leatherdyke.cc

Voldtægt er ikke en accepteret del af vores sociale orden. Handlingen er ikke blot formelt ulovlig, men krænker også den folkelige retsfølelse så betydeligt, at over halvdelen af danskerne ønsker generelt højere straffe til voldtægtsforbrydere. Derfor var reaktionen på den nylige frifindelse af tre teenagere, som var tiltalt for at have gruppevoldtaget en bevidstløs pige også voldsom.

 

Fra lægmandsperspektivet synes dommen nemlig at være bunduretfærdig; det giver simpelthen ikke mening, at en person kan gennemføre et samleje med en ikke-samtykkende anden, hvis førstnævnte blot påstår, at han misforstod situationen. Episoden bringer unægteligt tankerne tilbage til Stine Søholts sag, der var omdrejningspunktet for DR dokumentaren ”Jeg blev voldtaget”. I denne sag blev gerningsmanden frifundet i landsretten, fordi tre domsmænd ud af seks ikke mente, det kunne bevises, at der var tale om voldtægt. Også i dette tilfælde var den folkelige dom af retssystemets beslutning hård.

 

Der er altså en tydelig anerkendelse af den defekt, vores retssamfund bærer ift. at dømme voldtægtsforbrydere, og politisk virker en potentiel bred aftale om at ændre lovens § 216, så domstolenes fortolkningsrum indskrænkes og flere voldtægtsmænd kan dømmes sandsynlig inden for en overskuelig fremtid.

 

En sådan styrkelse af retsfølelsen hos voldtægtsofrene, deres pårørende og samfundet som helhed skal ikke marginaliseres, men den generelle præventive effekt af flere og hårdere straffe på antallet af forbrydelser er meget tvivlsom. Vi kan måske forvente en stigning i anmeldelser af voldtægter (hvis ofrene ser, at det i højere grad nytter at anmelde en voldtægt), men det estimerede antal af voldtægter på 4.000 om året vil lovændringen formentlig ikke have nogen signifikant effekt på. Så hvis vi virkelig vil gøre en forskel for at få antallet af voldtægter bragt ned, bliver vi også nødt til at stille os selv spørgsmålet: Hvorfor voldtager noglemænd kvinder? Svaret vil uden tvivl være komplekst, ufuldstændigt og indeholde et væld af variabler, hvis placeringer i kausalforbindelsen vil være til diskussion.

 

Jeg vil i det følgende argumentere for, at vores hverdagsdiskurs ift. køn har en berettiget plads i denne kausalforbindelse, om end dens effekt på omfanget af voldtægter meget muligt er indirekte.

 

Det er ingen ny, banebrydende påstand, at vores hverdagsdiskurs i høj grad tillægger det feminine miskrediterende egenskaber. Fra barnsben lærer vi drenge, at vi er ”tøsedrenge”, hvis vi ikke udviser nok mod eller vilje. Når vi bliver ældre og måske løber fra vores ansvar, mødes vi med foragt og bliver bedt om at ”være en mand”. Vælger vi alligevel at løbe fra ansvaret, er vi endnu engang en ”tøs” eller ”kælling”. Bange, svage, uansvarlige. Modvendt er der overvejende positive konnotationer forbundet med at være en ”drengepige” – litterært og filmisk ofte portrætteret som den viljestærke pige, der tager kampen op mod noget uretfærdigt og i sidste ende sejrer – mens den feminine dreng vækker bekymring og modstand hos sine voksne pårørende. Det er netop den diskurs og opfattelse af køn, som får debattør Louise Vinther Alis til at påstå, at ”vi lever i et samfund, der underbevidst er gennemsyret af kvindehad,” og der synes at være belæg for påstanden. I vores kønsdiskurs er det tydeligt, at kvinden står i opposition til manden og det stærke. Når vi omtaler hende i denne sammenhæng er hun mindre værd; derfor er det ikke underligt, at manden bliver sammenlignet med hende, når han udviser en uønsket adfærd.

 

Denne konstante reproduktion af, hvad der kan synes som en uskadelig diskurs, minder os om, og lærer drenge på børnehave- og folkeskoleniveau, at det feminine, som kvinden besidder, i bedste fald er underlagt det maskuline. Så når vi undres over, hvorfor drenge på overbygningen i folkeskolen kan finde på at sprede nøgenbilleder af jævnaldrende piger på nettet, og herigennem opnå anerkendelse hos ligesindede, på trods af den massive krænkelse af ofrenes tillid, skal vi se på, hvad vi som forældre, søskende, pædagoger og lærere er med til at lære dem om maskulinitet og femininitet.

 

Når vi overvejer, hvorfor en så stor gruppe kvinder kan berette om én eller flere episoder, hvor de er blevet råbt af i det offentlige rum af grupper af mænd, der grundet frekvensen af tilfælde må repræsentere en bred gruppe af samfundet, skal vi ligeledes overveje, hvad vores ”uskadelige” sexistiske diskurs har af konsekvenser for vores kønsopfattelse. Det er ligeledes tydeligt, at kvindelige samfundsdebattører og politikere i højere grad er udsat for skriftlige trusler og chikane end deres mandlige kollegaer – specielt dem, som er markante i ligestillingsdebatten.

 

Når jeg mener, at diskursens effekt er indirekte, er det naturligvis. fordi vi er en betydelig del mænd, som ikke råber fisse efter kvinder på gaden, deler hævnporno, skriver vanvittige beskeder på de sociale medier til kvindelige politikere eller voldtager. Det gør vi ikke, selvom vi også selv i mere eller mindre grad – beklageligvis – er med til at reproducere denne sexistiske diskurs, tager imod den og underbevidst er påvirket af den. Derfor ser jeg i højere grad diskursens effekt som betingende. For at vende tilbage til voldtægt som eksempel betyder det, at et samfunds kønsdiskurs har en interagerende effekt på en eller flere uafhængige variabler (fx mænds grad af seksuel selvkontrol, sindstilstand, selvtillid, empati, oplevelser med misbrug i barndommen osv.) direkte effekt på omfanget af voldtægter. Udover sandsynlige variationer i de uafhængige variabler kan det begrunde årsagen til, at voldtægt er langt mere udbredt i mere patriarkalske samfund som eksempelvist det amerikanske og sydafrikanske. Hvad der taler imod er den høje frekvens af voldtægter i Sverige.

 

Samtidig kan det diskuteres, hvorvidt det er et samfunds kønsdiskurs eller opfattelse af køn, der skal betinge sammenhængen. Dog vil jeg mene, det er to uadskillelige størrelser, og har man en meget sexistisk kønsdirkurs har man højst sandsynligt også en opfattelse af kvinden og manden herefter. Når jeg vælger at tage fat i netop kønsdiskursen ud af et væld af andre mulige variabler, som kan have indflydelse på voldtægter og andre forbrydelser samt handlinger af sexistisk karakter, er det fordi, det er noget, vi alle er ansvarlige for og i stand til at gøre noget ved. Og når Søren Pind og Folketinget forhåbentligt inden længe strammer lovgivningen vedrørende voldtægt, betyder det måske, at vi får et mere retfærdigt samfund, men vi får ikke nødvendigvis et bedre samfund. Med mit utestede argument om vores kønsdiskurs eksistens som en betingende variabel i forholdet mellem en række uafhængige variabler og voldtægt samt alle andre forbrydelser og handlinger af sexistisk karakter, er også en implicit påstand om, at vi ved at ændre vores italesættelse af det feminine som subordnet til og mindre værd end det maskuline er i stand til at gøre en reel præventiv indsats.

 

Rasmus Jørgensen

26 år og studerende på Aarhus Universitet, hvor jeg læser samfundsfag. Optaget af den normative diskussion om det retfærdige samfund, herunder specielt spørgsmål vedrørende køn og ligestilling. Jeg holder meget af litteratur, den gode samtale og følelsen af fredag.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv