leatherdyke.cc

Marts måned er på mange måder en speciel måned. Det er den første forårsmåned i året og er derfor et symbol på grænsen mellem vinter og forår. Vinterens mørke og kulde må nu vige langsomt bort i forhold til forårets varme og lys. Marts er det første tegn på, at det snart er mulighed for at komme udenfor og være fri for dynejakken, vanterne og snotnæsen.

 

Hvis I kigger ud af vinduet, så er jeg overbevist om, at I vil kunne se små blomster stikke frem fra den stadig hårde jord, som i sig selv er små gode symboler på, at uanset hvor skrøbelig man er, så kan man komme igennem livets udfordringer. Foråret bruges nogle gange som symbolik til en ny begyndelse, på bedre og lysere tider, på håb og glæde. Så selvom jeg ikke tænkte det sådan dengang, så synes jeg i dag, at det er et smukt sammentræf, at jeg lagde et brev i postkassen til mine forældre for 6 år siden. Et brev, hvori jeg sprang ud.

 

Mine forældre og mine brødre var de første, som jeg sprang ud til. Jeg gik på daværende tidspunkt i 8. klasse, og jeg kan bedst forklare tiden dengang som en typisk vinterdag. Jeg har selvfølgelig gode minder, men ser vi overordnet på det, så var tiden meget som en grå, kold og halvvåd dag i januar. Det var en tid, hvor jeg konstant havde stramme tøjler på mig selv. Jeg var den stille og søde elev, der ikke sagde meget, og kunne jeg selv bestemme dengang, så ville jeg helst fylde absolut ingenting. Ligesom dynejakken og vanterne beskytter en mod influenza og forkølelse, så beskyttede disse tøjler mig mod, at folk skulle opdage, hvordan jeg egentlig havde det indeni. Hvilke tanker, som jeg gik rundt med.
Jeg tænkte mere på andre end mig selv, for så var fokus væk fra mig, og fordi jeg konstant brugte energi på at søge den der bekræftelse fra andre om, at jeg ikke var anderledes.

 

Jeg husker aftener på mit værelse, hvor jeg prøvede at fjerne uroen i maven med fornuftige forklaringer. Det er jo helt normalt at være forvirret som teenager. Pigerne på skolen er bare ikke din type. Hvad er chancen for, at du skulle være til samme køn?

 

Når jeg tænker tilbage, så var der ikke meget sammenhæng mellem mine tanker og virkeligheden. Jeg har senere fået at vide, at jeg altid har udvist en selvsikkerhed og ro, men jeg husker mig selv som usikker og sårbar. Jeg fortolkede meget på det, som folk sagde og gjorde, og konklusionen var altid, at ingen ville kunne acceptere mig, som jeg virkelig var.

 

Hånden på hjertet, så kan jeg ikke huske, hvad der konkret gjorde, at jeg besluttede, at jeg ville springe ud. Jeg kan kun huske, at der var en fyr fra nettet, som jeg gerne ville møde, men jeg tror også, at jeg inderst inde havde behov for at få bekræftet eller afkræftet disse tanker, som jeg gik med.

 

Set i bagklogskabens lys, så var jeg måske ikke klar til at springe ud. Jeg havde accepteret selv, at jeg nok ikke var ligesom alle andre, men jeg havde stadig ikke helt fundet ud af, hvad jeg så var. Så mit brev til mine forældre havde dengang det kortsigtede formål at mødes med fyren, men i dag ville jeg også sige, at det var et brændende ønske om, at min grå, regnvejrsjanuar godt måtte slutte nu.

 

Min familie reagerede 100% accepterende og støttende, og jeg fik mødt fyren. Men mit forår lod vente på sig. Det var lidt som om, at min hverdag ikke havde ændret sig. Det skyldtes nok til dels, at jeg stadig var usikker på, hvilken kasse jeg hørte til, og til dels at ud over mit hjems fire vægge, så var der stadig ingen, der vidste det.

 

I dag er det logisk nok for mig, men dengang kunne det have været rart, hvis der var nogle, som ville have sagt klart og tydeligt, at foråret ikke kommer med det samme. Den er fordelt over marts, april og maj, og det samme kan man sige med det at springe ud. Det handler ikke ”kun” om at sige til folk, hvilke køn man føler sig som, eller hvilken seksualitet man har. Først handler det om, at man selv accepterer det, og denne fase havde jeg nok sprunget lidt over, da jeg sprang ud. Når man selv har accepteret det, så kommer fasen, hvor man fortæller det til sin familie og sine venner. Til sidst kommer den fase, hvor man skal ”leve med at have sprunget ud”. Det var den her fase, hvor jeg var nået til efter brevet, og jeg skulle have tid til at indse, at jeg skulle smide dynejakken og vanterne, før jeg kunne nyde foråret. Når man så længe har gået rundt med tøjler på sig selv for at skjule så central en del af sig selv, så er det svært at smide dem igen.

 

Det hele er en proces og det tager tid.

 

Nogle måneder efter mit brev begyndte jeg at springe ud for mine venner, og jeg blev samtidig så sikker på min seksualitet, som man nu kan være. Jeg har smidt tøjlerne så godt som jeg kan, og jeg nyder mit forår. Men at springe ud er en proces, som jeg nok altid vil komme til at skulle foretage. Hver gang jeg møder nye personer, så vil jeg skulle foretage samme proces. Men heldigvis nogle erfaringer klogere, hver gang jeg foretager processen.

 

Ville jeg ønske noget anderledes, nu hvor jeg har reflekteret lidt over mit eget udspring? Jeg kunne ønske mange ting, og der er bestemt forbedringer at foretage for, at det bliver nemmere for LGBT-personer. Men uanset hvor meget man gør, så tror jeg, at frygten og tankerne i en eller anden grad altid vil være der, og det tror jeg også er det bedste. For hvis der ikke fandtes mørke, så ville der ikke være lys. Uden kulde, ville vi ikke have varme. Ingen vinter, og vi ville ikke kende til foråret.

 

Så hvis der er noget, som jeg vil tage videre fra mine erfaringer, så er det nok, at ligesom de små blomster kan komme gennem den hårde jord, så kan udfordringer overkommes. Og foråret vil altid komme efter vinteren.

 

 

Billedet er lånt her

 

 

Gustav Sindberg

Siden 2014 har jeg studeret psykologi på Aalborg Universitet og min fritid bruges på venner, familie og lidt politisk arbejde. Tidligere har jeg lavet frivilligt arbejde i Radikal Ungdom, LGBT Ungdom, lokalavisen og Ung Dialog, hvor jeg snakkede om sex og kærlighed i udskolingen. Debatten om køn, ligestilling og seksualitet har været en fast del af mine interesser, så længe jeg kan huske og har været en central del af min hverdag - lige fra da jeg sprang ud, til jeg skrev om tyske kønsroller i gymnasiet.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv