leatherdyke.cc

De medvirkende er singler, der har prøvet stort set alt for at finde kærligheden. De har sagt ja til at blive matchet op af et hold eksperter – til at gifte sig med et menneske de aldrig har mødt før. Og til at leve som mand og kone i fire uger. Hvis der opstår kærlighed undervejs er eksperimentet lykkedes. Hvis ikke så skal de skilles.

 

 

Sådan lyder indledningen til DR’s programserie Gift ved første blik. Jeg jublede, da jeg blev fortalt, at DR havde indledt et eksperiment, der ”vendte op og ned på ægteskabet” – og som flittig DR seer var jeg beredt på at æde programmets otte afsnit råt. Men efter første afsnit stod det klart for mig, at en helt anden agenda styrede programmet.

 

Fremfor at ”vende op og ned på ægteskabet” og granske samfundets ældste patriarkalske institution ønsker Gift ved første blik at “udfordre dogmet om, at vi hver især ved, hvad der er bedst for os selv” – derfor arrangeres ægteskaberne i eksperimentet af såkaldte ”eksperter”. Uden nogen kritisk tilgang til ægteskabet og diskussion om hvad kærlighed indebærer, indlader programmet sig i en diskurs, der reproducerer en undertrykkende og kønsdiskriminerende institution.

 

I dette indlæg fokuserer jeg på tre elementer af programserien, som fremgår tydeligt i den indledende voice-over:

 

”De medvirkende er singler der har prøvet stort set alt for at finde kærligheden”

Kanalredaktør på DR 3 Irene Strøyer forklarer, at flere og flere lever som singler og har svært ved at få kærligheden til at fungere. Man kan med andre ord ikke være single og have fundet kærligheden. Strøyers rationale er dybt inkorporeret i vores samfund. Helt fra vi er børn, forventes det for eksempel, at vi er på udkig efter den eneste ene. Dette betyder, at de fleste af os er ivrige efter at finde kærligheden, blive gift og derved sikre lykken. Men kan det tænkes, at lykken og kærligheden også findes uden for tosomheden? To af de tre par i Gift med første blik lader sig skille efter eksperimentets afslutning. Fremfor at fortolke dette udslag som to ikke-succesfulde match, kan det fortolkes som, at den kærlighed og lykke som deltagerne møder uden for ægteskabet er mere værdifuld, end den de finder i den institutionaliserede tosomhed.

 

 

Der er store konsekvenser ved myten om, at vi ikke kan leve lykkeligt uden en ægtefælle. Det driver os til at følge dating-udsendelser, klynge os til how-to-do klummer i dameblade og følge programserier som Gift ved første blik, der fortæller os hvad vi skal gøre, hvem vi skal være, og hvordan vi skal se ud for at finde en partner. Strøyer har derfor fuldstændig misforstået det moderne individ, når hun udtaler, at vi hver især tror, vi ved, hvad der er bedst for os selv. Samfundsnormer har kolossal betydning for de valg vi træffer, og det er de fleste helt bevidste om, men følger dem alligevel. Hvis programmet ønsker at udfordre et dogme, burde det have stillet spørgsmålstegn ved samfundets fortælling om selve ægteskabet, fremfor at stille spørgsmålstegn ved hvorledes vi finder en ægtefælle, og det burde lige netop opfordre folk til at gøre det der er bedst for dem selv – også hvis det betyder at bryde med normerne og leve et lykkeligt og kærligt singleliv.

 

 

”De har sagt ja til at blive matchet op af et hold eksperter”

”Ekspert-holdet” består af en præst, to psykologer og en antropolog. At disse fagfolk er omtalt som ”eksperter” indikerer, at programserien er en del af en uhyggelig evidens-megatrend. Alt skal kunne bevises videnskabeligt. I dette eksperiment er ambitionen, at videnskabeligt konstruere det perfekte match – og hvis dette ikke lykkedes, så er det modsatte bevist, altså at par ikke kan konstrueres videnskabeligt. Ud fra objekter, tilknytningsmønstre, samtaler, skemaer og andre ”grundige undersøgelser” vurderer ”eksperterne” hvem som matcher, byggende på princippet ”lige børn leger bedst”. Dette er det mest grinagtige og ironiske ved programmet, fordi ”eksperterne” forklarer, at personlighederne i et parforhold fremfor alt bør ligne hinanden, men når det kommer til rollefordeling bør personlighederne ikke ligne hinanden – de bliver rådet til at påtage sig ulige kønsroller.

 

 

At benytte mærkaten ”ekspert” giver en gruppe mennesker magt til at forme en virkelighed som bliver anset som en sandhed. Antropologen, Trine Demant, har udtalt: ”(jeg) medvirker i programmet, fordi jeg metodisk kan undersøge menneskelige værdier”. Hun glemmer dog at disse værdier er unaturlige og konstruerede, og at hun som ”ekspert” tager del i at reproducere disse værdier ved at omtale dem som essentielle grundsten i vores sociale relationer. Hendes rystende og yderst diskriminerende udtalelse i afsnit fem er et eksempel på dette:

”Selvom idealet om kønsroller er, at vi er ligestillede, så er der særlige situationer hvor, de ikke skal være ligestillede – hvor romantikken og det at være romantiske som mand og kvinde kræver, at en mand mander sig op, og at en kvinde ligesom er blid og tilbageholdende.”

 

 

”At leve som mand og kone”

Jeg tror, at flere kvinder efter at have fulgt Gift ved første blik er blevet efterladt med en følelse af at være for lidt prinsesse og for meget prins. Præsten, Pernille Østrem, opfordrer deltageren, Lykke, til at lade sin indre prinsesse blomstre og råder Mette til at være sød, mild og tålmodig. Psykolog Gert Martin Hald mener, at deltageren Martin skal lære at tage kontrollen, og at Mette skal lære at opgive kontrollen. Han udtaler sig derudover om Jonas og Lykke i første afsnit:

 

 

”Spørgsmålet er jo i virkeligheden om hendes selvstændighed på længere sigt kører ham over, eller om han kan komme tilbage og så køre hende over”. Psykolog Annemarie Bergholt er også nervøs for at Jonas vil ”stå af på Lykkes selvstændighed”. NEED I SAY MORE? Til min store fornøjelse falder søde Jonas pladask for seje Lykke og derved tilintetgør han ”eksperternes” råd. Dette element bliver dog fuldstændig overset.

 

 

Jeg opfordrer DR til at investere i eksperimenter som rent faktisk udfordrer vores forestillinger, normer og institutioner. Andrea Dworkin linker ægteskabet til prostitution og Sheila Cronan har lavet grundige analyser af hvorledes ægteskabet implicerer slaveri. Men indtil DR formår at lade sig inspirere af sådanne radikale feminister, er det mit ønske, at DR’s seere bliver opmærksomme på de ukritiske og ofte diskriminerende antagelser, der gemmer sig bag flere programmer. Det er for mig helt paradoksalt og spild af ressourcer, at staten dels investerer i den slags tv-udsendelser, dels i en ligestillingsminister. Flere stemmer på de sociale medier har heldigvis kritiseret Gift ved første blik på samme grundlag som jeg. Til dette har Trine Demant responderet: ”Vi udtaler os jo ikke om krig eller klimaforandringer”. Nej, men hun må da som antropolog vide, at de udtaler sig om nogle lige så farlige og voldelige tendenser og strukturer, som bare ikke er lige så synlige som krig og klimaforandringer.

Bjørk Lidin

Halvt dansk, halvt svensk, halvt ghanesisk, halvt britisk, halvt amerikansk, halvt europæisk, halvt global, hel social anarkistisk feminist.

3 kommentarer

  1. Jeg er enig i stort set alle dine betragtninger. Bortset fra en, som fremgår af det følgende citat:

    “Fremfor at fortolke dette udslag som to ikke-succesfulde match, kan det fortolkes som, at den kærlighed og lykke som deltagerne møder uden for ægteskabet er mere værdifuld, end den de finder i den institutionaliserede tosomhed.”

    Det kan man ikke konkluderer på baggrund af de ikke-succesfulde match! Man kan konkludere, at den kærlighed deltagerne fandt i dét pågældende ægteskab ikke var mere værdifuld for dem end single-tilværelsen. Det betyder dog ikke, at deltagerne som endte som singler, ikke vil kunne finde en større lykke og kærlighed i et nyt ægteskab med en anden partner, end den værdi deres single-tilværelse giver dem. Når deltagerne vælger en livsledsagerske fra, betyder det ikke nødvendigvis, at de vælger den institutionaliserede tosomhed fra.

    • Jeg er helt enig i, at man intet kan konkludere udfra ‘eksperimentet! Jeg ønsker blot at udfordre den dominerene forestilling (som Gift ved første blik tager for givet) at ‘den store’ kærlighed udelukkende findes inden for ægteskabets rammer. Det er egentlig uheldigt, at jeg skriver om kærlighed som en værdi, der kan måles. Det er ikke min hensigt at gøre det umulige – at identificere ‘den største kærlighed’. Jeg ønsker at kritisere programmets antagelse, at man som single ikke har fundet kærligheden, og at indlede en debat om hvor og hvad kærlighed er.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv