeg klikker ind på “Objektivisering” og ser et eneste indlæg. Til gengæld er det forfattet af selveste forkvinden for Dansk Kvindesamfund, Lisa Holmfjord. Så det er ikke hvem som helst, der lægger ud og sætter tonen på bloggen om “seksualitet”, undskyld: “objektivisering”. Men fejlen er ikke min alene. For indlægget handler i mindst lige så høj grad om seksualitet som om objektivisering. Og lidet overraskende er emnet: “Midt i en pornotid”.

 

Blogoverskriften har i den grad sat dagsordenen. Seksualitet er en underkategori af “objektivisering”, endnu en version af patriarkatets generelle kvindeundertrykkelse. Dette medfører meget omfattende udsagn og generaliseringer som: “Pornoen, med dens portræt af kvinden som det passive, lydige og nydelsesgivende objekt, har resulteret i en pornoficering af det offentlige rum, der har store negative konsekvenser. Bl.a. fordi pornoens billedsprog er blevet mainstream i både reklamer og mode”. Selvværdskomplekser og spiseforstyrrelser angives som nogle af de negative konsekvenser.

 

Der er flere ting, der slår mig i Holmfjords samtidsdiagnose. For det første, hvor heteronormativ den er. Porno er lig med heteroporno, ligesom alle i Holmfjords verden er heteroseksuelle (“”bæredygtig”” porno, der er inspirerende for både kvinder og mænd”). For kun heteroporno – og skal det siges – visse dele af heteropornoen – passer ind i Holmfjords definition. Hvis hun havde medtænkt flere typer pornografi, lesbisk porno, bøsseporno, S/M-porno, ville hun have været tvunget til at revidere sin historieskrivning og nuancere sin fortælling. Hendes begreb om pornografi er alt for primitivt, naivt og generaliserende.

 

Forskellige typer pornografi har gennem tiderne haft yderst forskellige funktioner og konsekvenser, alt afhængig af konteksterne. Pornografi kan næppe reduceres til spørgsmål om undertrykkelse, frigørelse eller ligestilling. Jeg er enig i Holmfjords opfordring til at vælge sin porno med omtanke, og som prosexfeminist (og ja, vi findes!) er jeg da også helt med på, at kvaliteten gerne må højnes.

 

For ja, der findes da oceaner af junkporno, ligesom der findes oceaner af junkmad. Og ja, det er da legitimt at bekymre sig om konsekvenserne af dette, ligesom man kan bekymre sig om omfanget og kvaliteten af fastfood. Men ligesom alle næppe bør tvinges til at spise økomad, er jeg bekymret for Holmfjords krav om “bæredygtig” porno, og hendes opfordring til “sund sex”: “dyrk al den sex, du har lyst til, så længe den blot gør dig glad”.

 

For det første indgår sex i en lang række kontekster, og “glad sex” er vist blot en mulig variant. Det smager af min seneste yndlingsaversion: “positiv psykologi”. For det andet rummer det ekkoer af SF’s firserforslag om forbud mod S/M-porno, fordi seksualitet ifølge den kvindelige forslagsstiller skulle være “lystig og munter”. Og for det tredje er dæmoniseringen af “objektivisering” automatpilotsfeminisme af værste skuffe. Måske skulle Holmfjord tage et kig på den erotiske litteratur til kvinder, som hun glæder sig over det stigende salg af. Jeg er ikke overbevist om, at skildringerne er så sunde, glade og objektiviserings-rensede, som hun måske forestiller sig. Det er vist svært at lukke øjnene for “objektiviseringer” i Fifty Shades of Grey?

 

Måske er lysten langt mere kompleks, uregerlig og upolitiserbar end Holmfjord forestiller sig. Måske er den i bund og grund “ubæredygtig”, politisk ukorrekt og består af indviklede objektiverings- og subjektiveringsmekanismer, som transcenderer og overskrider rigide ligestillingsparadigmer. Måske er subjekt/objekt-modstillingen og aktiv/passiv-dikotomierne begrebsmæssige spændetrøjer, som blokerer for mere kreative og opfindsomme måder at tilnærme os spørgsmål omkring lyst, magt, kroppe og viden. Og måske blokerer bekymringstilgangen for mere spændende optikker på relationerne mellem seksualitet, senkapitalisme og medieoffentlighed.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv