leatherdyke.cc

Når jeg udtrykker mine feministiske holdninger, oplever jeg tit, at andre bliver stødt over det, fordi de opfatter bevægelsen som et udtryk for mandehad. Min erfaring er, at særligt mænd føler sig stødt, når man begynder at tale om kvinders rettigheder, og det at indlede en feministisk diskussion føles som at træde ud på et minefelt. Begrebet feminisme er stadig et ”dirty word”, som provokerer mange. For mig at se er det en meget ærgerlig tendens, som forhindrer os i at have en saglig og respektfuld debat.

 

Mange mænd – og også mange kvinder – tror fejlagtigt, at feminismen dæmoniserer mænd og forfordeler kvinder. Jeg har hørt mange ekstremt nedladende vendinger såsom ”feminisme er cancer” eller det berømte udtryk ”feminazi”. Det er mærkeligt, at en bevægelse, der har givet kvinder retten til at arbejde, stemme, tage en uddannelse og bestemme over deres egen krop, bliver set som et angreb på mænds rettigheder fremfor et angreb mod det patriarkalske samfund, som stigmatiserer og begrænser kvinder (og andre minoriteter, for den sags skyld).

 

Der er også mange, som påstår, at vi er nået i mål med ligestillingen, hvilket heller ikke stemmer overens med virkeligheden. Selvom vi er nået meget langt, i hvert fald i den vestlige verden, oplever mange kvinder stadig sexisme på daglig basis, de tjener mindre end mænd og bliver opdraget til at tro, at de på mange områder ikke er ligeså kompetente som mænd, f.eks. i erhvervslivet eller i politik. Men hvis man italesætter disse problemstillinger, og især som kvinde, får man at vide, at man er for ”sart”, eller at man bare burde acceptere, at ”der er forskel på mænd og kvinder”. Der er også nogen, der, i stedet for at holde sig til emnet, vælger at spørge ”hvad med mændsproblemer?” Den måde, feministiske budskaber bliver talt ned, negligeret og ignoreret, er nok et meget godt udtryk for, hvordan vi ser på kvinder og kvinders rettigheder i det moderne samfund, tænker jeg.

 

Det gør mig frustreret og ked af det, at kvinder ikke kan udtrykke deres holdninger og gøre krav på ligestilling, uden at andre føler sig provokerede af det. Et godt eksempel herpå er debatten om sexchikane i lokalpolitik. Da byrådsmedlem Sonja Marie Jensen fortalte, at hun gentagende gange var blevet udsat for sexchikane fra nogle af sine mandlige kollegaer, var der flere, der udtrykte, at de følte sig mistænkeliggjorte af hende, i stedet for at støtte hende. Det virkede på mig, som om hendes udsagn blev tolket som et angreb på samtlige af hendes mandlige kollegaer, og at mange mænd derfor tog afstand fra det.

 

Det er sørgeligt, at man i stedet for at anerkende problemet og udvise empati for kvinden vælger at udskamme hende og negligere hendes oplevelser. Jeg har klart indtryk af, at mænd ofte føler sig stødt eller decideret krænkede, når kønspolitiske emner tages op, fordi de ser kritikken af mandlig adfærd og kvindeundertrykkelse som en generalisering af hele det mandlige køn, hvilket det jo ikke er. Italesættelse af sexisme er ikke en hetz imod hele det mandlige køn, men af samfunds- og magtstrukturer, som primært undertrykker kvinder, og som ofte afspejles i mænds (og kvinders) adfærd.

 

Jeg kan godt have svært ved at forstå denne mentalitet – hvis man ikke selv synes, at man udøver sexistisk adfærd, hvorfor så gå i forsvarsposition? Hvorfor frasige sig ansvaret i stedet for at vise sin støtte? Er det, fordi nogle mænd stadig føler sig truet af kvinder, der kræver ligestilling, og inderst inde ønsker at fastholde den eksisterende samfundsstruktur, som favoriserer dem selv og undertrykker kvinder? Er det, fordi de inderst inde ikke vil give afkald på deres ”male privilege” og kun vil gå med til kvinders ligestilling, når det er belejligt for dem selv? Og er dette i sidste ende et udtryk for, at det danske samfund stadig bærer præg af en sexistisk forestilling om, at kvinder ”skal kende deres plads”?

 

Denne afstandtagen fra feminismen siger meget om vores syn på kvinder i det danske samfund. Igennem flere årtier har feminismen jo givet kvinder (og efterhånden også andre minoritetsgrupper) en stemme samt flere muligheder og rettigheder. Så hvis man bliver provokeret af feminisme, må det være, fordi man i højere eller mindre grad bliver provokeret af tanken om ligestilling. Selvom der både er mange mænd og kvinder, som udtrykker, at de ikke identificerer sig med feminismen, har jeg erfaret, at det især er mænd, som tager afstand bevægelsen – hvilket er enormt trist, for ligestilling ville ikke kun gavne kvinder (og andre minoritetsgrupper), men hele vores samfund.

 

Selvfølgelig mener jeg ikke, at alle mænd er sexistiske og undertrykker kvinder. Jeg mener absolut heller ikke, at man kun skal fokusere på kvinders problemer og negligere mændenes. Feminisme handler ikke om at udpege mænd som fjenden, men at kritisere de patriarkalske samfundsstrukturer. Og hvis vi skal ændre disse magtstrukturer, bliver alle mennesker, uanset køn, nødt til at støtte op om den feministiske bevægelse. Jeg håber inderligt, at flere og flere mænd med tiden vil tilslutte sig feminismen og identificere sig med bevægelsens værdier.

 

Billede er lånt her.

Liv Kiilsholm

Jeg er 23 år gammel og studerer til daglig Spansk Sprog og Kultur og Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Jeg har altid elsket at skrive, tegne, læse god litteratur og at rejse. Efter at være begyndt på universitetet begyndte jeg for alvor at få et kendskab til, hvad feminismen indebærer, og efterhånden nåede jeg til den erkendelse, at jeg er feminist. Jeg er meget optaget af, hvilke diskurser der eksisterer i vores samfund med henblik på køn, ligestilling og feminisme, samt hvordan vi kan skabe et mere ligestillet og inkluderende samfund gennem ligestillingsdebatten.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv