leatherdyke.cc

I de sidste mange år har store dele af den feministiske bevægelse – med aktører som Dansk Kvindesamfund i spidsen – påpeget behovet for nye tiltag på ligestillingsfronten. I al den tid jeg kan huske, har mærkesagerne været øremærket barsel, kønskvotering og et forbud mod sexkøb.

 

Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved vigtigheden af de tiltag. Men jeg tror, at mange er trætte af ligestillingsdebatten, der er blevet en gentagelse af sig selv. Vi kender argumenterne for og imod hver eneste sag – og vi feminister bringer ikke noget nyt på banen. I stedet for at åbne ørerne og lytte andre, så har vi gravet os ned i vores egen lille skyttegrav, hvor vi klapper hinanden på ryggen og skyder løs på dem, som vi er uenige med.

 

Det har bragt feminismen i et dødvande. I stedet for at virke som en progressiv bevægelse i konstant fornyelse, så fremstår den feministiske bevægelse i højere grad som en masochistisk gruppering, der pisker sig selv ved at holde fast i allerede tabte sager. Der var hverken parlamentarisk opbakning eller folkelig forankring i et omfang, der kunne gøre kønskvotering og forbud mod sexkøb til en vindersag – så når vi feminister stædigt holder fast i disse, så giver det os ikke vind i sejlene.

 

Ingen vil støtte en bevægelse, der associeres med politiske tabersager.

 

Min tese er, at vi feminister skal blande kortene på ny.

 

Vi må tage en kritisk gennemgang af vores mærkesager – og dermed gøde jorden, så vi kan stable en ny og mere konstruktiv debat på benene.

 

Måske er det på tide at opgive kønskvotering med den norske model som inspiration. Det kan muligvis gøres smartere. Hvad med en model hvor virksomheder med kvinder i bestyrelsen får fortrinsret til offentlige udbud? Eller at kønsfordelingen blandt hver enkelt virksomheds medarbejdere skal afgøre kønsfordelingen i bestyrelsen? Man kunne også forestille sig, at virksomhederne skulle opstille et bestemt antal kvindelige kandidater til bestyrelsesposterne for at udvide aktionærernes muligheder for at vælge kvinder.

 

De samme overvejelser kunne man gøre sig med øremærket barsel og forbud mod sexkøb. Verden er ikke sort/hvid, og det er ligestillingsdebatten heller ikke.

 

Min opfordring må derfor være, at vi som feminister nytænker vores mærkesager, blander kortene. Det vigtigste er ikke at holde stædigt fast i forslag, der under de nuværende omstændigheder ikke har nogen gang på jorden – så kommer vi aldrig frem. Det vigtigste er at bringe forslag på banen, der kan samle opbakning og dermed skabe reel forandring.

 

2 kommentarer

  1. Du siger, du ikke stiller spørgsmålstegn ved vigtigheden af de tiltag, som du også kalder ‘politiske tabersager’, men alligevel synes du at være villig til at vende disse mærkesager ryggen. For hvad, popularitet?

    At gå imod strømmen, at revolutionere, at skabe ægte forandring er og har aldrig været nemt. Selvfølgelig skal der stædighed til! Du mener vel ikke, at hvis en sag er tabt, så er den bare tabt og må gå i glemmebogen?

    Jeg kan sagtens forstå trangen til fornyelse, især hvis den lille ‘skyttegrav’ er nået – og al respekt for nytænkning! Men hvorfor ikke finde fornyelse i ‘hvordan’ frem for ‘hvad’? Du skriver også selv, at vi skal ‘gøde jorden’. God idé! Men lad det ikke være en jagt på medhold i småtingsafdelingen, der lader de tungere mærkesager i stikken.

    Jeg mener, at det er afgørende at tage fat i de problemstillinger, der ligger et lag dybere end ulighed på arbejdsmarkedet. Personligt gør det mere ondt i mit hjerte, at vi i dette samfund tillader, at kvinder (og mænd) sætter deres krop til salg, end at der sidder flere mænd end kvinder i bestyrelserne (hermed ikke sagt, at det ikke også er en vigtig sag, som vi skal arbejde på).

    Ved at vende ryggen til prostitution som mærkesag, velvidende at hvervet laver ar på sjælen, svigter vi både vores egen moral og de kvinder, der af tragiske årsager ender som prostituerede. Derudover understøtter vi et syn på mænd, der ikke yder dem retfærdighed. Disse tanker gælder for øvrigt også for porno og pronoficering, der herudover bærer konsekvenser med sig, der rækker langt udover de direkte involverede.

    Jeg er nok uenig med dig i, at “Det vigtigste er at bringe forslag på banen, der kan samle opbakning og dermed skabe reel forandring.” Jeg vil sige, at det vigtigste er at lytte til hjertet, have sine værdier i behold og se på de omstændigheder, der modarbejder forslagenes gennemslagskraft.

    God dag og godt mod! 🙂

  2. Jeg synes ikke, vi skal vende ryggen til vores holdninger for at få popularitet.

    Men ærligt talt, så mener jeg, at vi har en bunden opgave i, at sikre reel forandring. Og hvis vi vil opnå reel forandring, så må vi bare indse, at de forslag vi hidtil er kommet med, er strandet i et politisk dødvande. Vi kommer ikke videre med kønskvotering og forbud mod sexkøb – i hvert fald i den hidtidige udformning.

    Jeg vil stadig gerne det samme sted hen. Jeg vil gerne have flere kvinder i toppen af erhverslivet og flere kvinder ud af prostitution. Men jeg kan stille mig på sidelinjen og foreslå ting, der er forkastet gang på gang .. eller jeg kan komme med nye forslag, der baner vejen for de samme ændringer – bare på andre måder. Samme resultat, en anden vej.

    Som jeg ser det i dag, så kan vi feminister være stædige og spænde ben for den forandring vi ønsker. Eller vi kan anerkende, at vi må gå nye veje for at skabe forandring.

    Du må også have en god dag!

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv