leatherdyke.cc

Fredag aften for en uge siden var jeg til en fest i Kvindehuset i indre København. Før jeg tog derhen, havde jeg stået på mål for en del spørgsmål og kommentarer om husets politiske holdning. For hvordan kan jeg forsvare at feste et sted, der kun er for kvinder, når nu jeg bruger så meget energi på at overbevise verden om, at den normative inddeling af kønnene er en forældet og virkelig, virkelig dårlig ide?

 

Siden 1986 har huset været for kvinder og kun for kvinder. Der er siden hen blevet tilføjet en lang række (virkelig vigtige) refleksioner over, hvordan køn kan defineres, og at man er velkommen også uden en livmoder og en trang til at tage mærkatet “kvinde” på sig.

 

Lige præcis den fredag aften holdt festkollektivet G37 en støttefest for at rejse nogle penge til det frivilligt drevne projekt LGBT asyl, som arbejder for LGBT-personers rettigheder i det danske asylsystem. Eftersom festen blev holdt i Kvindehuset, var den kun for lesbiske, heteroseksuelle og biseksuelle kvinder og transpersoner.

 

Jeg identificerer ikke mig selv som “kvinde”, men jeg ville gerne til en fest med mine venner, og jeg ville virkelig gerne vise min støtte og lægge nogle penge til LGBT asyl og det vigtige arbejde, de laver. I døren passerede jeg som kvinde og havde ingen problemer med at komme ind. Tværtimod fik jeg et smil og et velkommen til.

 

Samme fredag aften ville en gruppe fra netop LGBT asyl også gerne i byen. Og da en del af folkene fra gruppen var mænd, kunne de (lidt paradoksalt) ikke komme ind til deres egen støttefest på Kvindehuset. De tog på homobaren Nevermind, og her bliver historien rigtig nederen. De fire hvide personer i gruppen kommer ind, mens den femte ikke-hvide person bliver stoppet i døren og bedt om at fremvise ID. Hans (af den danske stat udstedte) asylansøgerkort er åbenbart ikke godt nok, og han kan ikke komme ind.

 

Jeg vil gerne med det samme slå fast, at jeg på ingen måder mener, at de to historier kan sammenlignes. At Kvindehuset ikke er for mænd er en politisk holdning, som man kan være enig eller uenig i. Det Nevermind havde kørende fredag aften er ren racisme og handler ikke om stedets politik men om diskriminerende magtudøvelse og undertrykkelse.

 

Det jeg i stedet vil belyse er, at den mandlige asylansøger og jeg gik ud i byen for at have en god aften med gode venner. Men mens jeg mødte en åben dør, mødte han en lukket dør. Og havde han prøvet at komme igennem min dør, var den også blevet lukket for ham.

 

Døre holdes lukkede af mange årsager. En af dem, og en af de mere sympatiske, er at skabe et trygt rum for dem, der har følt et behov for at overhovedet stille en dør op: Kvinder med kvinder, homoer med homoer, politiske ligesindede, bestemte aldersgrupper, studerende på den samme skole osv. osv. osv. Overalt skaber man grupper, hvor mennesker kan få lov til at blive genkendt af andre, der ligner dem. Det er oftest ment som trygge rum, hvor man ikke behøver at kæmpe for sine rettigheder og i stedet kan få lov til at opleve det privilegium det er ikke at blive lagt mærke til som outsider.

 

Lukkede døre er ikke nødvendigvis en dårlig ide. Men man skal huske, at inklusion af nogle mennesker altid vil medføre eksklusion af andre mennesker. Og man skal være opmærksom på, hvem man kommer til at ekskludere. Og hvorfor man gør det.

 

Derudover er identitet ikke en ensidet størrelse, men noget der opstår i krydsfeltet af utroligt mange aspekter. Den del af min identitet, der gav mig adgangspas til Kvindehuset var, at jeg er i stand til at passere som “kvinde”. Hvilke andre ting jeg ellers bliver genkendt som var i lige præcis den sammenhæng underordnet. Adgangspasset for at komme på Nevermind er, mere eller mindre officielt, seksualitet. Men det var ikke den mandlige asylansøgers seksualitet, der gjorde, at han blev nægtet adgang. Det var farven på hans hud og hans status som ikke-dansker – hvad det så end betyder.

 

Mekanikken eksklusion/inklusion gennemsyrer de sammenhænge, vi færdes i og måden, vi omgås hinanden. Og alle vil opleve begge dele på egen krop. Hvad der til gengæld ikke er det samme for alle er, hvor meget modstand man kommer til at møde, og hvor mange sammenhænge man er ekskluderet fra. I kraft af min hvide hudfarve, min på papiret flotte uddannelse, min normative kropsstørrelse og min nationalitet kommer jeg til at stryge let igennem mange steder. I kraft af mit kønsudtryk, min seksualitet og min insisteren på at påpege uligheder når jeg møder dem, kommer jeg til at blive ekskluderet. Men sammenlignet med asylansøgeren ude foran Nevermind er den modstand jeg oplever uendelig lille. Ikke på grund af køn eller seksualitet (en ramme som vi begge var taget i byen for at feste inden for). Men fordi han ikke må være dansker og aldrig bliver hvid.

 

Når man indgår i en sammenhæng, der er defineret ved at stå sammen med ligesindede eller mennesker, der ligner en, kommer man til at udelukke andre. Og det er altid værd at bruge energi på at reflektere over og diskutere, hvem man udelukker. Og om man måske skulle gøre noget for at gøre det lettere for dem, der altid havner uden for det gode selskab.

 

Emilie Pedersen-Nielsen

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv