leatherdyke.cc

For et par uger siden var jeg til fest – måske ikke så meget en fest, men mere en Fifa-aften med drengene, hvor øl og mandehørm stod højt på listen. Det var første og sidste gang, jeg hørte om ”Fiskeklubben”. Nyheden blev overdraget af en fyr, som kommer udenbys fra. Sådan er livet. Mennesker har en tendens til at blive fulde og komme til at tale over sig. Sådan var det i hvert fald i dette tilfælde, da en af mine kammerater inviterede en ven fra Jylland med. Jo flere øl, han hældte ned i svælget, jo mere kom hans tunge på gled.

 

”Det er virkelig tys tys, det her, drenge,” sagde han og fortalte livligt om denne tophemmelige klub, kun bestående af mænd, som kaldes for ”Fiskeklubben”. Først grinte vi af navnet, fordi det uden tvivl indikerer, hvor fyren kommer fra (Esbjerg), men nysgerrigheden blev ikke slukket af den grund. Da han begyndte at uddybe klubbens agenda, kunne jeg mærke nakkehårene rejse sig.

 

”Fiskeklubben” har en helt bestemt mission: At ranke, rate og bedømme de piger, som de pågældende medlemmer har haft sex med på Facebook. Jeg fik en fornemmelse af, at det er en slags trofæjagt, hvor medlemmerne indbyrdes kan bedømme pigerne, ligesom man kan bedømme et produkt eller en service på Trust Pilot. Eftersom klubben er lukket og fuldstændig privat, sker dette i al hemmelighed, hvor ingen kan nå dem. Hverken pigerne på billederne, myndighederne eller Facebooks ansvarspersoner kan gøre noget. Magten ligger hos de anonyme kujoner, der distribuerer billederne og er en del af Facebook-klubben. Dét synes jeg er skræmmende.

 

Informationer bliver mere og mere tilgængelige, men konsekvenserne af at distribuere seksuelt materiale uden samtykke findes endnu ikke, med mindre man bliver busted i at være i besiddelse af børneporno.

 

Jeg kunne mærke, at mit blod begyndte at koge ved en ualmindeligt høj temperatur, jo mere vi snakkede om klubben. Det var som om, at dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Men jeg sagde intet. Min kammerat, som havde slæbt fyren med, spurgte smågrinende om pigerne er klar over situationen. Svaret var, at nogle af dem vidste, at der blev taget billeder af dem, men at ingen af dem ved, at de ligger på Facebook, og at de bliver bedømt på deres krop og generelle performance mellem lagnerne.

 

Én ting er, at billederne ligger i cyberspace, men en anden ting er, at de skriver anmeldelser af pigerne post sexeskapaderne.

 

Måske vil nogen undre sig over, hvorfor jeg har valgt at agere stikker, når informationerne blev fortalt i fortrolighed blandt vennerne, men jeg skylder ikke klubben noget, og jeg synes faktisk, at de skal stoppes (ligesom den generelle deling af nøgenbilleder på de sociale medier bør stoppe). Jeg indrømmer gerne, at jeg var en idiot til vores mandeaften. Min vrede lammede mig. Derfor sagde jeg hverken fra eller til. Så her er min endelige respons:

 

Min lillesøster er 12 år gammel. Hun er præpubertær, ved at blomstre op og efterhånden begyndt at klæde sig som en på min alder (jeg er 24 år). Vi deler et specielt bånd, da vi har mange ens karaktertræk, men alligevel formår vi at være super forskellige. Man skal være hjernedød for ikke at få øje på hendes skønhed. Ikke kun den ydre, som er præget af store blå øjne og langt blond hår, men også den indre, som er med til at gøre hende til den, hun er. Min lillesøster har en værdi, der ikke kan måles i kroner og ører og er derfor større end noget andet i verden. Skulle det komme til stykket, ville jeg gå i krig for at holde hende beskyttet. Så tanken om, at hun kan få franarret sig friheden til at have sex med hvem, hun end har lyst til, uden at det skal have så store omkostninger for hendes værdi som menneske, får vreden til at vende tilbage. Man tager et indbyrdes valg om at have sex med hinanden, men der er ikke noget menneske i verdenshistorien, som frivilligt har valgt at blive udstillet nøgen og blottet foran en stor gruppe mennesker. Det virker som om, vi er tilbage i middelalderen men med smartere gadgets. Det er pinligt!

 

Når jeg tænker på min søster, min mor, øvrige kvindelige familiemedlemmer og veninder, så har de alle en ting til fælles: Deres formål med livet er ikke at være underholdning. Deres eksistens er ikke en undskyldning for, at vi kan lege penis-forlænger-legen med hinanden, som vi gjorde i folkeskolen. Blot, fordi de er født med en anden anatomi end vores, gør det dem ikke til vores ejendom eller byttekort, som vi kan smide om os, som vi vil. Deres seksualitet tilhører ingen anden end dem selv. Får de frivilligt taget et billede, kan det ikke være rigtigt, at man som fyr undskylder sig selv med, at hun selv er gået med til det. Hun er gået med til det i privaten – ikke med offentligt fokus. Hun har aldrig bedt om at blive bedømt og analyseret af fremmede mennesker på baggrund af den krop, hun bor i.

 

En anden ting er, at de pludselig ikke kan føle sig sikre. Hvem ved, om der pludselig er blevet taget et billede midt i kampens hede, som fluks ender op et sted, hvor det ikke hører hjemme? Gruppementalitet er desværre en meget stærk magnetisk kraft, men jeg synes, man skal være en helt speciel form for kvindehader, hvis man vælger at reducere piger til så lidt, som ”Fiskeklubben” har gjort.

 

Jeg kunne godt tænke mig at spørge medlemmerne af klubben, hvorfor de piger, de har sex med udstilles som om, de er mindre værd end kvinderne i jeres liv? Personligt kan jeg ikke begribe tanken om, at nogen som helst fortjener den behandling. Desuden har jeg meget svært ved at se, hvorfor der skal være en forskel på hunkøn i vores inderkreds og hunkøn, som har fået en anden plads i verden. Naturligvis er der en følelsesfaktor, der spiller ind, men når alt kommer til alt, så har de vel alle den samme værdi, ligesom vi hankøn også har den samme værdi.

 

Når jeg tænker tilbage på Fifa-aftenen, ville jeg ønske, jeg havde haft mod til at sige noget. Ikke for at skabe det store postyr, men for at sprede budskabet på en rolig og rationel måde, så min mening ville være til at forstå. Jeg er bange for, at konsekvenserne bliver større, hvis vi ikke tør sætte ord på disse tendenser, der tydeligvis florerer i vores kultur. Det nytter ikke noget at vende det blinde øje til og lade som om, at det ikke eksisterer derude, for det gør det. Det er ikke kun kvindernes job at råbe op, når det føler sig uretfærdigt behandlet. Det er også vores. Hvordan kan vi ellers hjælpe hinanden?

 

Takket være ”Fiskeklubben” har jeg mistet mælet for sidste gang.

 

photo credit: Au Kirk No Fishing Sign on a Pier Dock via photopin (license)

 

Daniel Christensen

Helt almindelig mandlig studerende med 24 år på bagen og en hel masse Fifa-timer på samvittigheden. Jeg er for nyligt blevet inspireret af det feministiske univers og ser frem til at blive oplyst yderligere. Min primære interesse er, hvordan kønnene kan samarbejde og kæmpe for ligestilling. Ligeså vel er det min agenda for at være blogger på dette medie.

2 kommentarer

  1. Tak! Vi må og skal være fælles om at fjerne ringeagt, hån og objektivisering af unge kvinder – til gavn for begge køn!

  2. Hvor var det en skam du ikke turde sige fra. Jeg sætter altid en ære i at være på tværs, selv om det er ubehageligt. Men jeg må indrømme, at jeg har svært ved det i ikke-venners selskab, især ved de mindre ubehageligheder. Det kræver gåpåmod, dræberblik og stor social agtelse – og det får man typisk først efter et par møder med machofyren. Men ved større krænkelser, der er jeg kold. Så må det koste nogle relationer. Som introvert er man vant til at leve i ensomhed anyway, så det føles aldrig værre end det værste tidspunkt i ens liv at blive udstødt af et fællesskab. Det er værd at huske sig selv på. Held og lykke med modet fremadrettet.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv