leatherdyke.cc

I 1966 kom den første p-pille til Danmark, og i 1973 kom den fri abort. Disse lovindførelser blev, og bliver stadig, fejret som store skridt i retningen mod ligestillingen mellem mænd og kvinder og for feminismen verden over.

 

Feminister kæmper stadig en brav kamp for ligeløn, delt ansvar for hjem og børn, lige adgang til uddannelse, erhvervsliv og lige muligheder for udvikling af personlige ambitioner. Men er det alt, hvad feminisme handler om? Er denne kamp virkelig en kamp for alle kvinder? I dette indlæg forsøger jeg kort at omdefinere og udvide definitionen af feminismen. Indlægget tager udgangspunkt i den globale kamp om kvinders rettigheder, og den kritik denne kamp blev mødt af fra arbejderklassens kvinder og kvinder af ikke-hvid etnicitet.

 

Prævention lader til at være noget, alle kvinder kan støtte op om for at forbedre kvinders forhold globalt. Dette omfatter retten til at foretage et individuelt valg om en sikker måde at undgå uønsket graviditet og/eller aborter, når nødvendigt. Dog mislykkedes lige netop den politiske bevægelse i sit forsøg på at forene kvinder på tværs af sociale miljøer. Fortalere for bevægelsen har sjældent udtrykt bekymring for arbejderklassens kvinder, og argumenter for retten til prævention er før blevet baseret på racistiske præmisser. Det betyder ikke, at den politiske bevægelse for retten til prævention ikke har opnået en masse gode ting, og at den ikke stadig har progressivt potentiale, men bevægelsens historie nødvendiggør en indsigt af en bredere og mere global definition af feminismen som en politisk bevægelse imod undertrykkelse af alle kvinder og sociale grupper.

 

Der var ikke mange kvinder af ikke-hvid etnicitet i bevægelsen for fri abort og ej heller i ligestillingsdebatten. Når der blev stillet spørgsmål ved dette, var svarene enten, at disse kvinder havde for travlt med bevægelsen imod racisme, og/eller at de endnu ikke var bevidste omkring undertrykkelsen af kvinder, inklusiv dem selv. Det skulle vise sig, at disse forklaringer ikke var grunden til deres fravær, men at disse kvinder og deres sociale forhold ikke var inkorporeret i bevægelsen for fri abort og ligestilling, som Bell Hooks argumenterede for i hendes berømte værk “Ain’t I a Woman: Black Women and Feminism” fra 1981.

 

Når afroamerikanske kvinder hævdede, at fri abort var folkedrab, forstod resten af den feministiske bevægelse det kun som en overdrevet og endda anti-feministisk reaktion imod deres sag. Hvad de ikke forstod, eller nægtede at indse, var at den selv samme politiske bevægelse for fri abort også blev brugt til at retfærdiggøre ufrivillig sterilisering som en form for racistisk masseprævention. Før afroamerikanske kvinder kunne gå ind for retten til at præventere deres graviditet, måtte de først tilkæmpe sig retten til at sætte børn i verden.

 

Den afroamerikanske feminist Angela Davis påpeger blandt andet, at i årene før legaliseringen af aborten i USA, blev 80% af alle illegale aborter med dødelig udgang i New York, foretaget på afroamerikanske og Puerto Ricanske kvinder. Mange afroamerikanske kvinder så højst den fri abort som ‘en fordel’ – en abort der ikke nødvendigvis havde døden til følge – men var ikke fortalere for sagen. Den store procentdel af afroamerikanske og andre ikke-hvide kvinder, der fik aborter, viser ikke, hvor mange af dem der ønskede, at aborten var fri, men hvor mange der hellere ville være fri fra deres graviditet end at sætte børn i verden, på grund af de sociale betingelser de levede under.

 

Mange afroamerikanske og andre ikke-hvide kvinder blev også tvunget til sterilisation. Disse sterilisationer var berettiget gennem Kommissionen for Eugenik. I North Carolina mellem 1961 og 1981 blev 65% af sterilisationer foretaget på afroamerikanske kvinder og 35% på hvide kvinder. I midten af den 20’ende århundrede var det meget mere hyppigt for Kommissionen for Eugenik at udpege kvinder fra arbejderklassen og ikke-hvide kvinder som “mentalt uegnede” til at få børn, selv om disse kvinder ikke havde en fortid med mentale problemer. Typisk foregik det på den måde, at kvinder der modtog penge fra staten, blev besøgt af en socialarbejder, der kunne tage deres penge fra dem, hvis familiens kvinde/-r ikke blev steriliseret.

 

I dag er disse kommissioner for Eugenik forbudte, men der foregår stadig uønskede sterilisationer. Uønsket sterilisation omfatter situationer, hvor kvinden eller manden legalt giver deres samtykke til sterilisation, men de sociale livsbetingelser hvori de giver deres samtykke, umuliggør deres kapacitet til at udøve et valg omkring deres reproduktion.

 

Det var ikke tilfældigt, at bevægelsen for den fri abort var en del af det større politiske projekt for “kvinders frigørelse” og “ligestilling”; hvis kvinder skulle igennem uophørlige graviditeter eller aborter, kunne de ikke udøve de rettigheder de kæmpede for. Kvinders ønske om at komme ud på arbejdsmarkedet og få en karriere kunne ikke gå i opfyldelse, hvis de ikke også kunne begrænse deres graviditeter.

 

Det er her, vi kan se det progressive potentiale denne bevægelse havde og stadig har. Samtidig er det også tydeligt, at dette var en bevægelse der er/var forbundet til en særlig livsstil – nemlig middelklassernes og bourgeoisiets. Forhåbningerne i bevægelsen for kvinders frigørelse afspejlede ikke de betingelser, kvinder fra arbejderklassen levede under: en fundamental kamp for økonomisk overlevelse. På samme måde som afroamerikanske kvinder kunne en stor del af arbejderklassens kvinder heller ikke identificere sig med bevægelsen for fri abort. Det blev tilmed et moralsk ansvar for fattige kvinder og familier ikke at få så mange børn. Store (fattige) familier tager af skatterne, som dem der har råd til det betaler, lyder argumentet stadig tit. Det der var blevet en “rettighed” for middelklassen, blev en pligt for underklassen.

 

Som sagt hævder jeg ikke, at bevægelsen for den fri abort og prævention ikke havde og stadig har potentiale for kvinders globale frigørelse. Hvad jeg har forsøgt at argumentere for er, at feminismen bliver nødt til at blive bredere og omfatte en global klassekamp og kampen mod racisme, hvis kvinder virkelig er seriøse omkring frigørelsen af alle kvinder.

1 kommentar

Skriv et svar til Peter Ole Kvint Annuller svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv