leatherdyke.cc

Når jeg snakker feminisme med folk, er der mange, der fortæller mig, at set med deres øjne er feminister nu til dags lidt ved at grave deres egen grav. Vi fokuserer på for små problemer, vi taler for oftest om sexisme, hverdagssexisme, og andre områder, der simpelthen bare er en del ‘af menneskets natur’, og som der alligevel ikke kan ændres på. Man skal jo også passe på, at man ikke gør folk trætte af at høre på alle de feminister hele tiden og alle vegne…

 

I starten erklærede jeg mig til dels enig. Jeg mente også, at man kunne gå i for små detaljer og simpelthen ‘overtale’ feminismen i en sådan grad, at folk til sidst bare lukkede ørerne af for de vigtige pointer, der ellers måtte blive italesat. Det samme blev jeg fortalt, dengang jeg besluttede mig for at blive vegetar; jeg måtte endelig ikke virke belærende over for folk, eller på anden måde selv sætte anledning til en diskussion, der kunne provokere folk. Da jeg endelig ‘turde’ kalde mig feminist, fik jeg at vide, at det måske var noget, jeg skulle gå lidt stille med dørene med. Jeg skulle jo ‘nødigt’ provokere folk eller udsende et forkert signal… Da jeg ville have mig en kvindetegns-tatovering, var min mor hurtigt ude for at standse mig med kommentaren: “Du kan altså hurtigt skræmme folk væk på den måde.“

I min verden er folk, der bliver skræmt væk af, at jeg tør at have en holdning, og tale åbent omkring den, ikke nogen, jeg er kede af at holde på afstand.

 

Derfor har jeg besluttet mig for at sige endeligt stop. Hvis andre må belære mig, tale ned til mig eller på anden måde give deres mening til kende om mine forskellige standpunkter, så er det så sandelig også min ret at svare tilbage.

 

Noget af det, der oftest er blevet nævnt for mig som et eksempel på, at feminister går for langt, er i forbindelse med sprogbruget. Det er jo ligegyldigt, en detalje. Kvinderne i andre dele af verdenen har det forfærdeligt. Hvorfor dog fokusere på hvordan vi i Danmark omtaler hinanden og kønnene? Det er jo blot en del af folks kultur og udtryksmåde. Til dette svarer jeg: Lige præcis. Det ér en del af folks kultur, det er en del af hele det værdigrundlag, de er vokset op med og omkring. Ordene er et af de vigtigste magtmidler, vi som mennesker er i besiddelse af. Den, der har ordet i sin magt, har oftest også andre mennesker i sin magt. Derfor synes jeg ikke, at det er et ligegyldigt område at behandle i forbindelse med feminisme. Faktisk er det snarere et af de vigtigste, for kan man ændre folks måde at tale om noget på, kan man med al sandsynlighed også ændre deres tanker omkring dette.

 

Det er næsten uhyggeligt at læse med i diverse debat- og kommentarspor rundt omkring på forskellige netaviser, facebook osv. – eller opleve det i virkeligeden – og opdage, hvordan der endnu tales ubehageligt nedladende om/til kvinder. Og hvis folk taler sådan, må det ganske enkelt bunde i, at det ligeledes er sådan, de tænker. I min verden er det fuldstændig absurd, hvordan der stadig i dag findes mennesker, der fortsat objektificerer, latterliggør og nedgør kvinder ud fra det simple faktum, at de er kvinder.

 

Igen, hvis ord som disse – det kan være alt fra narrefisse, hysteriske kvindfolk, eller denne passage jeg fandt i et kommentarspor fra en artikel hos Politiken: ”feminisme er kun for enlige grimme ulidelige brokkekællinger” – kan florere i folks tanker, er der i min verden ikke særlig langt fra ord til handling. Jeg har netop haft en forelæsning i sprog, hvor vi blev præsenteret for en undersøgelse, der argumenterer for, hvor stor betydning vores ordforråd har for vores forståelse af og måde at se verdenen på [i]. Så tænker man først ét – hvor meget afholder så en fra rent faktisk også at gøre det eller leve efter det?

 

Jeg er uendeligt træt af, at skulle tage diskussionen op omkring “hvorfor i alverden jeg dog er feminist”. Ja, jeg anerkender, at jeg som kvinde i Danmark har været heldigere, end hvis jeg var født i eksempelvis Saudi Arabien. Derfor er jeg da heller ikke feminist bare for min skyld – jeg er feminist for alles skyld. Men vi kan altså ikke hjælpe kvinder i andre lande, hvis vi ikke også er i stand til at forbedre os herhjemme. Forleden var jeg til en debat om ytringsfrihed, hvor Geeti Amiri utrolig fint formulerede at: “Det er de privilegeredes pligt at gå forrest.” Så det vil jeg gøre. Ikke kun for danske kvinders skyld, ikke kun for verdens kvinders skyld – men for alles skyld. Kvinder og mænd. For det er ligestilling, jeg kæmper for. Ikke ‘særrettigheder til kvinder’ som nogen ellers forsøger at nedgøre feminismen til at være.

 

Derudover, så forestil jer lige scenariet, hvis de argumenter, der møder feminister, blev brugt i andre sammenhænge.

 

“Hvorfor kæmper du for ytringsfrihed? Der er jo andre lande, hvor det står endnu værre til med den?”

“Hvorfor kæmper du for forbedringen af vores demokrati? Der er jo andre lande, der slet ikke har noget.”

“Hvorfor kæmper du for mindre skel mellem rige og fattige? I andre lande er skellet større? “

“Hvorfor kæmper du for, at vi skal have mindre vold og kriminalitet i Danmark? Der er jo nogen lande, hvor raten er langt højere? “

 

Kan man forestille sig disse argumenter blive brugt i lige så høj grad?

Nej, vel?

 

[i] Saphir-Worf hypotesen: argumenterer for, at en persons verdensopfattelse i høj grad er bestemt af ordforrådet og syntaksen i vedkommendes sprog.

 

 

photo credit: More Feminism Less Bullshit via photopin (license)

 

 

Amalie Guldborg Olesen

19-årig gymnasieelev fra København. Brænder for at vise, at feminismen stadig er lige så vigtig, som den var i 1970’erne – blot i et nyt forum og med nye aspekter. Drømmer om en verden, hvor ordet ‘feminist’ bringer en positiv genklang, hvor det er okay for mænd at græde, og okay for kvinder at stå stærkt ved sig selv – og selvfølgelig alt der imellem også.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv