leatherdyke.cc

”Feminist” er ikke noget, jeg går til en gang om ugen i et begrænset tidsrum. Det er heller ikke en kasket, jeg tager på for at tiltrække mig opmærksomhed på min vej rundt i byen. ”Feminist” er en meget vigtig del af min identitet, de feministiske briller er dem jeg ser verden igennem, og jeg erklærer mig dagligt for feminist i andres påhør, i et håb om at sætte tanker i gang hos tillytteren.

 

Men bør man holde fri fra feminismen engang imellem af hensyn til ens generelle sociale liv, og af kærlighed til de mennesker man holder af, og som måske skal have lidt fred fra prædikener og løftede pegefingre engang imellem?

 

Nu er det ikke fordi, jeg ikke er bevidst om at droppe det skingre, skrue ned for lix-tallet, lade være med at henvise til mindre kendte feministers teorier og så videre, – men nogle gange bliver jeg ved gud bare så træt af at høre mig selv fremføre en eller anden pointe, eller pege på en urimelighed, imens min mor, veninde, eller kollegas øjne bliver slørede og afslører, at de tydeligvis er i gang med en indre gennemgang af indkøbslisten frem for at høre på mine skønne, samfundsrelevante argumenter.

 

Ammedebatten har naturligvis kørt blandt mine facebook-relationer, og nej hvor har jeg gjort mig umage for at komme modstanderne af offentlig amning i møde og forsøge at høre på deres argumenter, i håb om at de vil møde mine med samme lydhørhed, men jeg har måttet indse, at selv intelligente, veluddannede og gode, sjove mennesker kan være meget langt fra at synes, at kvinders rettigheder bør veje ligeså tungt som den private ejendomsret. Jeg har brugt meget tid på at diskutere dette, og andre kønsrelaterede spørgsmål, med mennesker på, blandt andet, facebook, som jeg fra starten burde have opgivet, fordi de var for langt fra mig, – mennesker som jeg alligevel holder af, og som jeg måske burde mødes med om det, vi er fælles om, og ikke det der skiller os.

 

Tydeligvis er det ikke alle, der finder spørgsmålet om feminisme lige vigtigt. Dagligt falder jeg over chauvinistiske, eller ligefrem misogyne vittigheder i min newsfeed på facebook, og dagligt udfordres mit rolige sind og gode humør i det offentlige rum. Det er svært for mig ikke at kommentere den slags.

 

I børnehaven, hvor min datter går, er det også tydeligt, at der er forældre med opfattelser meget langt fra min. Jeg vil ikke blande mig i deres opfattelse og livsformer, men når børnene går så tæt sammen, smitter de forskellige hjems holdninger af på alle børnene. Min datter siger ting som ”pigefarver”, ”drengelege”, ”piger er sådan og sådan” og ”drenge er sådan og sådan”. Jeg kan forklare hende at tingene ikke er så sort-hvide – eller lyserøde-lyseblå – men jeg kan ikke lægge ærgrelsen fra mig over, at nogle børn påduttes dette firkantede og unuancerede syn på køn og kønsroller.

 

Alligevel undgår jeg som oftest diskussionen i børnehaven og holder fri fra feminismen. Miniaturegarderoben er simpelthen ikke det bedste sted til samfundspolitiske drøftelser, og min frygt for at min datter skal blive ”hende med den hysteriske mor” lægger helt sikkert også en dæmper på min diskussionslyst.

 

Men kan man som feminist holde fri, når man er mor til en fra den nye opvoksende generation? Har man ikke et ansvar for at forsøge at præge sine omgivelser, når man har mulighed for det, eller skal man virkelig vælge sine kampe med overvejelse?

 

Jeg ved det stadig ikke.

Tine Gudrun Petersen

Tine studerer historie ved Københavns Universitet og er bestyrelsesmedlem i den økologiske indkøbsforening Odense Fødevarefællesskab. Tine er mor til Katinka fra 2008.

2 kommentarer

  1. Tak for et spændende indlæg. Jeg har ikke været her på bloggen før. Jeg mener, at man aldrig bør holde helt fri, men altid kan og bør lufte sine holdninger i håb om måske at smitte lidt af eller inspirere andre. Det kan jo være lidt i det små og uden de store teoretiske overvejelser, men bare fx. at lufte at det måske ikke er så hensigtsmæssigt med meget opdelt legetøj i børnehaven. Jeg tror at mange glemmer at stille spørgsmålstegn ved fastgroede opfattelser, hvis ikke man ind imellem lufter alternativer.

    Mvh. Mirjam

  2. Hvor har du bare ret! Kender udmærket til den evige konfronteren af mennesker, som finder det nødvendig at tage en nedladende tone når jeg påpeger komplet åbenlyse forskelle kønnene imellem, hvilket sker ret ofte.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv