leatherdyke.cc

I weekenden 15. juni til 17. juni var jeg til GrrrlCon i Manchester. GrrrlCon er en festival/konference for kvinder, der skriver. På engelsk har man den dejlige fællesbetegnelse ”writers” for dem, der har dét tilfælles, at de skriver – om det så er journalistik, romaner, digte eller om de bare eksperimenterer med en sætning eller to til skrivebordsskuffen. GrrrlCon er for ”women writers” og alle selv-identificerende kvinder er velkomne. Arrangementet tilbyder et pakket, dagligt program med et foredrag om morgenen, to workshops (en før frokost og en efter) og et foredrag om eftermiddagen. Alle deltagere er velkomne i hvilken som helst workshop, de nu engang foretrækker.

 

Jeg har skrevet i mange år, især som barn og teenager. I de første år af mine 20’ere baksede jeg imellem min egen idé om, at jeg var sådan en, der skrev og så rent faktisk at være en af dem, der skrev. I de sidste par år har jeg fundet fællesskaber i Skotland, hvor jeg bor, hvor jeg er blevet hjulpet på vej imod rent faktisk at blive en af dem, der skriver – og ikke bare tænker jeg er en af dem. Jeg er stadig nybegynder i min voksne tid som ”writer”, men det unikke ved GrrrlCon er, at foredragene, workshops og diskussioner og snakke i pauserne kvinder imellem giver plads til alle. I vores workshops arbejdede jeg sammen med Rosie Garland, forfatter med tre romaner bag sig; Natalie, nyligt udgivet forfatter for første gang; Alex, “writer” med en aftale om repræsentation hos en ”literary agent”.

 

Det specielle var, at på trods af vores forskellige stadier kunne vi lære sammen og af hinanden. Fordi arrangementet er forbeholdt kvinder giver det også plads til at udforske nogle af de udfordringer samfundet og vi selv sætter op for os som kvinder, der skriver. Det var fascinerende og skræmmende at indse, at udgivelser og gode anmeldelser ikke får den indre kritiker til at tie stille – i stedet finder den på nye ting, hvor du kan fejle: “Du kommer aldrig til at skrive en roman mere”, “Du får dårlige anmeldelser”, “Din bog kommer ikke til at sælge til andre end din familie”.

 

En af de ting jeg har tænkt meget over siden den weekend er vigtigheden af et fælles rum for kvinder. Kvinder og allierede i kampen for kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene har kæmpet for at få kvinder ind i de samme grupper, fællesskaber og steder som mænd. For eksempel magtens institutioner, medierne, uddannelser. En ting vi dog ikke må glemme i vores bestræbelser på ligestilling er vigtigheden af et fællesskab kvinder imellem. Det har en styrke og en enorm værdi at mødes med ligesindede og få den ekstra dimension med omkring, hvad det vil sige at være kvinde inden for et givent miljø. Når jeg siger ligesindede mener jeg ikke nødvendigvis, at vi skal mødes i grupper af kvinder, hvor den eneste fællesbetegnelse er, at vi ser os selv som kvinder. Nej, vi skal snarere se os selv som individer først – med alle de interesser og meninger vi nu engang må have – og derefter huske vigtigheden af at mødes i et rum om dén interesse med en gruppe kvinder i samme situation. Mænd og kvinder har forskellige oplevelser af den verden, vi lever i pga. den måde omverdenen ser og forstår vores køn. Lige meget hvor ubehageligt og uretfærdigt det kan virke, så er det ikke uden betydning, og jeg tror på, at vi bliver stærkere hver især ved at lære af hinanden.

 

En af de vigtigste konklusioner fra mine tre dage på GrrrlCon var, at pointen ikke er at ”women writers” har det sværere end mænd. Vi skal ikke se os selv som ofre og bruge det som undskyldning til ikke at skrive, til ikke at sende vores manuskript ind til et forlag eller til generelt at begrænse os selv. I stedet skal vi lære at se de udfordringer, vi som gruppe kan møde, ved fællesskabets hjælp forstå dem og derefter være klar over dem i vores egne liv.

 

GrrrlCon er et projekt fokuseret på ”women writers” med et feministisk perspektiv. Hvis man har de interesser og meninger føles det som et frirum, et helle midt i hverdagen, hvor man er omgivet af ligesindede. Men det er essentielt kun at bruge fællesskaber som dette til at tanke op – ikke til at lukke sig selv inde i én gruppe og afskære sig fra resten af samfundet. Siden weekenden har jeg fundet sammen med andre ”women writers” fra GrrrlCon i Glasgow, hvor jeg bor. Vi har snakket om, hvordan det var rart at vi alle havde en grundforståelse for feminisme og kampen for kvinderettigheder. På den måde kunne vi komme til at diskutere andre områder inden for bevægelserne, som vi selvfølgelig stadig kan være uenige om, selvom vi er enige om grundpræmissen: at kønnene skal ligestilles – og at de ikke er det i dag. En af de andre beskrev det perfekt: “You can go from a discussion about Feminism 101 to Feminism 401”.

 

Selvfølgelig vil andre kvindegrupper se anderledes ud, men jeg mener ikke, at de er mindre vigtige af den grund. Som mennesker og som kvinder bliver vi nødt til at skabe plads til os selv og hinanden.

 

Der er noget magisk over at gøre det i fællesskab, lære af hinanden og lære af dem, der kom før os. Lad være med at tro på nutidens neoliberale idé om, at vi alle er konkurrenter og enkeltstående individer – vi kan ikke klare os uden hinanden. Udfordringen er blot at finde dit fællesskab, deltage aktivt i det og bringe det med videre i de andre områder af dit liv.

 

Læs mere om GrrrlCon og organisationen bag, For Books’ Sake, her.

 

photo credit: jesse1dog Left! – A Note via photopin (license)

 

F-frekvensen er et forum med plads til alle – uanset holdning, politisk overbevisning, etnicitet, alder, uddannelse og køn. Det er ikke et krav, at blogindlæg på denne platform skal afspejle Dansk Kvindesamfunds holdninger. Blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Emilie Kristensen

Jeg er udenlandsdansker oprindeligt fra Nordens Paris (Aalborg). Jeg har boet i Glasgow siden september 2013. Til daglig arbejder jeg inden for velgørenhedssektoren med kommunikation og fundraising. Jeg har været feminist, så længe jeg kan huske. Særligt igennem ophold i Irland og USA og nu med bopæl i Skotland er jeg med tiden blevet mere og mere fokuseret på den sociale ulighed som patriarkatet bringer med sig, og det synes jeg, at vi alle sammen skulle tale noget mere om.

Der er endnu ikke kommenteret på dette indlæg.

Skriv et svar

Sociale medier

Følg med via mail

Skriv din mailadresse herunder, hvis du vil have en mail, når der er et nyt indlæg på bloggen.

Arkiv