leatherdyke.cc

Jeg har aldrig set min egen krop med kønsbehåring. Jeg har aldrig set mine ben med hår på. Jeg har aldrig haft hår i mine armhuler, som var længere end to millimeter. I årevis har jeg ikke kunne kende mig selv i spejlet, medmindre jeg bar øjenmakeup.

 

Det skræmmer mig at tænke på, at ovenstående fakta omhandler mig selv. Det skræmmer mig at tænke på, at jeg er vokset op i en kultur, hvor ovenstående beskrivelse muligvis er ganske standard. Det skræmmer mig, at jeg fjernede håret fra min krop, allerede før mine dun blev til hår. At det at fjerne hår blev naturligt for mig, før jeg overhovedet fik nogle at fjerne.

 

Synet på min krop har uden tvivl været påvirket af medier, reklamer, pornografi og  venner. For mig blev den naturlige og rigtige krop tidligt en krop uden hår. Derfor vænnede jeg mig hurtigt til systematisk at fjerne håret fra min krop. Det gav, og det giver mig stadigvæk, en følelse af, at nu er min krop fikset og ordentlig. En skideirriterende følelse.

 

For min krop er virkelig velfungerende og stærk, præcis som den er. Jeg hader at føle velvære ved at svinge barberbladet, men det gør jeg. Jeg hader, at jeg ikke bare kan lade være, men det kan jeg ikke. Ligesom jeg ikke bare kan lade være med at redde min seng hver eneste morgen, og ligesom jeg ikke bare kan placere en genstand på et bord, uden at genstanden flugter med bordets kanter. Jeg har ’en ting’ med orden, og fjernelse af kropsbehåring er blevet en sådan  ting. Så godt nok er det ikke længere kulturen, der udelukkende er skyld i min glatte krop, det er nu mit sygelige forhold til orden.

 

Men hvis det ikke havde været for kulturen i mine tidlige teenageår, var jeg jo slet ikke startet med at fjerne håret, og det kunne derfor ikke være blevet en af mine ordensting. Jeg kender mange jævnaldrende, som har formået at bryde med denne forskrækkelse for kropsbehåring, som vi åbenbart er mange der er vokset op med. Og jeg elsker det! Jeg elsker, når mennesker lader håret gro og ikke ligger under for samfundets idealer. Samfundets idealer om kroppen, som heldigvis er ved at ændre sig, fordi nogle tør at bryde med dem. Nogle tør lade håret gro. Nogle har lyst til at lade håret gro. Jeg håber inderligt, at unge mennesker i mellemskolen i dag har et andet forhold til kropsbehåring, end jeg havde, da jeg havde min gang der.  Jeg hader, at jeg ikke er et forbillede med min krop, fordi mit forhold til min krop er så præget af en kultur, som jeg har lyst til at brække mig over, men som jeg samtidig ikke helt kan løsrive mig fra endnu.

 

Jeg synes, det er tåbeligt, at mit naturlige ansigt i årevis har været et malet ansigt. Siden mine tidlige teenageår har jeg gået med makeup. De sidste ti år har jeg nærmest gået med det hver eneste dag. Hvis jeg en sjælden gang imellem ikke har haft noget på mine øjne, er jeg blev mødt med kommentarer som: ”Er du syg?”, ”Er der noget galt?”, ”Har du grædt?”, ”Du ser så smadret ud!”, hver fucking eneste gang. Og nej, jeg var ikke syg, jeg havde ikke grædt, og jeg var overhovedet ikke smadret. Jeg havde bare intet makeup på.

 

Det var ikke for at være onde, at mennesker sagde sådan, de kunne bare ikke kende mig, ligesom jeg ikke kunne kende mig selv. Det er slut nu! Jeg vil kunne kende mig selv uden makeup. Så for nogle uger siden lod jeg være med at tage noget på. Det gjorde jeg mange dage i træk, selvom jeg umiddelbart havde lyst til falde tilbage i mine gamle vaner. Jeg havde lyst til at male mine øjne, men jeg lod være. Nu har jeg vænnet mig til ikke at have makeup på, og det har de fleste omkring mig også. Nu synes jeg, at jeg ser fjollet ud med makeup. Derfor har jeg lige smidt det hele i skraldespanden og lovet mig selv, at jeg ikke vil påføre mig det igen. Nu kan jeg ikke kende mig selv med makeup på. Og dét er jeg vild med!

 

Pointen med dette indlæg er ikke, at alle nu skal lade være med at bære makeup eller stoppe med at fjerne kropsbehåring. Pointen er at udfordre de herskende normer! At åbne op for, at alle må bære makeup og barbere alt sit hår af, såvel som alle må lade være med at bære makeup og lade alt sit hår gro. Du må gøre præcis det, du vil! Pointen er, at det ikke er ens tildelte køn, som skal bestemme, hvad man gør, og hvad andre synes, man skal gøre. Du har retten til at definere dig selv og retten til at bestemme over din egen krop. Mit ideelle samfund har pligten til at acceptere dette og pligten til ikke at påvirke unge mennesker på åndssvagt kønnede og stereotype måder! Pointen er at være kritisk overfor en kultur, som indsnævrer mulighederne for personlige udtryk, og som gør livet surt for de mennesker, der ikke har lyst til at følge de fucked up kønnede kropsidealer.

 

Det er så godt gammeldags ÅNDET, at ens tildelte køn skal bestemme, om man skal fjerne alt håret fra sin krop, eller om man skal lade det være. Om man skal male sine øjne, eller om man skal lade være. Jeg gider aldrig mere at male mine øjne, selvom jeg er født i en slags kvindelig krop! Og en skønne dag håber jeg, at mine barberblade kan holde fest i skraldespanden sammen med alt mit skrottede makeup.

 

 

photo credit: Toban B. via photopin cc

 

Storm Lillevang

Jeg iagttager, hvordan kønnene udspiller sig, overalt hvor jeg færdes. Jeg bliver skiftevis forarget, glad, fortrøstningsfuld og vred. Mens jeg iagttager kønsordenen, læser jeg en kandidat i Socialt Arbejde, spiller basketball, læser frilæsningsbøger, står på longboard, finder slebet glas ved vandet, ser mennesker jeg har kær og går på opdagelse i mit Århus.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv