leatherdyke.cc

“Min fede træner” nåede ikke engang at sende første afsnit før shitstormen ramte. Programmet er det seneste realityeventyr fra TV3, hvor almindelige, overvægtige danskere bliver parret op med kendte. De kendte skal hjælpe de overvægtige med at tabe sig, men for at det ikke skal være “unfair”, så skal de kendte tage en masse kilo på selv. På den måde bliver vægttabet en fælles indsats.

 

Men det er stadig unfair. For de kendte har ikke nogle problemer med overvægt. De har ikke kæmpet med deres vægt i flere år, som de deltagere, de skal hjælpe, har. De kan ikke sætte sig ind i, hvad det er for en kamp ved bare at spise en masse burgere, pizza og snask. For det er kun én af de mange fordomme, man kan finde i “Min fede træner”: At alle overvægtige kun spiser store mængder af burgere og pizza, og at de aldrig har set broccoli før.

 

Jeg er enig i rigtig meget af den kritik, der florerer på sociale medier og i avisernes debatindlæg. Men jeg er ikke enig i, at man angriber de kendte deltagere.

 

Ja, de har meldt sig til programmet. De har valgt at deltage og valgt at være med i et program, der er med til at understøtte fordommene om, at alle tykke mennesker selv er skyld i det, og at de er dovne og mangler motivation. Men alle fordomme kommer fra samme sted: uvidenhed.

 

Om det er skaberne bag programmet, der er udvidende, eller om de bevidst har valgt at spille på fordommene om tykke mennesker, er ikke til at vide. Men jeg tror, at grunden til, at de kendte har valgt at deltage er, fordi de er uvidende. Og det er på ingen måde ment som en kritik. Jeg prøver blot at finde et form for svar. Det jeg mener er, at de kendte mangler informationer. De burde ikke kun blive “udsat” for deres vægttabsmakker, men burde møde flere tykke mennesker. Nogen, der har kæmpet i flere år, nogen der er overvægtige grundet sygdom og nogen, som er hamrende tilfredse med, hvordan de ser ud. Mens de hjælper sig selv og deres vægttabsmakker med at tabe sig, ville de gennem de øvrige møder få et indblik i overvægt. At det ikke er så sort/hvidt, som mange tror. At det ikke bare handler om manglende motivation og manglende viden om sundhed.

 

I går lagde Mascha Vang, en af de kendte deltagere, et indlæg op på sin blog. Hun har været ualmindeligt stille på de sociale medier og på sin blog siden promoveringen for “Min fede træner” begyndte. Og det er der en god grund til.

 

Mascha Vang har oplevet trusler – dødstrusler – mod sig selv og mod sin lille datter. Som jeg kan forstå det på hendes indlæg, er det udelukkende, fordi hun er med i programmet. Det kan godt være, at programmet nedgør tykke mennesker og bidrager til fordommene, men ligefrem at true nogen på livet på grund af det? Så vred kan jeg slet ikke blive. Så vred kan jeg slet ikke blive over noget som helst faktisk.

 

Mascha forklarer, at hun har deltaget i programmet for at motivere. Hun ved godt selv, at hun ikke er egnet til at hjælpe overvægtige med enten psykiske eller fysiske lidelser som baggrund for deres overvægt. Hun ved også godt, at overvægt kan være en sygdom, men at det ikke er det i alle tilfælde. Mascha har sagt ja til programmet, fordi hun gerne vil sætte fokus på sundhed og livsglæde.

 

Jeg er så en af dem, er mener at man godt kan være sund og glad på livet, selvom man vejer 30 kilo for meget. Men Christina, som Mascha skal hjælpe, er ikke glad. Og hvis man er ulykkelig over, hvordan man ser ud, og det påvirker ens livsglæde, så synes jeg bestemt også, at man skal gøre noget ved det. For alle fortjener at være glade.

 

I indlægget forklarer Mascha desuden, at rigtig mange af de ting, som gjorde at hun meldte sig til programmet, nu er blevet klippet fra i det endelige program. Mascha havde ikke meldt sig til et underholdningsprogram men til et lærerigt program, hvor læger var med til at dokumentere hendes vægtøgning og -tab, og hvor seerne netop fik et nuanceret billede af, hvornår man er sund, og hvornår man er usund. For det handler ikke bare om tallene på vægten.

 

Er det naivt at tro, at det program, man melder sig til, ikke bliver redigeret og klippet til uigenkendelighed? Måske. Mascha er jo lidt af en veteran i tv-branchen efterhånden. Men faktum er bare, at i det samfund vi lever i i dag, med de normer der eksisterer, så er der ikke seertal til at lave et program, der handler om glade, tykke mennesker. Vi gider ikke se på, at de er glade og tilfredse med deres liv. For hvordan i alverden kan man være det, når man er tyk? Vi vil ikke belæres om, at man sagtens kan være usund og samtidig veje 65 kilo. Vi vil ikke have at vide, at hende der vejer 30 kilo for meget faktisk har et solidt blodtryk, ingen diabetes eller dårlige knæ. Vi vil gerne se “vindere” og “tabere”. Vi vil have følelsesladede historier og helteroller. Vi elsker at se folk sejre, men vi holder endnu mere af at se folk fejle. Og de overvægtige har jo allerede fejlet, for de er jo tykke. Nu skal de sejre.

 

Vi som seere har magten. Vi kan vælge ikke at se “Min fede træner”. Hvis ikke der er seere til programmet, så får vi i hvert fald ikke en sæson 2. Og selvom der et hav af negative kommentarer på TV3’s Facebook-side og en masse debatindlæg om programmet, så tror jeg, at “Min fede træner” får nogle okay seertal.

 

Jeg har ikke tv, jeg kommer ikke til at se programmet. Men vi elsker at se ting, hvor vi kan føle os hævede over andre. Se bare på programmer som “De Unge Mødre” og “Paradise Hotel”. Vi elsker at se tv, hvor vi kan sige til os selv og hinanden: “Godt, det ikke er mig!” Nu er det så kommet et skridt videre, hvor vi rent faktisk kan sige det til deltagerne, via sociale medier: “Godt, jeg ikke er dig!”

 

Jeg tror aldrig, at vi slipper af med den stigma, der er omkring overvægt. Jeg tror ikke på, at vores samfund kommer til at ændre sig. At vi går fra at hylde slanke kroppe, og fra automatisk at koble dem sammen med sundhed. Selvom vi ser flere og flere såkaldte plus-size models (som Ashley Graham), og at flere og flere fedmeaktivister træder frem (som Sofie Hagen og bevægelsen FedFront), så tror jeg ikke på, at vores syn på fedme kommer til at ændre sig. I det store billede.

 

Man kan dog gøre rigtig meget, for at ændre opfattelsen i sin egen lille kreds. Uddanne mennesker omkring én om, hvad det vil sige at være overvægtig. Forklare dem, at bare fordi man er overvægtig, er man ikke nødvendigvis ulykkelig. At det ikke handler om dovenskab og mangel på motivation.

 

Men selvom jeg ikke tror på, at vi nogensinde kommer til at ændre på samfundsopfattelsen, så tror jeg på, at vi kan ændre vores tv-kultur. Og den har i høj grad brug for en make-over.

 

photo credit: luckylynda74 olsen art fork-6 via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Amalie Valentin

25 år gammel og cand.mag i Æstetik og kultur, bosat i Aarhus. Jeg har i min studietid skrevet om alt fra det mandlige blik og objektificering, til Pussy Riot og feministisk kunst. Min interesse for feminisme er meget bred, men jeg har nok lidt en forkærlighed for køn og seksualitet. Derudover er jeg tosset med gin, hiphop/r'n'b og Beyoncé.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv